Præsidenter220223

Ukraine mellem

to præsidenter

Trods en usædvanlig opbakning fra Joe Biden, står Ukraine i en stadig voksende klemme. Vesten optrapper ikke den militære støtte. Der er udsigt til en fastlåst konflikt og  forhandlingsbestræbelser. Samtidig træder Kina for første gang ind på scenen i en global konflikt

22.02.2023

Hugo Gaarden

Joe Biden er den første amerikanske præsident, der har besøgt et land i krig, uden at der var amerikanske soldater på slagmarken. Han viste en usædvanlig opbakning til Ukraine, da han gik rundt i Kiev med præsident Volomir Zelenskij, mens luftalarmen lød, efter en lang togrejse fra Polen. Bagefter viste han sin sympati for Polen, som i årevis har advaret mod et aggressivt Rusland og kritiseret den føjelige tyske Ruslands-politik. Først nu anerkendes Polens advarsler, og det kan føre til, at det politiske tyngdepunkt i Europa forskydes mod øst. Det illustrerede Biden ved at mødes med ledere fra Østeuropa. Det virker som direkte indblanding i europæiske forhold.

Men mange ukrainere må også have mærket kuldegysninger i nakken. Dagen efter Bidens besøg hørte de en næsten to timers lang tale fra præsident Vladimir Putin, der utvetydigt lagde op til en årelang krig, og samtidig måtte ukrainerne notere sig, at Biden nok havde mange smukke ord, men han sagde ikke ét ord om dét, Zelenskij efterlyser igen og igen: hurtigere våbenleverancer, især af ammunition, og mere moderne våben som jagerfly og raketter. Uden dét kan han ikke vinde krigen, siger mange militærfolk.

Ukrainerne må kæmpe med dét, de har, mens alle venter på en russisk offensiv, og mens Rusland ifølge de vestlige efterretningsvæsener har placeret store flystyrker tæt på fronten. De tyske kampvogne, Leopard 2, kommer først i slutningen af marts, og så kan den russiske offensiv være i gang. Jagerfly, f.eks. F-16, kommer tidligst næste år, hvis de overhovedet kommer.

Men selv avancerede våben er ingen garanti for, at Ukraine kan tvinge Rusland helt tilbage til de gamle grænser. Derfor taler f.eks. Tyskland ikke om, at Ukraine skal vinde. Det er tydeligt, at Vesten er bange for at optrappe sit engagement i krigen. Men hvorfor har Vesten så ikke sikret rigelig med ammunition det seneste år? Er landene bange for, at nye, avancerede våben som kampvogne og jagerfly alligevel ikke kan overleve en konfrontation med russerne – så de holder dem tilbage? Har russerne mere effektive våben, som de ikke har gjort brug af endnu? Lægger Vesten i virkeligheden op til en løsning, som Ukraine ikke bryder sig om, og som måske fører til en varig fastfrossen konflikt?

Hvis hjælpen ikke optrappes, og hvis Ukraine presses mere og mere med enorme tab til følge, kan det ifølge den britiske journalist Owen Matthews fra The Spectator føre til, at ukrainerne vil råbe ”forræderi” over for Vesten. Den samlede vestlige hjælp med våben og penge udgør ikke engang 1 pct. af de samlede udgifter til 20 års vestlig krig i Mellemøsten.

Det største problem, Ukraine har her og nu, er mangel på ammunition. Russerne fører en traditionel russisk krig med et enormt brug af artilleri. Ukrainerne kan ikke følge med, for de vestlige lande kan ganske enkelt ikke producere så mange granater og anden ammunition, som Ukraine har brug for. Nu begynder Putins opslidningskrig at virke, selv om hans militær har haft store nederlag i det første halvår af krigen.

I Vesten hersker den opfattelse, at Putin ikke nåede sit mål med erobring af Kiev og hele Ukraine. Men var det hans mål? Var det ikke snarere at lave en ny grænse, stort set hvor den er i dag, og som omfatter Krim og store dele af Østukraine?

Hvis det ikke lykkes for Ukraine – med nye vestlige våben - at lave en gigantisk offensiv, der presser Rusland tilbage til den oprindelige grænse, bliver krigen fastfrossen ved de eksisterende linjer, og det tyder på, at det er Putins egentlige mål, uanset om han troede, at han kunne vælte Zelenskij. Han kan satse på at få indflydelse på Ukraine, enten gennem en fortsat konflikt eller gennem en fredsaftale.

Det bemærkelsesværdige er, at Kina har bebudet et forhandlings- eller fredsudspil. Den kinesiske topdiplomat Wang Yi har i Moskva forhandlet om udspillet, som ventes at komme fra præsident Xi Jinping, måske allerede fredag. Det vil i så fald være første gang, at Kina træder ind som aktør i en global konflikt.

Kina og stort set alle lande uden for Vesten har en interesse i at få en hurtig afslutning, og Kina vil forsvare den nationale integritet, dvs. Ukraines selvstændighed. Men Kina kan også have en interesse i at forsvare de russiske krav om, at områder, der ifølge Rusland hører til Rusland, skal tilbage – dvs. Krim og dele af Østukraine. En aftale på dét grundlag vil styrke Kina i en eventuel strid om Taiwan. Kina betragter Taiwan som hørende til Kina. Derfor har Kina en interesse i, at Rusland ikke lider et militært nederlag, måske ved leverancer af avanceret teknologi til russiske våben.

Kina vil undgå, at krigen i Ukraine – herunder med vestlige sanktioner mod Rusland – kan bruges af USA og vestlige allierede som en øvelse i at bekæmpe Kina i forbindelse med en konflikt om Taiwan. I en sådan konflikt vil Kina næppe stå helt så isoleret som Rusland.

En aktuel global meningsmåling fra den europæiske tænketank, ECFR, viser, at der er en voksende kløft mellem Vesten og resten af verden, der ikke vil anerkende, at Vesten har en dominerende rolle. Verden bevæger sig mod en multilateral verden med flere magtcentre. ”Det paradoksale ved krigen i Ukraine er, at Vesten både er mere forenet og mindre indflydelsesrig i verden end nogensinde før,” siger direktøren for tænketanken, Mark Leonard.

De to aldrende præsidenter for USA og Rusland (80 og 70 år) holdt hver sin pep talk den samme dag om en dødsens alvorlig krig. Begge gjorde krigen til en ideologisk krig mellem Rusland og Vesten, mellem demokrati og diktatur. Men så snævert og ideologisk ser resten af verden ikke på krigen. Det illustrerer, at krigen får globale virkninger, men anderledes end vi tænker i Vesten.