Verdensdomstol270124

Folkemordsofre er selv sat på

anklagebænken for folkemord

 

Afgørelsen i Den internationale Domstol i Haag er et alvorligt slag mod Israels krigsførelse, omend den ikke standser krigen. Domstolens stærke fokusering på civilbefolkningen kan lægge nye normer for krige og konfliktløsninger

 

27.01.2024

 

Hugo Gaarden

 

Israel blev oprettet af det internationale samfund for at sikre et hjem for folkemordsofrene fra nazistyret – nemlig jøderne. Nu er jødernes stat, Israel, sat på anklagebænken for folkemord.

 

Det er den klare konklusion fra Den internationale Domstols midlertidige afgørelse i går, og det vil ramme dybt ned i jødernes og staten Israels selvforståelse og identitet. Domstolens afgørelse er et hårdt slag mod Israels krigsførelse, men også mod Israels anseelse. Har netop jøderne begået folkemord?

 

Domstolen fokuserer stærkt på civilbefolkningens skæbne i Gaza, og afgørelsen kan komme til at lægge nye normer for krige og konfliktløsninger, selvom domstolen ikke krævede en øjeblikkelig våbenhvile.

 

Israel har forsøgt at få domstolen, der ofte kaldes Verdensdomstolen, til at droppe sagen med påstand om, at Sydafrikas anklager om folkemord er falske, uhyrlige og grundløse. Men domstolen afviste Israels protest og sagde, at det er berettiget af Sydafrika har føre en sag om, hvorvidt Israel overtræder folkemords-konventionen fra 1948. Domstolen siger, at det er ”sandsynligt”, at der er sket folkemordsagtige handlinger under krigen. Det skal nu undersøges over de næste år, inden der kommer en endelig dom.

 

Men domstolen siger næsten énstemmigt (alle afgørelse blev vedtaget af 15 eller 16 dommere mod en eller to dommere), at Israel skal gøre alt, hvad der er muligt for at undgå, at dets militær begår folkemord, at Israel forebygger og straffer personer, der opildner til folkemord, og at Israel sikrer mere hjælp til Gaza. Det betyder ikke, at Israel skal standse krigen mod Hamas, men domstolen har i sin 26 sider lange kendelse lagt nogle rammer for både krigsførelsen og civilbefolkningens vilkår, og den har krævet, at Israel i løbet af en måned aflægger en rapport om, hvorvidt Israel lever op til kendelsens krav, der er bindende.

 

Det er interessant, at Israels repræsentant ved domstolen, en anerkendt jurist Aharon Barak, i to tilfælde støttede domstolens krav, nemlig om at forebygge og straffe de, der ophidser til folkemord, og om at sikre øjeblikkelig hjælp til civilbefolkningen.

 

Det bemærkelsesværdige er, hvor omfattende domstolen har beskrevet civilbefolkningens dystre skæbne. Det må være beskæmmende læsning for mange israelere. Kendelsen beskriver i detaljer de voldsomme drabstal med næsten 26.000 døde, fordrivelsen af 1,7 millioner til sammenstuvede enklaver, hvor de lever under umenneskelige forhold – Gaza er blevet ubeboeligt. Domstolen citerer FN-nødhjælpsrapporter om, at 93 pct. af befolkningen risikerer at sulte. En fjerdedel af alle familier lever under katastrofale forhold. 360.000 boliger er blevet helt eller delvist ødelagt.

 

At domstolen så detaljeret henviser til FN-rapporter og dermed tager FN som sandhedsvidne er en torn i øjet på Israel, der er stærkt kritisk over for FN.

 

Kendelsen citerer også israelske toppersoner for at bruge et dehumaniserende sprog, der ifølge domstolen kan være med til at opildne til folkemord. Domstolen mener, at udtalelserne begrunder, hvorfor der kan være tale om folkemord.

 

Forsvarsminister Yoav Gallant har sagt, at Israel ”kæmper mod menneskelige dyr.” Det var henvendt mod Hamas. Han citeres også for at sige, at der ved belejringen af Gaza City ”ikke vil blive elektricitet, mad eller brændstof.”

 

Israel Katz, der har været minister for energi og infrastruktur, og som nu er udenrigsminister, citeres for: ”Den civile befolkning … vil ikke få en dråben vand eller et enkelt batteri, indtil de forsvinder fra verden.”

 

Præsident Isaac Herzog citeres for, at ”hele nationen (dvs. hele befolkningen i Gaza) var ansvarlig. De kunne have rejst sig” – altså mod Hamas. ”Vi er i krig. Vi vil forsvare vores hjem. Vi vil kæmpe, indtil vi har knækket deres rygrad.”

 

Det sidste citat er interessant, for det er den gennemgående reaktion fra regeringen og ministerpræsident Benjamin Netanyahu, også i en reaktion på kendelsen: ”Israel har ret til at forsvare sig.”

 

Men har palæstinenserne, der er besat af Israel, ikke ret til at forsvare sig, også med våben, mod besættelsen? Det gjorde nogle danskere under besættelsen. Det spørgsmålet bliver aldrig taget op i den vestlige verden eller under debatterne i FN. Kun den ene part må åbenbart bruge magt. Den anden del må acceptere drab eller fængsling, når der er stridigheder.

 

Da de civile ofre har været så voldsomme i Gaza og i Ukraine kan kendelsen og dens omfattende fokusering på civilbefolkningen måske føre til, at domstolen vil sætte gang i bestræbelser for at finde nye normer for krigsførelse og for forebyggelse og løsning af konflikter. Det var et tema, jeg omtalte i slutningen af den seneste klumme.

 

Domstolen har i kendelsen gjort det legitimt for alle at sætte civilbefolkningen i centrum, og det kan blive et centralt tema i internationale konflikter og forhandlinger. Allerede i den kommende uge kommer der en debat i FNs sikkerhedsråd om kendelsen. Israel vil komme under et voksende pres for at standse krigen og for at forbedre forholdene for de civile palæstinensere. Domstolen kommer dermed til at optræde som en dommer i en fodboldkamp, der løbende vurderer, om en krig forløber efter de internationale regler. Vil det føre til oprettelsen af en ny instans, der løbende skal følge og bedømme en konflikt?

 

Men når sagen handler om folkemord, så sætter domstolen også fokus på palæstinenserne som folk. Folkemord der handler om udryddelsen af en veldefineret folkegruppe. Det vil uvægerligt forstærke presset for at anerkende Palæstina som en selvstændig stat.

 

Så selv om domstolen ikke har sat en stopper for krigen, så kan Israel ikke føre krig som hidtil, og Israel er i gabestokken som potentiel krigsforbryder, der i det mindste mistænkes for at begå folkemord. Det er en situation, der kan få enorm politisk og moralsk virkning i den jødiske befolkning, og som kan blive skæbnesvanger for Netanyahu. Det israelske forsvar og sikkerhedsvæsenet har mange forhindret Netanyahu i at gå i krig mod nabolande og især Iran. Kendelsen ryster sikkerhedssystemet. Kendelsen vil være et wake-up call for det demokratiske Israel og for jødernes opfattelse af sit selv som nation.

 

Sydafrikas udenrigsminister, Nadeli Pandor, sagde efter kendelsen, at Israel kan komme gennem det trauma, Israel har haft med palæstinenserne i 75 år. ”Vi kom over apartheid,” sagde hun. Hun tror, der er håb for både israelerne og palæstinenserne.