Kina210823

Løkke og EU balancerer

mellem USA og Kina

Hverken Danmark eller EU har fundet sin plads i kampen mellem USA og Kina, men Lars Løkke har under sit nylige besøg i Kina indikeret, hvordan EU vil finde en balancegang. Vil EU være mægler?

21.08.2023

Hugo Gaarden

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgte at holde tungen lige i munden under sit tre-dages besøg i Kina i sidste uge. Skal Danmark knytte sig til de amerikanske bestræbelser på at lave begrænsninger over for Kina for at svække Kina, eller skal Danmark fortsat have et stærkt samarbejde?

EU står i samme situation og vil først ved årets slutning spille ud med en Kina-strategi for at tage stilling til den udfordring, som den økonomiske koldkrig mellem USA og Kina indebærer.

Men Lars Løkke indikerede, hvordan Danmark vil håndtere den storpolitiske spænding. Hverken Danmark eller EU vil hoppe 100 procent med på den amerikanske afskærmningspolitik, men vil på den anden side heller ikke lade, som om afkoblingsdiskussionen de seneste år ingen virkning har haft.

Der har været spekulationer af, om Løkke ville droppe det strategiske partnerskab, som Danmark og Kina indgik i 2008 med flag og fuld musik. Nu skulle Danmark følge den amerikanske kurs med strategiske ministermøder og et stadig tættere samarbejde.

Og hvem stod bag partnerskabet? Såmænd statsminister Anders Fogh Rasmussen. Jeg talte med ham i samme høje Shanghai Tower i Shanghai, hvor også Lars Løkke stod i sidste uge, og Fogh sagde dengang, at nu skulle virksomhederne se at komme op af starthullerne og øge investeringerne og samhandelen.

I dag taler Fogh stille sin begejstring dengang. Nu bakker han op bag den nye amerikanske kurs siden Donald Trump: At aktiviteten med Kina skal begrænses, især inden for højteknologien, og det begrunder han og USA med, at Kina er blevet aggressiv, selv om det kniber med at nævne eksempler. USA har for nylig forbudt amerikanske virksomheder og investorer at engagere sig med Kina på tre nøgleområder: Kunstig intelligens, quantum-computere og avancerede chip. Begrundelsen er, at det kan styrke Kinas militær. Kina har svaret igen f.eks. ved at begrænse eksport råvarer, der bruges i højteknologien. Med handelssanktioner og teknologibegrænsninger hæmmer også al form for økonomi, så reelt vil USA hindre Kina i at overhale USA som supermagt.

Lars Løkke har ikke skrottet det strategiske partnerskab, men omdefinerede det ved at sige, at Danmark og Kina skal arbejde tættere sammen om energi, sundhed og bæredygtig produktion af fødevarer. Den hollandske regering siger, at den grønne omstilling ikke kan gennemføres uden Kina.

Det flugter med Lars Løkkes forsøg på at etablere en realpolitisk dansk udenrigspolitik. ”Det er pragmatisk udenrigspolitik,” sagde han under besøget.

Han havde også et møde med Kinas stærke udenrigsminister Wang Yi, og Lars Løkke erklærede, at Wang Yi ”sådan set deler den geopolitiske analyse af de udfordringer, som krigen i Ukraine har, og det er en trædesten til et yderligere kinesisk engagement.”

Det var ikke særlig konkret formuleret, men Løkke viste, at der er basis for et samspil med Kina på nutidens alvorligste konflikt, og han tror, at europæerne kan ændre kinesernes holdning til krigen og til forhandlinger om en afslutning.

Det er tydeligt, at Løkke har en anden holdning til geopolitikken end Fogh, der på folkemødet på Bornholm i juni sagde, at han ”ikke ser Europa som en mægler, men som en allieret med USA” i striden mellem supermagterne. På det samme folkemøde sagde Løkke, at han ikke ønsker en konfrontation med Kina. ”Vi kan ikke bare sige, at vi lukker ned for jer,” sagde han dengang om afhængighed af Kina.

Løkke og udenrigsministeriet véd selvfølgelig, hvad EU-kommissionen rumsterer med om Kina-politikken. Kommissionen kommer først med et oplæg til rådet i slutningen af året. Formanden, Ursula von der Leyen, har været mere kritisk over for Kina end de store EU-lande, og det blev synligt under et besøg, som hun og den franske præsident, Emmanuel Macron, aflagde hos Xi Jinping i foråret. Hun fik nærmest en kold skulder, mens Xi og Macron brugte megen tid sammen.

Den tyske regering har været gennem en magtkamp om Kina-politikken, hvor udenrigsminister Annalena Baerbock har presset en forholdsvis kritisk Kina-politik igennem i Tysklands første strategi om Kina, igen ved at lægge vægt på de-risk, mens kansler Olaf Scholz står for en mere neutral holdning. Han er imod en ny global blok-opdeling, men taler for en multilateral verdensorden med samarbejde med alle magtcentre uanset deres politiske eller religiøse holdning. Det er dog værd at notere sig, at strategipapiret er udarbejdet i udenrigsministeriet. Det har ikke samme vægt som dét, kansleren på regeringens vegne udtrykker, især på EU´s rådsmøder. De store tyske virksomheder har åbent sagt, at de ikke vil reducere deres engagementer med Kina, der er Tysklands vigtigste marked. Kina står for 40 pct. af verdens vækst. Dobbelt så meget som USA og fire gange så meget som EU.

Løkke har indikeret en europæisk balancegang i den amerikansk-kinesiske konflikt, og det skete netop, mens præsident Joe Biden holdt topmøde med regeringscheferne fra Japan og Sydkorea. Biden vil samle de politiske tropper i Asien mod Kina, men det er svært at se, at han får held med det samme over for Europa. På den anden side vil Europa formentlig være tøvende med at vælge side, om end signalerne er der.

Singapores finansminister, Lawrence Wong, der ventes at blive den nye regeringschef, sagde i går til CNN, at det vil være ”en katastrofe, hvis Sydøstasien og hele verden skal vælge mellem Kina og USA.” Kina er en langt større magtfaktor end Sovjetunionen under Den kolde Krig. Derfor skal resten af verden optræde med omtanke.

Men er det nok bare at tænke sig om og forholde sig neutralt, eller skal resten af verden, herunder EU, arbejde aktiv for at finde en magtbalance mellem de to supermagter? De ser ud til at blive stort set lige stærke i flere årtier. At sikre en magtbalance og ikke dominans var kernen i den europæiske magtbalance i 100 år i 1800-tallet, som samtidig tillod vidt forskellige indenrigspolitiske forhold.

Ingen europæisk politiker tør i dag sige, at EU bør optræde som en neutral mægler, fordi det går imod USA´s interesser. Men det bør være EU´s fornemste opgave at sikre en global balance.