Ansvar030423

Når ansvaret fordufter

i økonomi og politik

De nylige bankkrak i USA skyldes mangel på ansvar i økonomien. Men også retssagen mod Trump samt Mette Frederiksens frikendelse af sin departementschef viser, at der mangler ansvar i demokratiet og retssystemet

03.04.2023

Hugo Gaarden

Verden har atter stået på randen af en finanskrise som i 2008-09, men foreløbig har sammenbruddet af et par amerikanske regionalbanker og den store schweiziske bank Credit Suisse ”kun” givet et chock. Det har til gengæld vist, at der er et problem med ansvarsplaceringen i erhvervslivet, økonomien og i demokratiet i den vestlige verden.

Flere amerikanske regionalbanker havde ikke taget højde for, at de seneste rentestigninger stillede krav om en helt anden bankdrift, men det viste også, at banktilsynet i USA ikke havde check på den virkning, som centralbankens rentestigninger har på bankerne. Præsident Joe Biden illustrerede ansvarsproblemet ved at sige, at alle bankkunder får dækket alle deres eventuelle tab. Det strider mod gældende praksis og kan føre til ”moralsk hasard” i banksektoren.

Til gengæld tog regeringen i Schweiz resolut affære, da Credit Suisse bukkede under og tvang UBS til at overtage Credit Suisse, om end med betydelig statsstøtte. Men obligationsejere får nogle gevaldige tab. Der var en rimelig grad af ansvarsplacering. Nogle ansvarlige kommer til at betale regningen.

En af verdens førende økonomiske kommentatorer, Martin Wolf fra den respekterede erhvervsavis, Financial Times, har skrevet en kritisk bog om kapitalismen i den vestlige verden, ”The Crisis of Democratic Capitalism”. Der er behov for gennemgribende reformer af både kapitalismen og demokratiet, mener han. Han hænger ikke nogle enkelte ud som syndere. F.eks. er det ikke kun centralbankerne, der kan kritiseres for nul-rentepolitikken, der har haft negative konsekvenser ved at skabe kunstige værdier. Også politikerne havde et ansvar, fordi de var medårsag til finanskrisen, og fordi de ikke gjorde nok for at rette op på skuden bagefter. Hele viften af aktører har håndteret krisen på en særdeles risikabel måde.

Uden reformer undergraves demokratiet og en sund kapitalisme, og vi ender i populisme og et vaklende demokrati, hvor forskellen mellem toppen og den brede befolkning vokser, skriver Wolf. Der skal være en større grad af økonomisk lighed, og den politiske ledelse skal stå til ansvar for dens handlinger. Finanskrisen ødelagde tilliden til det etablerede system, fordi millioner af menneskers sikkerhedsnet blev ødelagt. Der kom en længsel efter en ”stærk leder” i demokratierne, vel at mærke ikke en Putin eller Xi, men en Trump og en Boris Johnson. Ifølge Wolf handler alt om ledelse og ansvar over for samfundet, og så har rigtig mange et ansvar for at tage affære, og det gælder ikke mindst den elite, der sidder under topposterne, og som mange ser negativt på.

Det illustreres i denne tid i retssagen mod Donald Trump. Det er mildt sagt horribelt, at der først nu kommer en oplagt retssag mod en mand, der har et enormt synderegister, og så handler retssagen om tys-tys penge til en porno-stjerne og ikke om Trumps forsøg på at tage magten ved et regulært kupforsøg. Men det republikanske parti har ikke ville stille ham for en rigsret, og næsten halvdelen af vælgerne synes stadig om ham trods løgnehistorier om valget og trods det voldelige angreb på Capitol.

Der er mange eksperter, der tvivler på, at han bliver dømt ved retssagen i New York. Trump trives i en sag som denne, fordi han gør sig til en lille mand, der kæmper mod uretten, og han scorer kassen ved at få tilhængere til at sende ham millioner af dollar til ham for at betale udgifterne, alene 4 millioner dollar det første døgn efter anklagen mod ham. Sagen er blevet et cirkus, der optager amerikanske medier mere end krigen i Ukraine, økonomi, miljø og sundhedsreformer.

Men forbundsdomstole og Justitsministeriet har ikke turdet taget fat på de store sager af frygt for, at de bliver standset på grund af politiske kampe, og derfor er New York sagen måske eneste rigtige metode, fordi den skal bane vej for de tunge sager. Håbet er, at New York-domstolen formår at dømme Trump på et reelt og faktisk grundlag, og så borgerne kan se, at den ikke handler om et politisk hævntogt fra Demokraterne. Det må kunne demonstreres, at ingen står over loven. Dét handler porno-sagen i virkeligheden om.

Sagen viser dermed, hvor svagt det amerikanske demokrati og retssystem er funderet. I Europa har det været muligt at anklage og dømme flere regeringschefer uden politisk kaos.

Men selv ikke i Danmark kan vi sige os fri for et vaklende demokrati og retssystem, f.eks. med Minksagen og senest med statsminister Mette Frederiksens frifindelse af sin departementschef, Barbara Bertelsen, og ved at mørklægge begrundelsen for afgørelsen.

Hele affæren er blevet mudret af, at Højesterets tidligere præsident, Thomas Rørdam, har frifundet rigspolitichefen, som Minkkommissionen vurderede at have begået tjenesteforseelse. Dét fik statsministeren til at frikende Bertelsen, som overhovedet ikke indgik i Rørdams afgørelse. Det har fået den anerkendte og frygtløse juraprofessor Eva Smith til at sige, at de to sager ikke kan sammenlignes, og at Bertelsens forseelse er, at hun ikke rådgav statsministeren korrekt under minksagen, nemlig da regeringen besluttede at nedlukke minkerhvervet – uden lovhjemmel.

Det betød, at der fortsat ikke er nogen, der har ansvaret for nedlukningen af et helt erhverv og for en milliardudgift til skatteyderne, skrev Eva Smith for nylig i en artikel i Altinget.

Mette Frederiksen har mørklagt den juridiske begrundelse for sin afgørelse. Det er ubegribeligt, at det ikke har ført til et ramaskrig i medierne og Folketinget. Er det udtryk for de danske retstilstande? Eller er det udtryk for en leders magtfuldkommenhed? 

Martin Wolf skriver, at der i demokratierne må udvikles en borgerånd, så et flertal kan enes om nogle basale forhold, nemlig hvad der er kendsgerninger, og hvad der er fake news og politik. Sker det ikke, bryder demokratiet sammen, og det bliver ”de stærke mænd”, der tager over.