Please use the sharing tools found via the share button at the top or side of articles. Copying articles to share with others is a breach of FT.com T&Cs and Copyright Policy. Email licensing@ft.com to buy additional rights. Subscribers may share up to 1

Stilhed før stormen

Hvis de danske politikere har samme mod som fiskerne i Gilleleje under Den anden Verdenskrig, kan Danmark være med til at finde en holdbar løsning på krigen i Gaza, hvor en civil katastrofe af historiske dimensioner truer

12.02.2024

Hugo Gaarden

En ildevarslende stilhed har bredt sig over Gaza og Mellemøsten, trods israelske natlige bombardementer i Rafah og befrielsen af to gidsler.

Alle venter på Israels bebudede storaktion i Rafah, hvor op imod 1,5 millioner palæstinensere er stuvet sammen under nødlidende forhold, og som er det sidste tilholdssted for Hamas. Israels regeringschef, Benjamin Netanyahu, vil udslette Hamas og de fire Hamas-brigader, som Israel mener befinder sig i Rafah. Kampen mod Hamas går tilsyneladende forud for befrielsen af de ca. 100 overlevende gidsler – stik imod årtiers israelsk forsvarspolitik.

Det kan ende i en katastrofe, som næppe er set før i historien, især hvis Hamas bevidst vil bekæmpe israelske soldater midt i den millionbefolkning, som Israel vil fordrive til andre områder af Gaza eller til Egypten.

I den situation kan selv Danmark spille en afgørende rolle, hvis der er politisk mod til det. Danmark kan gøre som fiskerne i Gilleleje under Den anden Verdenskrig. Mod regeringens tysk-venlige politik hjalp fiskere den sidste gruppe jøder i sikkerhed i Sverige. I dag kunne Danmark sende nødhjælpsforsyninger til Gaza – først med transportfly, som dropper forsyningerne med faldskærm, sidenhen med skibe. I begge tilfælde er det nødvendigt at lade jagerfly og krigsskibe ledsage forsyningerne i det tilfælde, at Israel standser dem med magt.

Vi har næppe modet til det. Men vi glemmer, at det var en amerikansk nødhjælpsoperation med fly, der brød russernes blokade af Berlin i 1948. Fra Jordan sendes der allerede forsyninger til Gaza, og de droppes med faldskærme. Frankrig har overvejet at lave nødhjælpsindsats med skibe. Alligevel er der ingen offentlig debat om det, selv om forholdene i Gaza forværres dramatisk, og hvor over 28.000 mennesker er dræbt. Palæstinenserne presses bogstavelig talt presset mod muren. Forholdene er værre end under Putins krig i Ukraine.

Præsident Joe Biden bér og tigger Netanyahu om at begrænse de civile ofre. Alligevel fortsætter USA med at lade Israel bruge amerikanske våben i Gaza, hvor halvdelen af alle boliger er ødelagt. USA gør intet for at sikre, at amerikanske våben ikke bruges imod amerikanske love og imod internationale regler om krigsførelse, skriver en tidligere rådgiver om menneskerettigheder i det amerikanske forsvarsministerium, Sarah Yager, i Foreign Affairs. Det er dobbelt-standard og hykleri, som kan skade USA's troværdighed, skriver Yager.

Men EU-landene kunne sætte en internationalt accepteret standard for humanitær beskyttelse – i første omgang ved at anerkende Palæstina, ved at sikre forsyninger og ved at lave et forarbejde til en genopbygning i et samspil med den arabiske verden. Vil Danmark ikke gå enegang, kan Danmark gå foran i EU. Storbritannien har antydet, at tiden til anerkendelse af Palæstina er inde. Hvorfor tager EU ikke dette skridt? Er det tyskerne, der hindrer det?

USA's bestræbelser på at skabe en våbenhvile virker resultatløse. Det er ikke nok at standse krigen eller at udslette Hamas. Det er tiden efter krigens standsning, der bliver afgørende, siger de arabiske lande og mellemøsteksperter. Når Netanyahu vil sikre total kontrol med Gaza og Vestbredden, vil det gøre konflikten mellem Israel og palæstinenserne permanent. Det kan føre til bestræbelser på at drive palæstinenserne ud. Israels udenrigsminister, Yisrael Katz, har på et meget spændingsfyldt møde med EU's udenrigsministre i Bruxelles for nylig sagt, at Israel har lavet en plan om at bygge en kunstig ø uden for Gazas kyst – altså til palæstinenserne! En fangeø.

Den berømte general Moshe Dayan sagde i 1956 ifølge chefredaktøren på den israelske avis, Haaretz, Aluf Benn, at jøderne må have forståelse for, at palæstinenserne vil kæmpe for det land, de blev fordrevet fra eller flygtede fra. Derfor må Israel lære at leve med palæstinenserne. Den opfattelse er i dag skudt i sænk – efter det brutale Hamas-angreb den 7. oktober.

Krigen i Gaza blev indledt af Hamas, men hvis Netanyahus kompromisløse krig mod Hamas ender i en katastrofe for de to millioner civile i Gaza, kan krigen lynhurtigt brede sig til hele Mellemøsten.

USA, der har styrker og baser i flere lande i regionen, har været i flere tit-for-tat kampe, og USA har foretaget flere drab på iransk-støttede militsledere – senest et droneangreb på lederen af den iransk-støttede Kataib Hezbollah-milits på en gade i Bagdad. At USA gennemfører så målrettede angreb overalt i Mellemøsten vækker stigende harme i hele regionen, og det er Irans mål, og i stigende grad også Iraks, at tvinge amerikanerne ud af regionen.

Iran holder sig foreløbig i ro, men det afgørende bliver den dag, hvor Iran erklærer, at det har atombomben og de nødvendige raketter. Det vil ikke i sig selv hindre Israel eller USA i at angribe Iran, men situationen vil være fundamentalt anderledes, hvis Kina erklærer, at dets forsvarsaftale med Iran også indebærer en garanti á la NATOs paragraf 5. I så fald vil et angreb på Iran være et angreb på Kina. Det vil afholde Israel og USA fra at angribe Iran. Dét vil ændre forholdene mellem Israel og Palæstina fundamentalt. Den situation er rykket tæt på. Kernevåbeneksperter siger, at Iran kun er få måneder fra at kunne producere flere atombomber.

Vi står i en uhyre farlig kombination af den hårde israelske kurs i Gaza og risikoen for en  regional konflikt. Det får en af verdens førende militærhistorikere, Lawrence Freedman, til at sige, at Israel må tage stilling til, om bestræbelserne på at udrydde Hamas er kampen værd, hvis det ender med en næsten fuldstændig international isolation. Israel får kun et bedre forhold til palæstinenserne, hvis der bliver en troværdig plan for Gazas fremtid, mener han.

Mens vi i Vesten er meget optaget af krigens gang og den civile katastrofe, så overser vi, at der de seneste måneder har været interne møder mellem de arabiske lande, inklusiv Iran, og med Kina. Senest har Saudi-Arabien krævet, at alle medlemmer af FNs sikkerhedsråd skal anerkende Palæstina, og at Israel skal anerkende staten på baggrund af grænserne fra 1967-krigen. Det bliver svært at sluge for USA og Israel.

Hvis vi ikke snart arbejder sammen med ”de andre”, bliver vi i Vesten snart løbet over ende.