Syden-100624

Demokratiet modnes

i det globale Syden

Mens en europæisk populistisme har skabt et dramatisk bagslag for præsident Macron under EU-valget, går det den modsatte vej i flere mellemstore lande uden for Vesten – senest i Indien, Sydafrika og Mexico

10.06.2024

Hugo Gaarden

Kommentatorer har de seneste år skrevet og talt meget om autoritære tendensers fremmarch uden for Vesten – påvirket af Rusland og Kina. Men de seneste valg har vist den stik modsatte tendens, mens autoritære tendenser og populisme blomstrer i Europa, som valget til EU-parlamentet viser. Den midterkurs, som Frankrig og Tyskland har ført, er under voldsomt angreb. Det er en paradoksal global udvikling, der må give et wake-up call for Europa og USA.

I år er der valg i 99 lande, og de seneste valg i tre mellemstore lande viser, at demokratiet i det såkaldte Syden modnes. Måske blomstrer det ikke ligefrem, men demokratiet virker og lader nye partier og bevægelser komme til orde, mens autoritære tendenser har fået et tilbageslag, især i Indien, og tidligere i Tyrkiet.

Verdens største demokrati med et frit valg, Indien, bekræfter den tendens. Alle prognoser pegede på en klar sejr for Narendra Modi, der førte sig frem som den eneste, der kan skabe fremgang for inderne – og med autokratiske tilbøjeligheder. Men hans parti, BJP, fik ikke flertal, og han kan kun fortsætte som chef for en koalition af partier.

Indien har under Modi skabt økonomisk fremgang, bl.a. med en digitalisering, der gavner den brede befolkning. Men uligheden er voldsom, og der er behov for langt flere reformer, som sikrer en bedre velstandsfordeling med respekt for religiøse minoriteter som muslimerne. Det one-man show, som Modi har vist, bliver afløst af samarbejde, og det kan også styrke Indiens anseelse og betydning. Valget viste dermed, at den strong man-bevægelse, som er set mange steder, også i Tyrkiet, har fået lidt af et knæk.

I Sydafrika mistede det førende sorte parti, ANC, flertallet. Det var forbudt under apartheid, men  de sortes frihed for 30 år siden har korruptionen med en ekstrem ulighed floreret, og ANC-ledere har skovlet penge til sig på lige fod med hvide erhvervsfolk. ANC-lederen Nelson Mandela skabte politisk frihed, men han ignorerede økonomien. Dét reagerede mange sorte vælgere på i år. ANC bliver nødt til at danne en koalition, og det mest sandsynlige er, at det sker med Demokratisk Alliance, som i høj grad har hvide vælgere. Det kan bane vej for økonomiske reformer bredt funderede velfærdsreformer samt en mere effektiv ledelse af den statslige sektor, f.eks. med el-forsyningen.

Men det kan også gå galt, da den tidligere præsident, Jacob Zuma, som blev afsat af ANC for nogle år siden, stormede ind på scenen få måneder før valget. Hans parti, MK, fik 15 pct. af stemmerne. Han har decideret autokratiske tendenser og støtter op om Vladimir Putins krig i Ukraine. Zuma anklages for at have fået finansiering af Rusland. Et parti, som for alvor vil lave økonomisk fordeling, Economic Freedom Fighters, endog med statslig overtagelse af miner og en del landbrugsjord, klarede sig overraskende dårligt. Den fattige del af befolkningen har altså ikke satset på indkomstfordeling. Mange er mere optaget af et internt opgør mellem de sorte ledere fra kampen mod apartheid. Men svækkelsen af ANC og frygten for den tidligere partisanleder Zuma kan få ANC og de hvide til at arbejde sammen for at løse landets udestående problemer.

Mexico viste en lidt tilsvarende udvikling, men langt mere moderat. Mexikanerne valgte deres første kvindelig præsident, der er jøde, Claudia Sheinbaum, der følger efter sin mentor, Andres Manuel Lopez Obrador, fra det borgerlige parti Morena. Hun vandt over sin modkandidat, Xochitl Galvez, der satsede på mere gennemgribende reformer for den brede befolkning. Lopez Obrador havde en snert af populisme over sig, og han ignorerede gennemgribende reformer. Sheinbaum er helt anderledes. Hun er kendt for at være en dygtig administrator som borgmester i Mexico City og erkender behovet for sociale reformer. Hun står over for enorme udfordringer for at bekæmpe den voldsomme kriminalitet, for at rydde op i ineffektive statslige virksomheder og for at forbedre forholdet til USA. Hendes valg er et skridt i retning af et styrket demokrati.

Indien, Sydafrika og Mexico hører til det såkaldte Syden. At der i de seneste valg er sat en stopper for autoritære tendenser og at demokratiet har blomstret under intense valgkampe, viser, at de nye mellemstore stater uden for Vesten tage demokratiet alvorligt.

Den udvikling står i skærende kontrast til Vesten, hvor der er en uændret stærk opbakning til Donald Trump trods de seneste domme mod ham, og hvor der i Europa ved  EU-parlamentsvalget er sket et ryk til højre og til populistiske partier – så meget, at den franske præsident, Emmanuel Macron, har udskrevet parlamentsvalg i håb om at bremse Marine Le Pens voldsomme fremgang - og for at sikre europæisk midter- og konsensuspolitik.

Europæerne bliver også sat på prøve ved Ukraines kommende fredskonference i Schweiz.  Rusland er ikke inviteret med. Det har fået Kina og Saudi-Arabien til at takke nej. Konferencen er en forståelig opbakning til Ukraine. Men er det en fredskonference, når ikke alle parter deltager?

Konferencen viser, at den ikke-vestlige verden ignoreres. USA og Vesten har ikke nær så megen magt som tidligere. Den israelske historiker, Yuval Noah Harari (forfatter til bogen Sapiens) skriver i The Economist, at den vestlige og USA-dominerede orden vil føre til uendelige krige, hvis verdens ledere ikke indleder en periode med dialoger og diplomati. De kan begynde med netop fredskonferencen i Schweiz, mener han.

En tidligere diplomat i Singapore og anerkendt forsker, Kishore Mahbubani, mener det samme: Vesten er på retræte, og mennesker i Syden er trætte af Vestens overmagt og vil finde deres egen vej. De vil have dialog, og de kræver respekt fra Vestens side. De er ved at få bedre styr på deres samfundsudvikling, og samtidig er de ikke så interesserede i konfrontationer, som Vesten er, f.eks. med sanktioner. Måske er vi på vej ind i en tidsalder med mere dialog og mindre konfrontation, trods krigene i Ukraine og Gaza.