Iran130424

Iransk angreb kan redde

Netanyahu – for en stund

De vestlige lande frygter et direkte iransk angreb på Israel, fordi det kan føre til en global konflikt, og det kan forlænge tragedien i Gaza

13.04.2024

Hugo Gaarden

Siden Israels angreb på den iranske ambassade i Damaskus for nylig har især USA været bange for, at det kan føre til et iransk angreb på Israel, og at det vil føre til en bedt favnende mellemøstkonflikt.

De seneste anonyme udtalelser fra amerikanske embedsmænd til amerikanske medier er, at Iran vil sende byger af droner og raketter mod Israel. Efterretningskilder mener, at angrebet vil være nøje beregnet – kalibreret – så det kan virke afskrækkende, men så det heller ikke vil føre til en egentlig krig mellem de to lande.

Talrige iranske ledere, også den religiøse leder, Ali Khamenei, har sagt, at Israel må straffes efter Damaskus-angrebet, hvor flere iranske topofficerer blev dræbt. Det afgørende problem for Iran er, at et angreb på en ambassade svarer til et angreb på Irans territorium. Derfor vil Iran ramme Israel med egne styrker og ikke nøjes fra angreb fra militante allierede, mener mange analytikere.

USA har sendt sin militære chef for Mellemøsten til Jerusalem for at forberede et forsvar eller modangreb, og udenrigsminister Antony Blinken har talt med sin kinesiske kollega, Wang Yi, for at be´ ham om at hindre en iransk gengældelse mod Israel. Præsident Joe Biden har advaret Iran mod en gengældelse, men har også sagt, at USA vil stå last og brast bag Israel, hvis Iran angriber.

Bidens udtalelse kan blive yderst problematisk for både USA og Israel, for udtalelsen vil i den arabiske verden blive opfattet som topmål af hykleri: Arabiske lande vil betragte det som amerikansk accept af israelske angreb, og at kritikken af den brutale israelske krigsførelse i Gaza er hul. Bryder Mellemøsten i brand, bliver det meget svært for USA at arbejde for en våbenhvile i Gaza.

Det dramatiske er, at mange analytikere betragter en udvidet konflikt som værende i ministerpræsident Benjamin Netanyahus interesse. Der er en voksende modstand mod Netanyahu som leder af regeringen, og stadig flere kræver nyvalg for at vælte ham, omend et flertal af israelerne ønsker at fortsætte krigen i Gaza, indtil Hamas er udryddet. Israelske analytikere mener, at han kun han overleve politisk, hvis krigen forlænges og optrappes. De yderligtgående religiøse og politiske partier i regeringen er imod en palæstinensisk stat, som han selv er det.

Det store spørgsmål er, om Netanyahu vil bruge et iransk angreb til at slå igen ved at ramme de anlæg, hvor Iran oparbejder uran. Eksperter anslår, at Iran i løbet af et år kan producere atombomber. Det israelske sikkerhedsvæsen, både militæret og Mossad, har i årevis advaret Netanyahu mod at angribe de iranske atomanlæg af frygt for en total krig mellem de to lande.

Et angreb kan få uoverskuelige konsekvenser, også for USA, da Iran for nogle år siden indgik en forsvarstraktat med Kina. Hvis Kina betragter et israelsk angreb som et angreb på en kinesisk allieret og dermed på Kina, lidt á la NATOs paragraf 5-regel, bliver der virkelig højspænding. Biden har netop sagt, at USA's forpligtelse over for Israel er ”skudsikker” – ironclad – over for et iransk angreb. Hvis Kina kommer med en tilsvarende melding, er der risiko for en supermagtskonfrontation som under Cuba-krisen.

Biden kan blive fanget af udtrykket ironclad, for han brugte det også for nylig over for Filippinerne for at sige, at USA står fuldt ud bag østaten i tilfælde af en konflikt med Kina om havområder. Hvor mange skudsikre forpligtelser vil Biden udstede i den kommende tid? Er det tom snak? Hvordan hænger det sammen med opbakningen til Ukraine, når Ukraine netop nu mangler forsvar mod stadig flere russiske missilangreb, og mens USA tilbageholder våbenhjælp?

Men når vestlige udenrigsministre de seneste dage næsten febrilsk har kontaktet den iranske udenrigsminister, Hossein Amirabdollahian, er det udtryk for frygt for en storpolitiske konfrontation – en konfrontation, som Netanyahu måske netop ønsker for at redde sit politiske liv.

Den tidligere chef for det britiske efterretningsvæsen, John Sawers, siger, at den største trussel for Israel ikke er Hamas, men Iran. Israel løb en stor risiko ved at angribe den iranske ambassade, siger han, men det må have været bevidst, for Israel har vidst, at der vil komme en iransk reaktion.

Den tidligere chef for Israel interne efterretningsvæsen Shin Bet, Ami Ayalon, siger, at den allerstørste risiko er, at Israel i årtier har nægtet at acceptere en palæstinensisk stat. Uden dét, kommer Israel aldrig til at leve i fred. Netanyau er eksponent for den linje, og derfor må Israel have nye ledere, mener han.

Det er altså magtkamp af dimensioner, der er på dagsordenen disse dage, og så er det tilmeld et åbent spørgsmål, hvad Hamas går efter. Søger Hamas bevidst efter en krig mellem Israel og Iran? Er det i en formodning om, at kun en militær konfrontation kan få Israel til at acceptere en palæstinensisk stat efter årtiers resultatløse forhandlinger?

Den seks måneders lange krig med 33.000 dræbte palæstinensere viser, at der er et diplomatisk dødvande omkring konflikten. USA står svagere end nogen sinde i Mellemøsten. Der er ikke nogen stærk aktør som tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, der under Yom Kippur-krigen i 1974 viste, at det var muligt at finde en lynhurtig løsning gennem benhårdt diplomati. Han manipulerede og pressede både Israel, Egypten og Sovjetunionen.

Derfor kan ingen udelukke, at der kommer det helt store opgør mellem Israel og Iran for at komme ud af årtiers dødvande. Det kan forlænge krigen i Gaza i månedsvis og gøre den menneskelige tragedier endnu større.