Sudan120523

Afrikas problemer langt

større end Sudans kampe

Kampen mellem to militærfløje i Sudan optager medierne, men der er langt større problemer: Vaklende demokratier og en enorm gældskrise. Verden kan ændre kurs ved at droppe bistanden og give solenergi til samtlige afrikanske husstande. Det er klimapolitik.

12.05.2023

Hugo Gaarden

Indtil nu er over 30.000 borgere i Sudan flygtet fra borgerkrigen, der snarere er en kamp mellem to militærchefer end en regulær borgerkrig mellem to befolkningsgrupper. Det er en kamp om magten – mere end et ideologisk, politisk eller religiøst opgør, som det er set flere gange i Afrika.

Men det har optaget medierne, især de internationale tv-kanaler som BBC og CNN. Der har været ”gode” billeder i konflikten, fordi vestlige udlændinge desperat forsøgte at komme ud af landet med fly. Dertil kommer nu risikoen for en sultkatastrofe. Det var selvfølgelig nervepirrende for de, der måtte flygte i overfyldte biler gennem den nubiske ørken til Egypten, til havnebyen Port Sudan eller til Darfur-provinsen. Men der var ikke massedrab på de flygtende, og der har  ikke været massakrer mellem civile grupper som set for mange år siden i f.eks. Rwanda.

Kampene er primært foregået mellem den officielle hær og modstanderne i specialstyrken Rapid Support Forces og ikke mellem store civile grupper, og de er dybest set en magtkamp mellem de to hæres ledere, henholdsvis general Abdel Fattah al-Burhan og generalløjtnant Mohammed Hamdan Dagalo, kendt som Hemeti.

Al-Burhan var hærkommandant under den tidligere diktatur Omar al-Bashir, og Hemeti var chef for den frygtede beredne Janjaweed-milits, der i 2013 blev omdannet til en slags specialvagt for Bashir, inden han blev afsat. Begge hærchefer stod for den brutale krig mod oprørsgrupper i Darfur, hvor 300.000 mennesker blev myrdet.

Efter afsættelsen af al-Bashir, der er anklaget som krigsforbryder, blev der gjort forsøg på at indføre et demokratisk styre, men den nye premierminister, Abdalla Hamdok, blev afsat ved et militærkup i 2021, og al-Burhan blev landets leder. Han har gode forbindelser til Egyptens militærstyre. Men Hemeti, der tjener enormt på eksport af guld og på at bruge sin specialstyrke i Yemen, betalt af Saudi-Arabien og De forenede Arabiske Emirater, ville havde magten, og derfor kom krigen mellem de to. Der er hverken store politiske, etniske eller religiøse stridigheder. Begge er muslimer. Det er to generalers kamp om personlig og økonomisk magt, hvor Hemeti´s specialstyrker måske har overtaget.

Men konflikten er absolut ikke Afrikas største problem. Den understreger derimod, hvor sårbare de afrikanske lande er, rent politisk. I lande med formelt demokrati, udvikler der sig ofte autoritære styrer, og efter valg har taberne altid svært ved at acceptere et nederlag. Den politiske svaghed er særdeles stor i de to største lande, Nigeria og Sydafrika. Nigeria trænger til gennemgribende økonomiske og politiske reformer. Sydafrika er belastet af betydelig korruption og ANC´s forsøg på at bevare magten.

Men trods borgerkriges menneskelige tragedie, er det den relativt økonomiske stagnation i Afrika og den medfølgende gældskrise, der er det absolut største problem. De vestlige lande har slet ikke levet op til løfterne på Gleneagles-topmødet i 2005 om betydelige gældseftergivelser. I dag anslås Afrikas gæld at være på 843 milliarder dollar. Afrika har ikke en chance for at betale det beløb tilbage. Zambia og Ghana er ”gået fallit”, og Egypten står på vippen.

En væsentlig grund til gældsbjerget er Kinas udlån til projekter. De er steget dramatisk, og Kina deltager ikke i gældssaneringer sammen med vestlige lande og vil hellere forlænge tilbagebetalingen end droppe noget af gælden. Det skaber en voksende konflikt mellem Vesten og Kina, også omkring valutafonden IMF og Verdensbanken, fordi Kina har fået lige så stor betydning som IMF og Verdensbanken. Kinas lån bruges primært til projekter, f.eks. lufthavne og veje, mens Vesten i høj grad yder budgetlån til landene.

Udlånene fører til en gigantisk korruption, fordi en del af lånene havner i magthavernes lommer. Afrika er blevet kontinentet med den største kløft mellem rige og fattige. De ti procent rigeste tjener 54 pct. af al indtjening. Den nederste halvdel af befolkningen tjener kun 9 pct. Uligheden er størst i det sydlige Afrika. 30 pct. af den samlede formue er placeret uden for Afrika, primært i skatteskjul. Det lægger alt sammen en bremse på den økonomiske dynamik. Desuden faldt den samlede vestlige bistand til Afrika sidste år med 7,4 pct. til 34 milliarder dollar, godt 230 milliarder kr.

Selv Danmark skærer ned på bistanden og lukker og slukker i et af de største bistandslande, Tanzania. Det får en af de bedste kendere af Afrika, journalist Knud Vilby, til i Altinget at kritisere den danske bistandspolitik. ”Det er en skamløs egeninteresse,” skriver han. Danmarks bistand er faldet til 2,3 milliarder kr.

Det er en barok udvikling, især når man ser på, hvad en mere fokuseret bistand kan betyde. Et fundamentalt problem er mangel på elektricitet – f.eks. lys til lektielæsning og strøm til opladning af mobiltelefonerne. Der er stort set kun konstant elforsyning i byerne, men de fleste bor på landet. De 1,3 milliarder afrikanere omfatter rundt regnet 200 millioner husstande. Hvis hver familie får et solaranlæg, sikres der i ét hug lys og mobilopladning til samtlige afrikanere. Da et solaranlæg rundt regnet koster 1000 kr., betyder det en udgift på 200 milliarder kr. Det svarer til den årlige, vestlige bistand. Hvis den suspenderes i ét år for at give alle afrikanere  elektricitet, vil det også være et massivt bidrag til klima-forbedringen.

Vi kunne under corona-krisen foretage en kolossal indsats for at løse et vitalt problem, men det skyldtes vores egeninteresse. På langt sigt er en massiv forbedring af afrikanernes levevilkår også i vores egeninteresse, men der er ikke tegn på, at vi tænker i den lange bane og på kloden som helhed, snarere tværtimod.