Resten-af-verden260623

En hel verden med

flere magtcentre

Verden uden for Vesten bliver konstant stærkere, men der er ikke udsigt til en konflikt mellem Vesten og resten. Globaliseringen er blevet svækket. Der bliver flere magtpoler og nye aktører. Det gør verden mere fragmenteret og giver samarbejdet en ny chance

27.06.2023

Hugo Gaarden

Er en ny kold krig og en to-deling af verden ved at fordufte, inden den rigtigt kommer i gang? Er der så mange stærke aktører, at de skaber nye måder at tænke på, så verden måske begynder at blive lidt mindre konfliktfyldt, og så forhandlinger får en ny chance?

Det er nogle af de spørgsmål, der rejser sig efter de seneste års begivenheder. Pandemien og krigen i Ukraine fører til betydelige ændringer, og globaliseringen har fået et tilbageslag, der rammer erhvervslivet. Der er stadig tunge risici som kampen mellem USA og Kina, hvor USA vil hindre Kina i at blive stærkere end USA. Men meget peger på, at denne klassiske konflikt mellem en eksisterende magt og en opadstræbende magt måske ikke bliver så alvorlig, som der har været udsigt til.

Det seneste møde mellem den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken og Kinas præsident, Xi Jinping, har i hvert fald ikke optrappet konflikten mellem supermagterne, og USA har øjensynlig svært ved at skabe opbakning til en alliance mod Kina. En potentiel allieret er Indien, men det nylige besøg, som Indiens premierminister, Narendra Modi, aflagde hos præsident Joe Biden, var ikke helt så positivt, som Biden ønskede. Indien er mere sin egen end en amerikansk allieret.

Verden er ved at blive mere fragmenteret, som den amerikanske topøkonom Larry Summers, udtrykker det. Lande og virksomheder fokuserer mere på risici, f.eks. om energi, fødevarer, råvarer og forsyningskæder, så alle begynder at fordele produktionen på flere lande. Nogle af de største virksomheder begynder at dele sig op i separate enheder, f.eks. for Kina, Europa og USA. Men det har ikke kun noget med en anti-kinesisk kurs at gøre. Det understreger lige så meget nye økonomiske betingelser og ikke kun den geo-politiske spænding

F.eks. har Kunstig Intelligens fået alle til at erkende faren ved, at kun ganske få virksomheder eller lande sætter sig på højteknologien. Europa og ”resten af verden” vil ikke være  afhængige af ganske få gigantvirksomheder og lande.

De ikke-vestlige landes holdning til Rusland og krigen i Ukraine fået mange i Vesten, især i Tyskland, til at erkende, at det globale Syden absolut ikke vil følge USA i enhver henseende, som Europa har haft for vane. De sydlige lande betragter krigen i Ukraine som et lokalt, vestligt anliggende – og som et resultat af en dårlig vestlig sikkerhedspolitik over for Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud – fordi det rammer de fattige i de fattige lande, f.eks. på grund af høje fødevare- og energipriser. Nok har de fleste lande kritiseret Ruslands invasion, men langt de fleste vil ikke deltage i sanktionerne mod Rusland.

Syd vil have handel og investeringer. De vil have gødning og energi fra Rusland og korn fra Ukraine. De vil have mere indflydelse i FN og i de økonomiske institutioner Verdensbanken og valutafonden IMF. Kenya arbejder for at oprette en gigantisk grøn bank, der skal skaffe penge via beskatning af finanstransaktioner, brændstof, flyrejser og transport til den grønne omstilling i Syden - hele 20.000 milliarder kr. om året! Verdensbanken mener, at realistiske skatter vil kunne hente 400 milliarder kr. om året, lidt mere end verdens årlige u-landsbistand. U-landene vil dog fortsat være integreret i Vesten og den internationale økonomi, blot vil de ikke lade Vesten – de gamle kolonimagter – køre løbet.

”Derfor er det forkert at tale om en konflikt mellem Vesten og resten af verden. Vi får i stedet for en verden med fire poler: USA, Kina, Europa og Indien,” siger den tidligere ambassadør i bl.a. Beijing, New Delhi og London, Ole Lønsmann Poulsen, der også har arbejdet i Verdensbanken.

Men han påpeger også, at ”resten af verden” ikke har en fælles holdning til udviklingen, og det gælder også Kina og Indien. Begge fokuserer primært på den økonomiske udvikling. Kina opererer mere selvsikkert i verden end før, og Afrika begynder at optræde som en samlet blok. F.eks. har afrikanske ledere for nylig besøgt Ukraine og Rusland for at mægle i krigen. Det får dog næppe megen betydning, men det understreger tendensen i Syden.

Ole Lønsmann Poulsen peger på ét stridsemne, der efter hans opfattelse fejlvurderes i Vesten, nemlig Taiwan. ”Jeg vil ikke udelukke, at Taiwan knyttes tættere til Kina, og at det vil ske med opbakning i Taiwan, især i erhvervslivet. Det vil USA acceptere, for USA og Vesten accepterer jo, at der kun er ét Kina. Taiwan har en førende position inden for chips, men mange lande og virksomheder kan betragte det som en risiko, og det kan svække Taiwan og få landet til at tilnærme sig Kina.”

Der kan altså komme en udvikling, hvor produktionen spredes mere ligeligt i verden, og hvor landene lægger mere vægt på deres uafhængighed og mindre vægt på alliancer. Verden bevæger sig i retning af en ”global jungle”, som det tyske magasin Der Spiegel skriver. De fattige lande rejser sig, og det bliver et brud på efterkrigstidens verdensorden. G7-landene svækkes. Derimod er det usikkert, hvordan en ny verdensorden udvikler sig.

Det er Europa, der historisk har haft mest samkvem med Syden, først med koloniseringen, der stadig nager i Syden, fordi de er ekstremt gældsramte, og fordi de står over for en kolossal klimaindsats. De venter en stærkere indsats fra Vestens side, især fra Europa, og spørgsmålet er, om det vil få de europæiske lande til at gøre en ekstraordinær indsats for resten af verden, især Afrika. Det kan gavne det europæiske erhvervsliv. Det tyder mange europæiske bestræbelser på, f.eks. fra Tyskland og Danmark.

Det mest interessante er, om det vil føre til en større satsning på samarbejde og forhandlingsløsninger, efter at Vestens krige i Mellemøsten og Ruslands invasion i Ukraine har vist magtanvendelsens begrænsninger. FN nærmest er blevet en ligegyldig aktør i de seneste år, og det rejser krav i Syden om at reformere FN og andre institutioner, så Syden får mere indflydelse. Det kan give samarbejdet i en mere multilateral verden en ny chance.