EU-protest030224

Protestbølgen kan give EU

sin første opposition

De voldsomme protester i Tyskland og Frankrig og fremgangen for højrefløjspolitikere i flere europæiske lande kan føre til, at EU får sin første egentlig opposition, nemlig ved valget til EU-parlamentet i juni. Vil det svække EU?

05.02.2024

Hugo Gaarden

De europæere, der økonomisk får mest ud af EU, har gennemført nogle af de største protestaktioner mod EU, foreløbig rettet mod Tyskland og Frankrig, nemlig landmændene. De har med enorme traktorer blokeret trafikken i talrige storbyer og på motorvejene.

Det er protester, der næsten udelukkende er rettet mod deres egne regeringer, men de rammer også EU, som det blev set i Bruxelles under det seneste EU-topmøde om Ukraine. De kommer oven på en meget stærk fremgang for højrefløjspartier i flere lande, som også fører en meget kritisk linje over for EU – i Tyskland og Frankrig samt i Østeuropa og Holland.

De har et høgeblik rettet mod valget til Europa-Parlamentet den 9. juni, og det er tydeligt, at mange af partierne venter at få en stærkere position dér end på nationalt plan. Dermed kan den aktuelle protestbølge få en rolle som opposition til EU.

En meningsmåling og en analyse fra European Council on Foreign Relations, ECFR, viser, at de populistiske højrepartier står til at blive de største ved EU-valget i ni lande, herunder Frankrig, Polen og Østrig og nr. 2 eller 3 i f.eks. Tyskland, Spanien og Sverige. De yderligtgående højre- og venstrepartier kan blive den største gruppe i parlamentet og dermed slå den nuværende største gruppe, det borgerlige parti EPP.  

Under alle omstændigheder vil protestpartierne få betydning for valget af EU-kommissionens nye formand. Der har aldrig været en fast procedure for, hvordan formanden vælges, udover at parlamentet skal godkende regeringernes valg af en formand, og det har tidligere givet anledning til betydelig debat, ikke mindst i 2014, fordi der er frygt for studehandler. Der er intet præsidentagtigt valg af EU's topledere. Den nuværende formand, Ursula von der Leyen, stiller op til genvalg.

Det franske protestparti under ledelse af Marine Le Pen, Rassemblement National, RN, står til at true genvalget af præsident Emmanuel Macron i 2027. RN har opbakning af ca. 30 pct. af de franske vælgere og ligger betydeligt foran Macrons parti, Renaissance. Det har fået Macron til at slå ind på en mere højredrejet politik.

Protestbevægelsen i Europa vil især være stærk i modstand mod flygtninge og indvandrere. Det tyske protestparti, AfD, skabte fornylig furore, da et medlem af partiet deltog i et hemmeligt højremøde, der handlede om at tvinge millioner af indvandrere ud af Tyskland – ikke bare flygtninge, men også tyske statsborgere, der støtter flygtningene. På sigt kan det største problem med højrebølgen være, at den kan bremse etableringen af et stærkere og mere selvstændigt europæisk forsvar. – fordi højrebølgen ikke vil have et stærkere EU.

Men desuden har AfD stærk fokus på den økonomiske politik og energipolitikken (f.eks. omkring tilskud). De tyske landmænd har protesteret mod nedskæring af dieseltilskud, og de har klaget over dårlige økonomiske forhold, selvom 2022 var det bedste indtjeningsår i mindst 10 år, og 2023 var også et godt år. Rundt regnet halvdelen af bøndernes indtjening kommer i form af tilskud fra EU, og EU-budgettets suverænt største post er støtten til landbruget, en tredjedel af budgettet på 387 milliarder euro. Forbrugerne kunne få markant billigere fødevarer, hvis der blev åbent op for fri handel med f.eks. Afrika og Sydamerika, men hverken forbrugerne eller politikerne har haft magt til at bryde landmændenes ekstremt stærke magt over for EU, selv om der kun er 8,7 millioner landmænd i hele EU – langt de fleste er fattige bønder i Øst- og Sydeuropa, og selv om landbruget kun bidrager med 1,4 pct. af EU-landenes samlede økonomi (BNP). Det er de velstående landmænd i Tyskland og Frankrig, der har magten over EU-midlerne, og som har kapret protestbevægelsen. De europæiske landmænd kan også bremse den grønne omstilling. Det er den paradoksale situation ved protestbevægelsen.

Det illustreres af Ungarns regeringschef, Viktor Orban. Han har ført en Trumpsk protestpolitik og har f.eks. modsat sig en fortsat milliardhjælp til Ukraine, indtil EU og topcheferne for de tre største lande på det seneste topmøde truede med at tage stemmeretten fra ham og at fjerne en del af Ungarns enorme støtte fra EU. Men det har været en del af dagligdagen i EU gennem årtier, at de, der har fået mest af EU, har udnyttet deres stemmeret – i kraft af princippet om énstemmighed – til at presse penge ud af EU – ofte har det været til landbrugsaktiviteter med en beskeden effekt.

Protestbevægelsen burde betragtes som et wake-up-call til politikerne. I stedet for at lade sig drive rundt i manegen kunne de lave flertalsafstemninger om samtlige beslutninger. Macron risikerer, at hans hovedmål om at få et mere selvstændigt EU på globalt plan går fløjten i de kommende år, og at han derfor ikke genvælges i 2027.

Men de tyske midtervælgere har de seneste uger også givet et vink med en vognstang til frygtsomme politikere, ikke mindst den nuværende flerpartiregering af socialdemokrater, grønne og liberale. I hidtil usete demonstrationer mod protestbevægelsen og AfD har op mod 100.000 mennesker mødt op i Berlin og andre storbyer. Budskabet var klart overalt: Nu skal AfD stoppes. Kansler Olaf Scholz har selvsagt udtrykt sig positivt over for midtervælgernes stærke engagement.

Protesten mod protesten var dog også en advarsel til midterpartierne, herunder oppositionen CDU og CSU: Nu skal regeringerne løse de indlysende daglige problemer, der plager almindelige lønmodtagere og små forretningsdrivende: Lav indtjening, stigende boligpriser, alt for små offentlige investeringer, alt for megen statsstyring af folks dagligdag, også i energipolitikken. Der er behov for at bygge 400.000 lavpris-boliger om året. Alt for lidt er sket.

Partilederen i AfD, Alice Waidel, vil arbejde for en tysk udtræden af EU, en Dexit. Det er der ikke opbakning til. Men hun har skabt sig en ny platform på EU-basis, og derfor står EU for første gang over for en egentlig opposition, der kan skabe betydelige problemer for et EU, der har alt for mange hængepartier. De etablerede partier og politikere har ikke skabt klarhed over EU's udvikling og formål. En europæisk union kan ikke nøjes med at have et indre marked for varehandel med en fælles mønt.