Taiwan180423

Vesten oppisker

en Taiwan-krise

Frygten for en kinesisk invasion af Taiwan bruges for at skabe samling om Vesten mod Kina og for at presse virksomhederne til at reducere deres aktiviteter i Kina. Det er en frygt, der ikke kan sammenlignes med Ruslands krig i Ukraine

19.04.2023

Hugo Gaarden

Frygten for en kinesisk invasion i Taiwan piskes op af Vesten, primært af USA, men også af f.eks. den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, selv om hun ikke har opbakning fra kansler Olaf Scholz.

”En ensidig ændring af status quo for Taiwan er uacceptabel for os i Europa,” sagde Baerbock under sit nylige besøg hos den kinesiske udenrigsminister, Qin Gang, der kritiserede hende for at være belærende.

Det står i skærende kontrast til den franske præsident Emmanuel Macrons udtalelser et par dage tidligere: ”Det er ikke i vores interesse at accelere emnet Taiwan…Vi skal ikke lade os fange af en krise, der ikke er vores.”

Frygten står ikke mål med de komplicerede forhold om Taiwan. Den seneste kinesiske militærøvelse ved Taiwan var mindre omfattende, end mange i Vesten havde ventet. Det skyldes, at Kina begynder at optræde mindre provokerende, da uafhængighedstendensen i Taiwan øjensynlig er på retur. Kina støtter oppositionspartiet Kuomintang, der tidligere har haft regeringsmagten, og som har mulighed for at vinde præsidentvalget næste år

For nylig var lederen af Kuomintang, tidligere præsident Ma Ying-jeou, på besøg i Beijing. Ma har altid ønsket et tæt forhold til Kina. Under et besøg i Taiwan i 2008 spurgte jeg ham, om han kunne acceptere et slags EU mellem Kina og Taiwan, og det er en af de realistiske modeller, sagde han.

Kuomintang tabte borgerkrigen i Kina og lederne flygtede til Taiwan og tog magten dér, indtil landet blev demokratisk. Taiwan hørte under Kina i et par hundrede år, indtil det kom under Japan i 1895 – og indtil Japans nederlag i 1945. Kina har hele tiden hævdet, at Taiwan hører til Kina. USA og Europa har anerkendt Kina’s krav: at der kun er ét Kina, men to systemer. Derfor undlader Vesten at anerkende Taiwan som et uafhængigt land. Problemet opstår, hvis Taiwan erklærer sig for uafhængigt, og hvis USA erkender en ny status. Så er der ingen tvivl om, at Kina vil angribe Taiwan militært, som præsident Xi Jinping åbenlyst har lagt op til.

Men det er langt fra sikkert, at Kina vil have en fuldstændig genforening, hvis den nuværende status bevares, og hvis Vesten undlader at støtte Taiwan alt for kraftigt - politisk og militært. Hongkong havde samme status – ét land, to systemer – før demokratibevægelsen opstod for et par år siden, hvorefter Kina slog bevægelsen ned. Kina kan bruge mange metoder for at presse Taiwan til at bevare status quo og for at knytte Taiwan tættere til Kina.

Kina vil ikke nødvendigvis inddrage Taiwan 100 pct., fordi Kina har en interesse i at trække på Taiwans avancerede erhvervsliv, ikke bare med chipproduktion, men også ved at trække på taiwanske virksomheder i moderniseringen af Kinas erhvervsliv.

Kinas største frygt er, at Vesten vil bruge Taiwan som en trojansk hest for at bremse Kina, f.eks. ved at opfordre virksomheder til at forlade Kina eller reducere deres aktiviteter. Selv tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen står for denne linje. ”Vi bliver nødt til at afbryde alle forbindelser med Kina, hvis Taiwan bliver angrebet,” har han sagt til Altinget. Desuden bør virksomheder allerede nu bør forberede  sig på den udvikling, mener han. Men skal Mærsk, Novo Nordisk, Danfoss og Grundfos begynde på détnu? Da han var statsminister var han den største fortaler for danske investeringer i Kina!

Kina er nok blevet mere autoritært under præsident Xi Jinping, men grundlæggende er Kina stadig det samme – et topstyret samfund via kommunistpartiet. Det nye er, at USA under Trump og Biden fører økonomisk og teknologisk krig mod Kina for at hindre landet i at overhale USA, og det får så en modreaktion fra Xi.

Men konflikten mellem Kina og USA vokser, og det skaber dyb bekymring hos den tidligere amerikanske finansminister, Hank Paulson, der som minister og tidligere som chef for banken Goldman Sachs havde megen tæt kontakt med Kina. Han tænker strategisk som en Kissinger og ikke som en Fogh, og han siger i et nyligt interview med Financial Times, at forholdet mellem de to lande ”står på kanten” og er nutidens mest bekymrende. Vestlige virksomheder har en meget stor del af deres indtjening i Kina, og han finder det bekymrende, at erhvervslivet tier i denne højspændte situation. Politikerne undervurderer Kinas styrke, og USA's Kina-politik ”fungerer ikke.” Han siger som Kissinger, at en krig mellem Kina og USA vil ende i en katastrofe. Næste år kan blive spændingsfyldt med valg i USA og Taiwan. Kan det fremprovokere den ultimative konflikt, måske ved et fejltrin? Han er absolut ikke tilhænger af den seneste udvikling i Kina. ”Men vi må være smarte” for at undgå en konflikt, siger han.

I USA er der enighed blandt Demokraterne og Republikanerne om, at Kina skal bremses. Kun i Europa er der forskellige holdninger til både Kina og Taiwan-striden.

Det mest barokke argument er dét, som Baerbock har fremført: At verdensøkonomien trues, hvis Kina angriber Taiwan, da halvdelen af verdens handel foregår gennem Taiwan-strædet. Vil Kina stoppe handelen, når Kina lever af verdenshandelen? Skal Vesten standse handelen? Så længe den slags tankeløse argumenter bruges, er der virkelig risiko for, at en krig mellem Kina og USA kan udløses af fejltrin, som Paulson udtrykker det. Stormagter snubler sig næsten altid ind i krige.

Den tidligere australske premierminister, Kevin Rudd, har i sin nylige bog ”The Avoidable War” forsøgt at give bud på, om krigen kan undgås. Han mener, at USA og Kina må lære at styre deres strategiske konkurrence og at tage hensyn til hinanden.

Men problemet er, at USA vil genopbygge sin gamle magt og vil inddrage alle sine allierede i kampen mod Kina, mens Kina nægter at underkaste sig og bliver langt stærkere end USA. Det tyder ikke på forlig. Det slående er, at Rudd ikke med ét ord nævner Europa som mægler eller krigsforebygger.

Derfor kommer det afgørende spørgsmål: Hvem i Europa – udover Macron – tør gå i front og forebygge en storkrig, som overhovedet ikke kan sammenlignes med den lokale krig i Ukraine? Tror vi, at vi kan knække Kina med metoden over for Putin?