verdenskrig020424

Amerikansk plan for en

økonomisk verdenskrig

Topembedsmænd i USA har udarbejdet en plan for, hvordan USA skal holde Kina nede – ikke gennem en varm krig eller en kold krig, men gennem en økonomisk krig, hvor USA vil søge partnere verden over

02-04-2024

Hugo Gaarden

”Økonomisk statsmandskunst” er blevet det nye modeord i USA's forsøg på at bekæmpe Kinas vækst, så Kina ikke bliver en større og stærkere magt end USA.

Umiddelbart lyder udtrykket tilforladeligt – economic statecraft – for det giver indtryk af, at stater i så fald ikke skal bruge krig for at bekæmpe hinanden. Men dybest set er der intet fredsommeligt i den politik, som udtrykket beskriver. Nogle ganske få embedsmænd har udviklet en plan for, hvordan USA kan begrænse Kinas udvikling på alle vitale områder, men det skal ske i et samarbejde med allierede, fordi USA ikke alene kan holde Kina nede.

Den person, der mere grundigt end alle andre har beskrevet planen for en vedvarende økonomisk krigsførelse, er Daleep Singh, der i 2022 var en af arkitekterne bag de økonomiske sanktioner mod Rusland, og som har været vicerådgiver i USA's nationale sikkerhedsråd med ansvar for international økonomi. Nu vender han tilbage til samme post.

Han har sammen med den sikkerhedspolitiske rådgiver, Jake Sullivan, og en anden topperson fra sikkerhedsrådet og udenrigsministeriet, Kurt Campbell, i mange år været hovedkraften i at udvikle en samlet strategi for en ny koldkrig mod Kina. Nu kommer der mere substans i planen. Daleep Singh har for nylig beskrevet planen i New Atlantic. Da fejlkalkulationer i en magtkamp mellem stormagter, der har atomvåben, kan få katastrofale konsekvenser, er det bedre at udkæmpe en kamp eller konkurrence med økonomiske midler end med militær, mener han.

Derfor må økonomisk statsmandskunst blive en fast bestanddel af udenrigspolitikken, og den må ”udfylde rummet mellem ord og krig”, når der er konflikter. For at få maksimal effekt, bør økonomisk statsmandskunst fastlægges i en doktrin, der stimulerer USA til at ”fremme global velstand og national sikkerhed”. Mens USA har brugt ”hundreder af år” på at udvikle og forfine doktrinen om militært engagement, f.eks. med inddæmning af en modstander som Sovjetunionen (containment), er man først nu begyndt at formulere en ”grand strategy” for økonomisk statsmandskunst, skriver han. Doktrinen er således mere omfattende end en ny kold krig, der tog sigte på at hindre en krig med Sovjetunionen. Nu er det Kina, der skal hindres i overhovedet at blive en stærkere økonomisk og militær magt end USA.

Det er tydeligt, at Singh ikke mener, at USA alene kan holde Kina nede. Han henviser til, at lande med to tredjedele af verdens befolkning ikke ville deltage i sanktionerne mod Rusland efter invasionen af Ukraine. Disse ”swing-stater” skal altså bringes ind i et strategisk samarbejde med USA.

Singh erkender blankt, at traditionel økonomisk pres for at svække Kinas geopolitiske position ikke i sig selv er en vinderstrategi for USA, fordi Kina er ”langt mere formidabel” end Rusland. Kina har kapacitet til at gå i økonomisk offensiv – f.eks. ved at bliver en overvældende konkurrent på nøgleindustrier såsom el-biler og ved at bruger sin industriproduktion som ”våben” – med udtrykket weaponization. ”Intet land er for stort til sanktioner”, og sanktioner er et kerneelement i økonomisk krigsførelse. USA kan ikke klare den konkurrence alene og har brug for partnere for ”gradvist at isolere Kina forud for en konflikt”, som Singh udtrykker det.

Tidligere var stater optaget af at skabe balance i verdenshandelen med told og afgifter. Men både Donald Trump og Joe Biden er gået langt videre med forbud mod eksport og import af en række produkter samt indgreb mod konkrete virksomheder og personer.

USA bør bruge alle mulige økonomiske midler i kampen, herunder centralbankerne, ligesom der skal opbygges en analytisk infrastruktur med overvågning af økonomien for at se, hvor Kina bliver stærkere og for at udvikle metoder, der kan bekæmpe Kina, f.eks. ved at argumentere for, at  kinesisk el-biler, mobiltelefoner og selv kraner i havne kan bruges af kineserne til spionage. Der skal udvikles krigsspil for at se, hvordan Kina kan bekæmpes.

Det er teorien, men den er allerede blevet praktiseret på en række områder. Sanktionerne mod Rusland er en øvelse i, hvordan der kan gennemføres sanktioner mod Kina i forbindelse med en konflikt om Taiwan, og Kurt Campbell har været hjernen for at udvikle og styrke alliancer i Stillehavs-Asien-regionen mod Kina – i et samarbejde med f.eks. Japan, Australien, Sydøstasien og Indien. Campbell og Sullivan udviklede i 2019 idéen med en ny kold krig over for Kina i en artikel i Foreign Affairs. De gjorde op med fire årtiers engagements-politik, som Henry Kissinger indførte.

Men kan planen gennemføres? Den internationale økonom og kommentator på Financial Times, Adam Tooze, ser med stor bekymring på denne type økonomiske statsmandskunst. Singh er idérig, mener han, men hans doktrin, der tilsyneladende kun handler om økonomi, kan ikke skjule, at den bliver en målestok for en fremtidig krig. Efter USA's fejlslagne krigsførelse i Irak og Afghanistan ser verden med skepsis på USA's brug af koalitioner, når målet er at give Kina et knockout. Sanktionerne mod Rusland har heller ikke standset Putins krig i Ukraine. Kina bliver for stærk en modstander. Den dag, kineserne i gennemsnit har samme økonomiske velstand som polakkerne, vil Kina være større end USA og EU tilsammen. Mens USA engang blev hyldet for liberalisme, viser USA med Donald Trump og Biden en langt mere dyster side, mener Adam Tooze.

Hvorfor skal et land ikke have lov til at blive stærkere end et andet?

Også to amerikanske sikkerhedseksperter, Kelly A. Grieco og Jennifer Kavanagh, advarer mod at tro, at USA i det lange løb kan holde Kina nede. Forsøget vil føre til voldsomme modreaktioner, som ses allerede nu, hvor Kina vil gøre sig økonomisk og teknologisk uafhængig af USA. I stedet for bør USA lægge vægt på at afbalancere Kinas magt, skriver de i Foreign Affairs. Det skyldes også, at mange lande i Asien ikke vil trækkes ind i en tvekamp mellem de to supermagter. Problemet for USA er, at de to store partier er præget af årtiers forestilling om, at USA skal have den militære dominans i Asien.