Krigsret200323

Vestligt hykleri om

straffedomstolen

Det er velbegrundet, at Putin stilles for domstolen i Haag, men årsagen bør begrundes i hans angrebskrig, ikke i bortførelse af børn. Det vil USA blot ikke. Derfor bliver retssagen snarere til en politisk global magtkamp, hvor Kina træder ind på scenen

20.03.2023

Hugo Gaarden

Det er hykleri, når mange vestlige lande har presset krigsforbryderdomstolen i Haag til at kræve præsident Vladimir Putin stillet for domstolen på grund af bortførelsen af tusinder af ukrainske børn. Han bør stilles for domstolen, fordi han har ført en angrebskrig, der har dræbt tusinder af civile, og som smadrer en hel nation, ikke for bortførelsen af børn.

Der er en fundamental forskel på de to situationer. Forskellen er, at USA – muligvis støttet af  Storbritannien og Frankrig - ikke vil anklage Putin for at føre en angrebskrig, for det rammer tilbage på dem selv – nøjagtigt 20 år efter den ulovlige angrebskrig på Irak. Denne krig blev ikke godkendt af FN, og den skete tilmed på et falsk grundlag. Desuden er USA slet ikke med i straffedomstolen, fordi USA ikke vil risikere at blive anklaget og dømt for krigsforbrydelser.

Det helt afgørende er angrebskrig. Nürnberg-processen efter Den anden Verdenskrig betragtede angrebskrigen som ”den største internationale forbrydelse.” Siden hen er en leder ikke blevet dømt for at have indledt en angrebskrig. Det er der grund til over for Putin. En dom vil være nutidens stærkeste signal til statsledere om, at angrebskrige er et brud på folkeretten og dermed en krigsforbrydelse, der skal straffes.

Men en sådan dom er foreløbig fejet af bordet, fordi USA ikke vil acceptere det, og det blev for nylig understreget af, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, nægtede at give informationer til den amerikanske regering og til straffedomstolen om russiske krigsforbrydelser på slagmarken og i de ukrainske byer og i infrastrukturen. Pentagon frygter, at det kan ramme USA som en boomerang, netop begrundet i krigen i Irak, hvor amerikansk presse har afsløret flere krigsforbrydelser, og næsten ingen er blevet straffet.

Den tyske regering har overvejet alternative domstole, og det tyske blad Der Spiegel har i en leder foreslået, at der oprettes en international særdomstol, nedsat af FN´s generalforsamling, hvor Rusland ikke har vetoret. Men problemet er det samme for enkelte vestlige lande: Vil de stemme for et forbud mod en angrebskrig?

Nu anklages Putin så for børnebortførelser. En sådan anklage går rent ind over for befolkningen. Alle går ind for det. Men en dom kan få videre virkning end at begrænse hans rejseaktivitet. Det kan blive vanskeligere at få en afslutning på krigen. Det bliver svært for statsledere at have kontakt med Putin, og det bliver svært at ophæve økonomiske sanktioner.

I den forbindelse er det interessant at se på krigen mod Irak i 2003. En omfattende analyse i New York Times viser, at der slet ikke er kommet et éntydigt svar på, hvorfor USA gik i krig mod Irak. Der blev gradvist bygget en begrundelse op, som blev brugt til en angrebskrig på Irak. Ingen af de involverede i processen kan i dag sige – eller vil sige – nøjagtigt hvad der var udslagsgivende.

Den udenrigspolitiske forsker Stephen Wertheim fra Carnegie skriver i Foreign Affairs, at det afgørende var, at der i 90´erne var en nykonservativ bølge, som ville sikre, at USA skulle have en enerådende global position. Det skulle USA demonstrere ved at gå i krig mod Irak, og det skete altså imod FN´s regler. I FN kom den daværende udenrigsminister, Colin Powell, med en falsk begrundelse, at han har siden hen erkendt, at det lagde en skamplet på ham selv. Krigen endte med krig i tre arabiske lande, der i dag er ødelagte, og som ifølge Wertheim har svækket USA's internationale stilling. Problemet er, at de mangeårige bestræbelser på at sikre eneherredømme i dag kan føre til en stormagtskrig.

Det er dér, hykleriet om straffedomstolen kommer ind i billedet. USA og dermed Vesten vil ikke dømme Putin for at føre angrebskrig, og så bliver der opfundet en anden begrundelse for at få ham dømt som krigsforbryder, nemlig bortførelsen af børn. Det skal standse al kontakt til Putin. Det havde formentlig være klogere at vente med en anklage.

En dom vil gøre det sværere at få forhandlinger med Putin om en afslutning på krigen eller en våbenhvile. Krigen er ved at køre fast, og Ukraine løber snart tør for ammunition og har svært ved at få de mest effektive våben fra Vesten. Det kan få Ukraine til at acceptere en afslutning, hvorved russerne bevarer en del af Ukraine og Krim. Det kræver selvsagt intense forhandlinger, der kan strække sig over måneder og år, mens Ukraine forbløder. En domfældelse af Putin kan gøre det umuligt for kansler Olaf Scholz og præsident Emmanuel Macron at føre sonderinger endsige forhandlinger med Putin. Netop dét kan være USA´s mål i en fastlåst konflikt, der kan ende som den uafsluttede konflikt på Korea-halvøen.

Det kan få Kina på banen. Præsident Xi Jinping besøger disse dage Moskva, og han ventes snart at få et møde, måske virtuelt, med præsident Volodimir Zelenskij. Han er den eneste præsident, der kan have kontakt til begge parter. Han er interesseret i en afslutning, der bevarer Ukraine, dels fordi Ukraine vil være en vigtig brik i Kinas Silkevejsstrategi, dels fordi en afslutning uden et russisk nederlag vil bremse USA´s bestræbelser på at tvinge Kina i knæ.

USA er længere væk fra Ukraine end Kina. Man skal ikke bliver overrasket, hvis Kina kommer til at spille en væsentlig rolle i løsningen på Ukraine-krigen. Når USA blander sig i Taiwan, vil Kina også blande sig i Ukraine. Kina overrasker altid, som det skete for nylig med aftalen mellem Iran og Saudi-Arabien, og det viser, hvor lidt Vesten forstår sig på kinesisk diplomati.

De europæiske lande sikrede sig ikke en endelig sikkerhedsaftale med Rusland i forbindelse med NATO’s udvidelse. USA kørte sit eget løb. Det hævnede sig med krigen, som Europa ikke turde afværge på et tidligt tidspunkt. Nu risikerer USA og Europa tilmed at få Kina ind på en bane, der hidtil har været domineret af Vesten og Rusland.

Endnu engang skærpes den globale magtkamp. Vesten svækkes, og Europa flagrer mellem giganterne. Den uigennemtænkte straffesag mod Putin kan blive en boomerang.