Israel120524

Nu kommer den helt store

konfrontation om Palæstina

Krigen bliver værre for palæstinenserne, og den internationale modvilje mod Israel vokser. Vestens diplomati omkring Gaza har fejlet. Tidligere konflikter viser, at Israel kun bøjer sig for et enormt pres. Alle undtagen Israel erkender, at konflikten skal føre til et Palæstina

13.05.2024

Hugo Gaarden

Det er ufatteligt, at verden passivt ser til, mens Israel endnu engang fordriver palæstinenserne i Gaza og standser al nødforsyning til de over en million mennesker i Rafah. Israel vil tvinge 300.000 mennesker fra Rafah til trøstesløse teltlejre ved havet. Det er den største straffeekspedition mod civile, verden nogen sinde har oplevet. Det er mere brutalt end de hvides apartheidregime i Sydafrika. Det er på niveau med Putins krig i Ukraine. Selv USA begynder at tale om, at Israel måske begår krigsforbrydelser.

Vesten reagerer dog kun med ord, og det gælder også præsident Joe Biden, selv om han har standset leverancer af meget kraftige bomber. Israel har rigeligt med skyts alligevel. Trods dette får palæstinenserne deres egen stat på et tidspunkt, for den internationale opbakning vokser støt. Det viste afstemningen i FN for nylig, og den arabiske verden kan ikke have et tæt samarbejde med Israel, hvis ikke palæstinenserne efter denne konflikt får deres egen stat. Alternativt kommer der flere konflikter, og alle har fået anskuelsesundervisning i det med det iranske raketangreb på Israel for nylig.

Bidens kritik af ministerpræsident Benjamin Netanyahu’s skånselsløse krig vil utvivlsomt føre til, at Israel vil tvinge palæstinenserne væk uden at dræbe så mange som hidtil. Men Netanyahu er parat til at ignorere hele det internationale samfund og USA for at udslette Hamas, der har tusinder af krigere i Rafah. En reportage i New York Times konkluderer, at hærens mål med den nuværende operation ikke er at dræbe alle Hamas-krigere, men derimod at sønderbombe hele grænseregionen til Egypten, altså også gennem Rafah, for at ødelægge de tunneler, som Hamas har haft ind i Egypten. De har været fødekanalen til opbygningen af Hamas’ militære styrke gennem mange år.

Det er forudsætningen for, at Hamas ikke kan genskabe en trussel mod Israel, mener hæren. Adskillige eksperter mener dog, at Israel ikke kan fjerne Hamas fuldstændig, og at modstanden mod Israel kan vokse, især blandt de unge på Vestbredden, når de ser, hvordan Israel totalt har smadret Gaza. De ser, hvad der venter dem, hvis de vil gøre oprør mod den israelske besættelse. Men de ser også, at det kun var Hamas-aktionen den 7. oktober, der har skabt bevægelse i retning af en palæstinensisk stat, selv om aktionen var brutal. De véd, at de ikke får deres frihed, hvis de forhandler med Israel, der aldrig har villet acceptere en palæstinensisk stat. Der skal et enormt pres til for at ændre Israels politik.

Det er slående, at de vestlige lande, og især USA og Tyskland, har ignoreret denne basale kendsgerning. De reagerede på Hamas-angrebet den 7. oktober ved at sige, at de Israel har ret til selvforsvar med magt. Men ikke en eneste regering har sagt, at palæstinenserne har ret til det samme – altså et forsvar for deres bestræbelser for at få deres stat, uanset hvordan det manifesterer sig. Denne énsidighed giver i denne tid bagslag med protester blandt studerende på universiteter i USA og strid om antisemitisme, især i Tyskland. Det kan koste Biden valget til november.

De vestlige lande har ikke lært lektien af årtiers konflikt mellem Israel, palæstinenserne og den arabiske verden. De talrige forhandlinger i årtier er strandet, fordi Israel aldrig har villet acceptere en fri palæstinensisk stat uden israelsk kontrol og indflydelse. Det understreger højrefløjen i Netanyahus regering. Den vil udslette Hamas og have palæstinenserne fordrevet fra Gaza og helst også fra Vestbredden. På samme måde har Hamas en langsigtet strategi om at fjerne den israelske, jødiske stat, også selv om Hamas kan gå med til en midlertidig to-statsløsning, hvor Hamas kan være en del af en palæstinensisk ledelse, som mellemøsteksperten og Hamas-kenderen, Matthew Levitt, skriver i Foreign Affairs.

Derfor har Netanyahu og Hamas reelt svært ved at indgå en våbenhvile eller fredsaftale, for de vil på langt sigt udslette hinanden.

Den mangeårige amerikanske mellemøstekspert og to gange ambassadør i Israel, Martin Indyk, har i sin fremragende bog fra 2022 ”Master of the Game” om Henry Kissingers rolle under Yom Kippur-krigen i 1973 skrevet, at selv mesterdiplomaten Kissinger begik afgørende fejl. Han overså palæstinenserne, og det erkendte han selv mange år senere. Men han formåede at løsne op for de fastlåste forhold i Mellemøsten.

Det gjorde han ved at justere den ubalance, der var mellem Israel og araberne efter Israels sejr i 1967, hvor Israel erobrede Vestbredden, Gaza og Sinai-halvøen. Forud for Yom Kippur-krigen, som tog Israel på sengen, blev Kissinger af egypterne orienteret om et forestående angreb på Israel, men han gjorde intet for at forhindre det. Han mente, at Egypten måtte have Sinai-halvøen tilbage, både for at få en bedre magtbalance og for at sikre egypternes selvfølelse efter nederlaget i 1967. Til gengæld var han ekstremt aktiv for at få en forhandlingsløsning, da krigen var brudt ud, for han ville skabe en ny balance i Mellemøsten efter den model, de europæiske nationer brugte i 1815 for at få fred i Europa. Israel og Egypten indgik senere en fredsaftale. Det var dybest set Kissingers værk.

Ifølge Kissinger er to ting nødvendige for at få fred og balance: staters sikkerhed og befolkningers følelse af retfærdighed og fairness. De arabiske lande har hele tiden haft svært ved at erkende Israels eksistens. Først når der er villighed til dét, er det muligt at skabe fred, mente han. Han mente også, at en krig kan være nødvendig for at skabe balance og for at skabe retfærdighed og fairness.  

Retfærdigheden kom aldrig til palæstinenserne. Derfor har vi konflikten i dag. Deres situationen blev gradvist værre, fordi israelerne tog mere og mere jord fra Vestbredden gennem bosættelserne. Netanyahu troede, han kunne holde palæstinenserne nede gennem ”management” og med samarbejde med de arabiske lande.

Den metode er definitivt brudt sammen. En palæstinensisk stat bliver ikke levedygtig på dét grundlag. Men tvinges Israel ud af Vestbredden, kan det skabe et trauma i den jødiske befolkning. Det kan ende i borgerkrig eller en storkrig.

For at ændre på stagnationen mellem Israel og palæstinenserne kan det blive nødvendigt, at det internationale samfund enes om at bruge magt uden krig – f.eks. med sanktioner og ved at sende internationale soldater til Gaza og Vestbredden. Starten på det kan være en anerkendelse af Palæstina. Afstemningen i FN var et første skridt. USA stemte imod, og Tyskland undlod at stemme på grund af tyskernes skyldfølelse fra Holocaust.

De europæiske lande kan tage det næste og afgørende skridt ved en énsidig anerkendelse, nemlig ved at erkende, at en palæstinensisk stat er en historisk nødvendighed. Den skal skabes nu uden de evindelig diplomatiske forstyrrelser. Dermed kan EU og andre lande tiltvinge sig adgang til Gaza med nødforsyning og begynde på genopbygningen, og det kan skabe grundlag for en proces, der kan føre til oprettelsen af en levedygtig og selvstændig palæstinensisk stat.

Årtiers forhandlinger og USA's bestræbelser de seneste syv måneder viser, at USA og Vesten ikke alene kan skabe en ny stat. Den arabiske verden og det internationale samfund med FN kan få en hovedrolle. Det var dog FN, der i 1947 besluttede, at der skal være to stater i det daværende palæstinensiske område.