Supermagter121123

Supermagter på talefod, men

det er kun en våbenhvile

Joe Biden og Xi Jinping mødes på onsdag, men kampen mellem supermagterne er ikke afblæst. Er Kina ved at blive svækket, eller står vi over for en ny og usikker ”konkurrence-strategi”?

13.11.2023

Hugo Gaarden

USA har næsten tikket og bedt om et topmøde mellem præsident Joe Biden og præsident Xi Jinping. Når de to mødes på onsdag i San Francisco har der været tre-fire amerikanske ministerbesøg i Beijing og kun et tilsvarende besøg i Washington.

Det understreger, at det er USA, der presser på for at få genetableret den tidligere gode kontakt mellem supermagterne, og det viser, at Joe Biden erkender, at handelskrigen fra Donald Trumps tid og forsøget på at bremse Kinas teknologiske udvikling ikke har den ønskede virkning, snarere tværtimod.

Forholdet nåede et lavpunkt, da en kinesisk ballon blev skudt ned over USA med påstand om, at det var en spionage-ballon. Da den daværende formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, besøgte Taiwan, sidste år, afbrød Kina den militære kommunikation med USA. Lavpunktet skyldtes også, at Biden flere gange har sagt, at USA vil komme Taiwan til militær undsætning, hvis Kina angriber. Det strider mod USA's ét-Kina-politik, der ikke godkender Taiwan som en selvstændig stat, men som heller ikke vil acceptere, at Kina overtager Taiwan. Derfor bliver Taiwan et hovedemne for præsidenterne, fordi Taiwan i de kommende år bliver en test på styrkeforholdet mellem supermagterne.

Men mens der har været mange spekulationer om, hvorvidt USA vil afkoble kinesisk økonomisk, så understregede finansminister Janet Yellon for nylig, at der ikke bliver en afkobling, tværtimod er der behov for et ”sundt økonomisk samarbejde.” Det sagde hun efter  et møde med sin kinesiske modpark, He Lifeng. USA tåler ikke en økonomisk krig.

Der har de seneste måneder været mange spekulationer om den kinesiske økonomi. Har Kina toppet? Den økonomiske vækst er faldet, væksten kommer måske ned på 4 pct. eller mindre. Ejendomsmarkedet er i krise. Ungdomsledigheden er steget markant. Der er usikkerhed om de private højteknologiske selskaber. De udenlandske investeringer er faldet med en tredjedel, ikke mindst på grund af skærpede regler for data-overførsler til udlandet.

Men Kina buldrer fremad på nogle markante områder, f.eks. ved at blive dominerende på det globale marked på el-biler, markedet for solceller og vindkraft. Kina investerer mere i grøn teknologi end resten af verden, men står for en tredjedel af verdens CO2-udledning og bliver dermed afgørende for, om klimakrisen bliver løst. Kina er mere avanceret end Vesten inden for digitaliseringen og hurtigt bredbånd.

Der er svaghedstegn, også i politikken, fordi Xi fører en mere topstyret og autoritær kurs end tidligere præsidenter med stærkere styring af økonomien, erhvervslivet og borgerne. Xi lægger større vægt på sikkerhed end økonomisk vækst, mener mange økonomer i og uden for Kina. Men den økonomiske analytiker Martin Wolf på Financial Times hæfter sig ved, at den økonomiske dynamik stadig er meget stærk. Når Kina får samme levestandard som Polen (bruttonationalprodukt pr. indbygger), vil Kina vil være større end USA og EU sammenlagt. Skulle det virkelig være umuligt inden for et par årtier, spørger han?

Det måske mest afgørende er, at Kina investerer kraftigt på områder, der også har sikkerhedspolitisk betydning, f.eks. at gøre landet uafhængig af teknologisk pres fra USA. Det betyder også, at både  udenlandske og kinesiske virksomheder stimuleres til at investere i strategisk vigtige sektorer og ikke i ganske normale forbrugssektorer. Det vil virksomheder mærke, når de vil søge tilladelse til børsnotering. En ny ”super-regulator” skal styre finanssektoren. Markedsmekanismen skal stadig bruges, men Xi har lanceret et nyt begreb – et ”hel-nations-system” – der skal styre investeringerne i retning af ”videnskabelige og teknologiske innovationer.” Ejendomssektoren skal ikke være drivkraften som hidtil. Den negative side er, at det kan koste arbejdspladser og skabe uro.

Det er overordentligt interessant, at den nye kinesiske helhedstænkning svarer til den amerikanske tænkning, som sikkerhedsrådgiveren, Jake Sullivan, har beskrevet i en tale i april. Han sagde, at konkurrencen mellem supermagterne bliver noget helt andet end hidtil. Økonomi og teknologi får langt større betydning for sikkerhedspolitikken og dermed nationernes magt, også fordi megen teknologi kan bruges både civilt og militært. Også Sullivan lægger op til en større grad af helheds-tænkning om erhvervsliv og sikkerhed. Desuden får alliancer større betydning end før, sagde han.

De fælles problemer i verden gør samarbejde nødvendigt, men han sagde også, at alt er blevet mere kompliceret, fordi Kina er en konkurrent med en helt anden vision end USA. På en tilsløret måde sagde han dermed, at USA ikke alene kan klare konkurrencen fra Kina, og at Kina som konkurrent skal svækkes, fordi USA vil bevare sin styrke. USA skal lægge et nyt fundament for fremtiden.

Jake Sullivan har de seneste måneder haft et par langvarige møder med den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, for at dæmpe spændingerne, men også for at finde en ny strategi for supermagternes relationer.

Mens amerikanerne taler meget om at ”styre konkurrencen” mellem supermagterne, så har kineserne en langt mere offensiv strategi, der tager sigte på at reducere Kinas sårbarhed over for amerikansk pres, og som lægger op til et alternativ til den amerikanske dominans. Kina søger en anden verdensorden.

Det bemærkelsesværdige er, at begge lande vil bruge en slags national helhedsløsning for at klare konkurrencen, hvor staten og det private kobles mere sammen. USA finder det også nødvendigt at bruge allierede som partnere, mens Kina i højere grad mener at kunne klare sig selv – om end med et stærkere internationalt engagement, både med lån til lande i Silkevejsprojektet og med et stærkere diplomati, såsom mæglingen mellem Iran og Saudi-Arabien.

To amerikanske Kina-eksperter udtrykker tendensen klart: Bonnie Glaser: Kina vil købe tid for at styrke sin teknologiske udvikling, mens USA vil vise, at sin ”styrede konkurrencemodel” virker. Evan Medeiros: Begge parter åbner en ny fase med langsigtet, geopolitisk konkurrence.”

Biden og Xi ventes at tale i fire timer – men uden at slutte med en middag. Dét gør Xi med amerikanske erhvervsledere. Det siger alt! Statslederne er kommet på talefod, men det er snarere som en våbenhvile i det geopolitiske kapløb.