Krige270524

Skal Europa følge

retten eller magten?

Begge internationale domstole lægger et voldsomt pres på Israel, men også på Europa: Skal Europa følge de domstole, europæerne bakker op bag, eller skal de tage politiske hensyn? Det får konsekvenser for den globale magtbalance

27.05.2024

Hugo Gaarden

Den internationale Straffedomstol har med sin anklage mod toplederne i både Israel og Hamas ramt lige ned i hjertekulen: Er det retten eller magten, der skal afgøre staters handlinger?

Domstolens anklager, Karim Khan, har med sin arrestordre sat sindene i oprør, ikke mindst i Israel, fordi han ligestiller den israelske ministerpræsident, Benyamin Netanyahu, og forsvarsminister Yoav Gallant med tre Hamas-leder, herunder Yahya Sinwar, der er hjernen bag det brutale angreb på Israel den 7. oktober.

Hvordan kan domstolens anklager ligestille demokratisk valgte ledere med Hamas-terrorister? Det spørgsmål er særlig pinagtigt i Tyskland, hvis forfatning efter nazitiden og jødeudryddelsen indledes med følgende passus: ”Den menneskelige værdighed er ukrænkelig.” En stat må altså ikke kunne sætte en finger på borgernes rettigheder. Nu siger Straffedomstolens anklager, at Israels ledelse har begået en forbrydelse mod menneskeheden.

Det er pinagtigt for Israel, men også for Tyskland, der på grund af nazitiden dybest set er årsag til de to aktuelle krige i Europas nabolag. Tyskernes skyldfølelse over for jøderne har fået Tyskland til konsekvent at bakke op bag Israel, og det hindrer en enig europæisk holdning til krigen. Men de to domstole rokker nu ved tyskernes holdning.

Både Rusland og Israel har med krigene blæst på internationale regler, og Vesten og det internationale samfund har ikke turdet bremse Ruslands og Israels bestræbelser, og det skyldtes i høj grad den tyske forsigtighed. De to domstole kan få tyskerne til at gribe mere aktivt ind, når regler brydes.

Karim Khan begrunder sin afgørelse med, at Israels regering udsulter befolkningen i Gaza som en krigsmetode. Han henviser f.eks. til, at den israelske forsvarsminister fra krigens start sagde, at der ikke kommer vand, elektricitet og forsyninger til Gaza. Heller ikke nu kommer der nok forsyninger til Gazas to millioner indbyggere. At hindre leverancer til civilbefolkningen er en krigsforbrydelse.

En gruppe anerkendte internationale jurister har været rådgivere for Karim Khan, og de understreger, at anklagen ikke handler om årsagen til konflikten, men om, hvordan der føres krig. Derfor vil sagen være en milesten for den internationale straffelov. ”Ingen konflikt skal kunne stå uden for lovens rammer. Intet barns liv er mindre værd end et andet.”

Hvis domstolen følger anklagerens krav, skal de lande, der står bag Straffedomstolen, arrestere de anklagede, herunder Netanyahu. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, at Danmark bakker op bag Straffedomstolen og dens uafhængighed, men han finder det ”prekært”, at arrestordren sidestiller Israels ledere og Hamas-ledere.

Dermed viser han nøjagtigt, hvor ømtålelig sagen er. Præsident Joe Biden har skarpt kritiseret denne sidestilling. Men det er netop kernen i anklageskriftet: Begge parter har begået en krigsforbrydelse og overtræder menneskerettighederne. Israels ledere skal ikke slippe, fordi de er i et demokrati. Men det rokker ved Vestens selvopfattelse, som resten af verden meget ofte kalder hyklerisk. Derfor kan der ventes et voldsomt vestligt pres på Straffedomstolen for at få en mild dom.  

Vesten vil måske forsøge at ”gemme” sig under den anden internationale domstol, nemlig FNs øverste domstol, ICJ. Det er dén, der fører sagen om folkemord. Den sagde i fredags, at Israel øjeblikkeligt må standse hærens operation i Rafah, fordi den vil udgøre en fare for civilbefolkningen, og dermed er der risiko for folkemord.

Det kan føre til, at Vesten vil forsøge at fokusere mere på FN-domstolen end på Straffedomstolen. De vestlige lande kan i en politisk manøvre støtte kravet om et stop for krigen i selve Rafah og dernæst presse Straffedomstolen til en mildere dom mod Israel. Det vil være politisk populært, for det kan betragtes som en form for våbenhvile, og Netanyahu kan redde ansigt.

Men Israel slipper ikke for et voksende internationalt pres. Tre europæiske stater, Norge, Irland og Spanien, har i enighed besluttet at anerkende Palæstina énsidigt, mens de fleste EU-lande fortsat er imod, især Tyskland. Det sker som følge af domstolenes ageren. Anerkendelse er langt alvorligere for Israel, der kan blive endnu mere isoleret, og der er risiko for sanktioner, som over for apartheidregimet i Sydafrika.

Domstolene kan måske også få den mere moderate del af Israels befolkning til at erkende den håbløse situation, Netanyahu og den ekstreme højrefløj har bragt Israel i, måske ved at fjerne Netanyahu fra magten gennem et valg.

Tiden er altså inde til en klar stillingtagen til nogle fundamentale principper for konfliktløsning. Det har EU's udenrigsminister, Josep Borrell, udtrykt uforblommet: ”Vi må vælge mellem støtte til internationale juridiske institutioner og støtte til Israel.” Det er et barsk valg, og det bliver meget konkret: Skal EU – i strid med USA - anerkende Palæstina og tvinge sig adgang til den nye stat med nødhjælp og genopbygning? Domstolene og FN får altså mere betydning.

Det sker også i forhold til krigen i Ukraine, hvor præsident Vladimir Putin er dømt af Straffedomstolen. Der er allerede bestræbelser på, at EU-landene vil levere bedre forsvars- og angrebsvåben til Ukraine. EU må løbe risikoen for en udvidelse af krigen, netop for at kunne sætte en grænse for Ruslands ekspansion og for samtidig at stimulere Putin til en fredsaftale.

Foreløbig er Tysklands kansler Olaf Scholz gået i flyverskjul over for både Israel og Rusland. Men det kan flere europæiske lande ikke leve med i det lange løb. Israels tidligere ambassadør til USA, Itamar Rabinovich, siger til New York Times: ”Reglerne for international politik er ved at blive ændret. Resten af verden er på vej til at blive stærkere end USA. De siger: Vi kan ikke slå USA i FN (hvor USA har vetoret), men vi har to internationale domstole, og vi vil skifte opmærksomheden mod de steder, hvor USA ikke har kontrol.”

Det er også en udfordring for EU. Vil EU-lederne se tendensen? Vil de indtage en mere udfarende rolle i en forandret verden – i den franske præsident Emmanuel Macrons ånd? Macron har under sit aktuelle statsbesøg i Tyskland en mulighed for at bevæge Scholz væk fra den tragiske, tyske fortid for at fokusere på den forskydning, der er på vej i den globale magtbalance.