Afrika060524

Afrika halter katastrofalt efter verden

Afrikas udvikling står i stampe trods nok så megen bistand. En fundamental anden udviklings-strategi med vægt på erhvervsudvikling er nødvendig. Vil den danske Afrika-strategi hjælpe? Også politisk står Afrika i stampe med militærkup og autoritære styrer

5.05.2024

Hugo Gaarden

Et billede siger mere end 1000 ord, hedder det. En graf over Afrikas udvikling siden 1990 (se efter artiklen) giver et deprimerende billede. Den viser, at Østasien i disse godt 20 år er blevet syv gange rigere, mens Afrika (under Sahara) kun er blevet tre gange rigere.

Forskellen er langt mere dramatisk, når man ser på den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger (BNP, målt i PPP). Den er steget til 167.000 kr. i Østasien, mens den ligger på 33.000 kr. i Afrika syd for Sahara. Tilbage i 60’erne var de på samme niveau.

Med en så lav indkomst har langt de fleste afrikanere ikke en jordisk chance for at få en tålelig fremgang. De kan glemme alt om en bedre bolig, en bil, bedre skolegang for børnene. Deres situation forværres af, at priserne på fødevarer og andre basisvarer er steget kraftigt de seneste år på grund af coronaen og krigen i Ukraine, der har pumpet kornpriserne i vejret. I byerne stiger prisen på deres boliger, også dét, der ligner slum. I Afrika er lønningerne på 1000-2000 kr. om måneden. 300-500 kr. går til en elendig bolig og 500 kr. går til mad, tøj og skole. De fleste har mobiltelefoner, og der er tv i de fleste hjem. Men der er intet tilovers til forbedringer og ekspansion.

Flertallet af de 52 afrikanske lande risikerer at havne i et tabt årti, som den økonomiske redaktør på Financial Times, Martin Wolf, udtrykker det. De har svært ved at kæmpe sig op, især på grund af dårlige og ofte korrupte regeringer. De har brug for enorme udenlandske lån, men landene er i forvejen forgældede. Det er en ond cirkel.

Staternes gæld er steget kraftigt, og flere lande som Zambia og Ghana er blevet tvunget til saneringer, der rammer befolkningerne. I Afrikas største nation, Nigeria, er inflationen på 30 pct., og brændstofpriserne er tre-doblet, selv om landet er olieproducent. Nigeria kan ikke selv lave benzin og diesel.

Dét er en typisk beskrivelse af Afrikas problemer. Afrika sælger råvarer. De bliver ikke forarbejdet, og der udvikles ikke en følgeindustri fra småvirksomheder og store industrivirksomheder og servicevirksomheder. En meget stor del af indtjeningen fra råvarerne havner i lommen på korrupte politikere og embedsmænd. Det har også skabt en gruppe af velstående i toppen, måske på 10 pct. med flotte boliger, SUV’er, og de bruger moderne shoppingcentre sammen med den beskedne og gryende middelklasse. Der er mange succesrige og konstruktive mennesker og virksomheder, men antallet er forsvindende lille i forhold til 1,3 milliarder mennesker på et kontinent med enorme ressourcer. Værdierne misbruges af en lille elite, som ifølge EU sender 40 milliarder ”sorte” dollar hvert år til skattely. Det svarer til hovedparten af den årlige globale bistand til Afrika på ca. 55 milliarder dollar.

Det er én af flere årsager til en voksende mistillid til demokratiet. En bølge af militærkup er gået over næsten alle lande i området syd for Sahara, og der er kun én positiv historie, nemlig valget af den 44-årige Bassirou Diomaye Faye i Senegal som ny præsident. Efter en politisk krise blev han løsladt fra fængslet og blev valgt kort tid efter. Muslimske militante grupper har domineret udviklingen i dette område. Frankrig og USA er blevet vist vintervejen flere steder, og Rusland kommer ind i varmen. I mange lande har valgte ledere bidt sig fast i autoritære styrer, f.eks. Togo og Uganda.

Sudan er i permanent krise, senest med krig mellem to generaler. Etiopien har haft intern krig med måske 600.000 ofre, og 15 millioner er drevet fra deres hjem i Sudan og Congo. I Europa er vi bange for migrationen over Middelhavet, men vi kunne bryde terroren i Sahara-landene ved f.eks. at etablere gigantiske solcellefarme, der kan give el til 250 millioner mennesker i 11 lande, sådan som Den afrikanske Udviklingsbank har foreslået. Vi kan målrettet hjælpe de unge i kystbyerne i Vestafrika, så de ikke tager Atlanterhavsruten til Europa. Men vi gør det ikke.

Kun to lande har vist tegn på nytænkning med mere dynamik for især de unge, nemlig Elfenbenskysten og Rwanda, og imens gennemløber det store håb siden apartheid, Sydafrika, en politisk og økonomisk krise, fordi de sorte efter magtskiftet forsømte at skabe en bred økonomisk udvikling for det sorte flertal. Det kommende valg skaber næppe en forbedring.

Det viser, at årtiers udviklingspolitik og den internationale bistand ikke har skabt fremgang og hjulpet Afrika til en selvudvikling. Da jeg var på min første lange rejse i Afrika i 1975 – i Vestafrika – skrev jeg en kronik i Jyllands-Posten med titlen: U-landsbistanden bør erhvervsrettes. Det var provokerende på den tid. Først årtier senere tog den tidligere u-landsminister Ulla Tørnæs et rigtigt skridt til at støtte en afrikansk erhvervsudvikling i samspil med danske virksomheder, men indsatsen var alt for beskeden.

Regeringen har bebudet en Afrika-strategi. Jeg har sendt et forslag til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om at lave en moderniseret form for danske landboreformer, som især skal omfatte bybefolkningen, for at give alle afrikanere ejendomsretten til deres bolig, fordi dét giver dem en slags startkapital og et belåningsgrundlag. Det var ejendomsretten til jorden, der skabte landboreformerne i 1700-tallet, og som skabte en kolossal økonomisk dynamik.

Et konkret eksempel er fra Zambia, hvor det danske firma Kukula med Tue Nyboe Andersen i spidsen køber jord og sælger det på favorable vilkår til sine 100 medarbejdere, så de kan bygge deres egen bolig, endog med grønne løsninger. Hvorfor tager Danmark ikke skridt til at stimulere alle afrikanske virksomheder og regeringsinstitutioner til at gøre noget tilsvarende for derved at gøre alle afrikanere til aktører i deres egen tilværelse? De kommer ud af udlejeres og långiveres lænker og har en egen-interesse i at blive politisk aktive. I de traditionelle samfund havde hver familie sin egen hytte i landsbyen.

Det er tydeligt, at der er behov for et brud på årtiers stagnation, også i udviklingspolitikken. I år 2050 vil 40 pct. af verdens befolkning, fire milliarder, være afrikanere. Fire milliarder fattige! Halvdelen vil være unge. Det kan føre til et globalt oprør – men det kan også skabe økonomisk dynamik, hvis de unge får tillid til fremtiden. Vi kan selv bidrage til udfaldet.