Ukraine050623
Knald eller fald for
Ukraines offensiv
Nervespil om den ventede ukrainske offensiv. Lykkes den ikke, forestår der ekstremt vanskelige forhandlinger om Ukraines fremtid. Har det perspektiv været målet for Zelenskijs internationale rejser den seneste tid? Ukraine bliver medlem af NATO, men bliver der fred på østfronten?
05.06.2023
Hugo Gaarden
Er Ukraines længe ventede offensiv begyndt? Den bliver i så fald en sommer-offensiv og ikke en forårsoffensiv, som tidligere ventet. Får Ukraine held med at jage russerne ud og få hele Østukraine samt Krim tilbage?
Det tør ingen give et sikkert bud på. Men ét kan siges med sikkerhed: Ukraine kommer en dag med i NATO. Men en afslutning på krigen er langt mere usikker, og det gælder også spørgsmålet om Ukraines fremtidige territorium og fremtidens forhold til Rusland.
Det er et nervespil, ukrainerne står over for. De skal bryde gennem en 1000 km lang ekstremt udbygget forsvarslinje, hvis de skal jage russerne på flugt. Samtidig har russerne ifølge britiske militæreksperter lært af fejltagelserne fra de første krigsmåneder, og de er blevet en kraftig modstander for den ukrainske hær, der hidtil har været særdeles effektiv. Men med måneders bombardementer har Rusland fået Ukraine til at bruge næsten al ammunition, og mange vestlige militærfolk har kritiseret Ukraine for at have brugt for mange ressourcer i kampen om Bakhmut.
At Ukraine har været i stand til at skyde næsten alle russiske raketter og droner ned får mange til at overse, at russerne er blevet særdeles effektive i elektronisk krigsførelse på deres område med forsvarssystemer for hver 10 km langs grænsen. De har skudt ikke mindre end 10.000 droner ned om måneden, dvs. 300 om dagen. Rusland har langt flere soldater til rådighed end Ukraine, og ifølge alle eksperter kan Rusland holde til en krig på tre-fire år. Men kan Ukraine dét?
Ingen kan udelukke en succesrig lynoffensiv, der får russerne til at opgive, men langt de fleste vestlige eksperter og militærledere venter en langstrakt krig, og at Rusland kan holde fast i det østlige Ukraine og Krim, der er essentielle for Rusland.
De vestlige lande har den seneste tid udtrykt sig uldent om støtten til Ukraine. De vil bakke op ”så længe, det er nødvendigt.” Men nødvendigt for hvad? Ingen NATO-stat har officielt sagt, at Ukraine skal have hele sit tabte land tilbage.
En af de førende amerikanske militær- og Ruslandsstrateger, Michael Kofman, frygter, at Rusland lokker Ukraine ind i en stillingskrig, ukrainerne ikke kan holde til, og han mener, at det mest afgørende for Ukraine og Vesten nu er at diskutere, hvad der skal ske efter krigens ophør, uanset om det sker som en våbenhvile eller fred og uanset hvor grænsen bliver.
Da præsident Volodimir Zelenskij i maj var på en bemærkelsesværdig rundrejse i Europa og til G7-topmødet i Japan, fik han tilsagn om fortsat støtte, om end ikke med F16-jagerfly her og nu. Men handlede hans samtaler bag lukkede døre først og fremmest om en afslutning på krigen, hvis offensiven ikke lykkes? Når man ser på, at krigen er ”gået i stå”, og at Vestens militære støtte er kommet alt for sent, tyder meget på, at møderne primært har handlet om en politisk løsning – men bag lukkede døre for ikke at svække ukrainernes moral.
Ukraine får svært ved at forhandle, hvis præsident Vladimir Putin kan holde skansen ved den nuværende linje eller ved grænsen fra den 24. februar sidste år. I så fald vil Rusland beholde en del af Østukraine og Krim med den strategiske base for Sortehavsflåden.
Bliver der en såkaldt frossen konflikt, der varer ind i næste år, hvor der er valg i Ukraine, kan det blive svært for Zelenskij at vinde valget, især hvis Vesten ikke leverer egentlige angrebsvåben og jagerfly.
Vesten vil undgå angreb ind i Rusland og har hidtil ikke leveret langtrækkende våben, bortset fra briterne, der vil sende Storm Shadow krydsermissiler, der teoretisk kan ramme Krim.
Den vestlige modvilje mod at levere fly og langtrækkende våben kan skabe et fundamentalt problem for Ukraine. Hvis Vesten sender F16-fly, der kun må operere i ukrainsk luftrum, kan det udlægges som en reel grænsedragning mellem det nuværende ukrainske område og dét, Rusland har erobret.
Selvfølgelig vil det skabe en sikring af det nuværende Ukraine.
Men Putin kan også se det som opfyldelsen af sit mål – at beholde Østukraine og Krim, uanset om der bliver fred, våbenhvile eller en fastfrossen konflikt. Det kan blive vanskeligt for Ukraine at få alt erobret jord tilbage.
Det rejser selvfølgelig spørgsmålet: Hvordan sikres Ukraine på langt sigt? USA og de store europæiske lande har endnu ikke officielt sagt, at Ukraine skal være medlem af NATO og slet ikke, om det skal være det oprindelige land eller det nuværende.
Ikke desto mindre kan Ukraine være sikker på en massiv militær vestlig opbakning, som kan blive formaliseret med sikkerhedsgarantier, indtil Ukraine bliver medlem af NATO. Den franske præsident, Emmanuel Macron, har indikeret processen ved endnu en ulden udtalelse, nemlig at Ukraine skal sikres ”en vej” til et medlemskab på NATO-topmødet i juli. Men hvordan?
Ukraine sættes over for et djævlens dilemma: At vælge en forhandling om et begrænset Ukraine eller at føre en årelang kamp mod Rusland med den ene hånd bundet på ryggen, bogstavelig talt med F16-fly, der kun må bruges på hjemmefronten.
Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, siger, at der ikke kan optages medlemmer ”midt under en krig.” Det er logisk. For hvis Ukraine optages nu, er NATO prompte i krig med Rusland i henhold til paragraf 5 i NATO-traktaten. Men dermed rammer hun også et djævlens dilemma for samtlige NATO-lande. Når NATO vil optage Ukraine i fremtiden, hvorfor så ikke nu, hvor dets eksistens er truet?
Det skyldes selvfølgelig, at NATO-landene ikke turde løbe risikoen for direkte krig, hverken efter invasionen eller nu. Ukraine måtte kæmpe alene. Men det viser også, at NATOs afskrækkelse ikke fungerer, fordi begivenheder uden for kan ramme tilbage. At finde en aftale for Ukraines og Europas østgrænse bliver derfor en særdeles vanskelig opgave, der ikke blev løst efter Murens og Sovjetunionens fald.