Ukraine-II-170823

Vil Ukraine afgive jord for

at blive NATO-medlem?

Topchef i NATO har sat gang i en betændt og nødvendig diskussion: Skal Ukraine afstå Krim og noget af Østukraine for at standse krigen og for at blive medlem af NATO?

17.08.2023

Hugo Gaarden

En NATO-topchef har sat gang i diskussionen om en afslutning på krigen i Ukraine, endda om det mest ømtålelige emne: At Ukraine afstår en del af Østukraine og Krim.

”Jeg tror, at en løsning kan være, at Ukraine opgiver territorium og får NATO-medlemskab til gengæld,” sagde Stian Jenssen på et møde tirsdag i Norge. Han er stabschef for NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, og er altså Stoltenbergs nærmeste medarbejder.

Det er langt fra sikkert, at Jenssen har talt på Stoltenbergs vegne eller bevidst har sendt en prøveballon i vejret. Men Jenssen kender i hvert fald overvejelserne bag de lukkede døre i NATO og i regeringerne i Vesten.

Ukraine afviste selvklart straks udtalelsen. ”At bytte jord mod NATO-medlemskab er latterligt,” sagde Michailo Podoljak, der er rådgiver for præsident Volodimir Selenskij. I de internationale medier blev udtalelsen stort set forbigået, bortset fra at de tyske aviser i går var hurtige med korte reportager om Jenssens udtalelser. Tyskland er det land, hvor der er størst interesse i at finde en forhandlingsløsning på krigen.

Ikke desto mindre er der grund til at hæfte sig ved udtalelsen, fordi krigen mere eller mindre er kørt fast. Der er ingen udsigt til, at Ukraine i nær fremtid kan tilbageerobre Østukraine og Krim, og Ukraine erkendte i går, at landet ikke får de længe efterlyste F-16 jagerfly i år. NATOs mest avancerede kampvogne Leopard-2 eller krydsermissiler har ikke kunnet hjælpe ukrainerne med at bryde gennem de russiske forsvarslinjer, og nu er russerne begyndt med langtrækkende raketangreb mod Vestens våbenlagre over hele Ukraine.

Der er to afgørende elementer i den korte udtalelse: Dels at opgive noget af Østukraine, f.eks. Luhansk og Donetsk, samt Krim, dels at gøre det til gengæld for et NATO-medlemskab.

At opgive noget af Østukraine og Krim er slet ikke urealistisk, selv om det er problematisk for Ukraine, der selvfølgelig ønsker at få hele sit tabte territorium tilbage. Men i årevis har der været forhandlinger om Østukraine mellem Ukraine og Rusland med Tyskland og Frankrig som deltagere. Rusland ville have mere indflydelse på disse områder, der har en stor russisk-talende befolkningsgruppe. Undervejs støttede Rusland uofficielt oprørsgrupper i Østukraine og annekterede Krim i 2018. Ruslands krig mod Ukraine har således reelt været i gang i flere år før invasionen i februar sidste år. Men Vesten har ikke på noget tidspunkt sat hælene i denne gradvise ekspansion og mange sikkerhedspolitiske eksperter har under krigen sagt, at en fredsforhandling kan ende med, at Rusland vil beholde noget af Østukraine og Krim med Ruslands Sortehavsflåde.

At bytte jord for NATO-medlemskab kan også blive et realistisk udgangspunkt. Hidtil har NATO-landene ikke villet optage Ukraine eller opstille en køreplan for en optagelse, som det fremgik af sommerens topmøde i Vilnius. USA og Tyskland vil ikke provokere Rusland.

Men sagen er også, at NATO ikke kan optage et land, hvor der ikke er en etableret og anerkendt grænse. Det er ikke kun et juridisk spørgsmål, for hvis der er uklarhed om grænsen under en krig, er der også uklarhed om NATOs berømte paragraf 5, der fastslår, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på hele alliancen. Vil et russisk angreb på en region, hvor der er uklarhed om tilhørsforholdet, føre til krig, som vil involvere hele alliancen?

Den tidligere generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen, og andre har argumenteret for at optage Ukraine under med henvisning til, at Vesttyskland har været med i NATO, selv om Tyskland var delt. Men den amerikanske ekspert i den tyske genforening, professor Mary Sarotte, siger, at eksemplet med Tyskland ikke holder, for der var en internationalt accepteret grænse mellem de to tysklande, og derfor var der klarhed over NATOs ansvarsområde.

Kernen i Jenssens udtalelse er derfor – selv om han ikke siger det – at det er afgørende at fastlægge en grænse i stedet for at lade spørgsmålet ligge uløst under en mangeårig våbenhvile som i Korea. Flere og flere  eksperter mener, at krigen kan trække ud i år eller årtier. Jenssen udtrykker i virkeligheden, hvor vigtigt det er at skabe klarhed for Ukraines fremtid, så Ukraine kan tage fat på sin genopbygning uden frygt for en ny krig.

En bytte-jord-for-fred-aftale med NATO-medlemskab som garant kan måske blive dét, der kan hugge den gordiske knude over. Alternativet er en fortsat opslidende krig.

Det tragiske er, at Ukraine kunne have undgået de enorme tab og ødelæggelser, hvis Frankrigs og Tysklands politiske ledere, Emmanuel Macron og Olaf Scholz, på EU's vegne havde haft mod til at ignorere Putins atomtrusler og gjort det klart for Putin, at en invasion ville bryde en flerårig forhandlingsproces, og at en invasion derfor ville indebære en direkte krig med Europa. Ville Putin virkelig have turdet gå i krig mod Europa? Macron og Scholz har i hvert fald ikke haft John F. Kennedys format til at løse en konflikt med diplomatiske midler i atomvåbnenes skygge – som under Cuba-krisen.