Ukraine-090224

Ukraine taber krigen, men

bevarer selvstændigheden

Medlemskab af EU og senere af NATO er sikkert, men Putin synes at kunne beholde Østukraine og Krim. Det tvinger EU og især Tyskland til at overveje at blive en atommagt for at kunne skabe en bedre sikkerhedsorden for Europa

09.02.2024

Hugo Gaarden

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har netop sat ”Slagteren” i spidsen for Ukraines forsvar mod Rusland, og det kan blive en skæbnesvanger beslutning.

Det forstærker udsigten til, at Ukraine taber krigen. Ukraine har i et år ikke formået at skabe fremgang for at tilbage-erobre Østukraine og Krim. Rusland har gravet sig ned i ekstremt stærke forsvarsværker, og Ruslands hær bliver stadig mere sofistikeret med elektronisk krigsførelse, og Rusland har fået en bomstærk krigsøkonomi med højere vækstrater end Europa.

Der er voksende usikkerhed om den økonomiske og militære hjælp. Ukraine står i den værste tænkelige situation siden Vladimir Putins invasion for knap to år siden.

Midt i dette har Zelenskyj så valgt at fyre sin forsvarschef, Valerij Zaluzjnyj, der er populær blandt sine soldater, og som er anerkendt blandt de vestlige lande. Han forberedte Ukraine på en invasion, mens Zelenskyj ikke troede på det, og han var manden, der hindrede erobringen af Kiev, og som stod bag de første måneders gen-erobring af store dele af Ukraine. Han har vist politisk mod ved allerede i november at sige, at krigen er gået i stå, og at det får konsekvenser for Ukraine. Han har krævet betydelig mere støtte fra Vesten, især af avancerede våben, og har bedt Zelenskyj om at indkalde massivt flere soldater til tjeneste. Ingen af hans krav er blevet opfyldt.

Den ny forsvarschef, Oleksandr Syrskyj, er ikke populær blandt soldaterne, der kalder ham for ”slagteren”, fordi han som hærchef stædigt forsvarede den lille totalt betydningsløse by Bakhmut med den begrundelse, at slagteriet ville koste russerne flere soldater. De ukrainske ofre var enorme, og til sidst opgav Ukraine. Nu er der en tilsvarende slagtekamp om endnu en lille by, Avdiivka, lige nord for byen Donetsk. Den ligger i en lomme inde i Donetsk-regionen. Hvis også Avdiika falder med enorme tab for Ukraine, har Putin fået etableret en sammenhængende grænse i halvmåneform gennem hele Ukraine. Han kan hævde, han har afsluttet sin militære ”operation” i Ukraine, og ”slagteren” har fået endnu et massivt nederlag for en opslidningsstrategi, der ikke kan holde, når russerne har flere soldater end ukrainerne. Intet kan være bedre for Putin, og hans selvsikre optræden som set under det nylige interview med den amerikanske tv-journalist Tucker Carlson vil blive forstærket.

Det var det fastlåste, som Zaluzjnyj ville ud af. Ukraine kan ikke vinde med mere gammeldags artilleri, men med elektronisk krig og med de mest avancerede våben. Det har Ukraine endnu ikke fået, for det vil Europa og USA ikke levere.

Brugen af droner og forvar mod droner er blevet et af de mest afgørende våben. Begge parter har oprustet ekstremt, men Rusland har åbenbart fået overtaget. Ukraine har alt for lidt raketforsvar. En voksende del af russiske raketter bryder igennem forsvaret, ligesom russerne er blevet bedre til at jamme ukrainske droner, fly og raketter, og russerne har fået langt flere ballistiske raketter, der har lettere ved at bryde igennem Ukraines forsvar. De F-16 jagerfly, som Danmark og andre NATO-lande vil levere i år, er forældede, siger ukrainsk militær, og de skal forbedres med ukrainske forsvarssystemer. Men de får næppe lov til at angribe mål i Rusland, måske ikke engang i Østukraine, og tyskerne vægrer sig ved at levere Taurus-krydsermissiler, som kan ramme dybt ind i Rusland.

Kort og godt: Krigen er blevet stadig mere elektronisk, og det bliver næsten umuligt for Ukraine at bryde gennem det russiske forsvar med landstyrker. Da den vestlige støtte kan blive reduceret, i særdeleshed hvis Donald Trump bliver USA's næste præsident, tvinges Ukraine til at forhandle om fred – men uden at få Østukraine og Krim tilbage.

Europa vil med sikkerhed sige, at Ukraine meget hurtigt kommer med i EU og på et lidt senere tidspunkt med i NATO. Den vestlige strategi skal således fremstå som en sejr for Ukraine. Men den er tværtimod et nederlag, fordi Ukraine bliver reduceret, og fordi Putin har vist, at han kan ændre landkortet og en gældende sikkerhedsorden med magt. De hovedkuldse beslutninger for to år siden om et forsvar af Ukraine var ikke gennemtænkte. Europa og USA turde ikke konfrontere Putin med militær magt af frygt for hans atomtrussel.

Det har så skabt en aktuel debat i Tyskland om et europæisk atomforsvar med tysk deltagelse. Den tidligere udenrigsminister Joschka Fischer siger, at ”Europa har brug for sin egen atomafskrækkelse”, så man ikke kan udsættes for en atomtrussel.

Det bør få de europæiske ledere til at gøre en europæisk atomafskrækkelse til et kernepunkt i en forhandlingsproces, som Europa – inklusiv Storbritannien – bør tage initiativ til, da krigen er et europæisk anliggende. Intet vil skræmme Putin mere. Han forstår sig kun på rå magt.

Men samtidig bør Ukraines luftforsvar styrkes massivt med højteknologiske våben. Vesten kan også styrke Ukraines forhandlingsposition ved at love at levere de mest avancerede raketter og fly, som kan ramme Krim, krigsskibe i Sortehavet og mål dybt inde i Rusland.

Det bliver derfor afgørende, hvordan en forhandlingsproces vil forløbe. Hvem skal være tovholder, og hvor mange lande skal være med? Processen kan hurtigt blive forplumret. Tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har i sit eget regie som rådgiverfirma arbejdet tæt sammen med Zelenskyj om at etablere en sikkerhedsorden med en stribe lande, indtil Ukraine kan optages i NATO. Men vil NATO og Europa udlicitere en sikkerhedsopgave til et privat firma?

Det er en ny europæisk sikkerhedsorden, der er på spil, og den har globale dimensioner. Det kræver en kolossal europæisk og amerikansk indsats - og netop i år, inden Donald Trump overtager roret og løser problemerne for sin kammerat Putin. Kommer der ikke en aftale i år, vil det være et ydmygende nederlag for USA, NATO og for EU – for europæisk selvstændighed.