Zeitenwende061222

Tysklands kansler går

imod en ny to-deling

Kansler Olaf Scholz går direkte imod præsident Joe Bidens bestræbelser på at lave en global to-deling. Han vil arbejde for en multipolar æra, som han i Foreign Affairs kalder en global Zeitenwende

6.12.2022

Hugo Gaarden

Den tyske kansler, Olaf Scholz, går mere direkte end tidligere tyske regeringschefer imod en amerikansk domineret verden. I en artikel i det mest prestigefyldte amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs går han ind for en ”ny multipolar verden”, hvor ”lande og regeringsmodeller konkurrerer om magt og indflydelse.” ”Nye magter er dukket op, herunder et økonomisk stærkt og politisk selvsikkert Kina,” skriver han.

Han bruger det tyske udtryk Zeitenwende, som blev betegnelsen for det kursskifte, det historiske vendepunkt, han tog med sin bemærkelsesværdige tale i Bundestag den 27. februar, hvor han sagde, at Tyskland for første gang vil levere våben til en krigsførende part, nemlig Ukraine, og hvor han optrappede den tyske forsvarsindsats massivt.

Skiftet var en reaktion på Vladimir Putins krig i Ukraine og dermed bruddet på den europæisk sikkerhedsorden. Det kræver en helt anden tænkning og nye ”værktøjer”, som netop Zeitenwende udtrykker, skriver han og forsøger dermed at gøre det tyske udtryk til et symbol på en anden måde at føre udenrigspolitik på.

Kernen er, at Scholz vil undgå en ny kold krig, dvs. en ny global to-deling. ”Vores erfaring  med at blive delt i to under en ideologisk og geopolitisk styrkeprøve giver os en særlig forståelse for risikoen ved en ny kold krig,” skriver han. Løsningen er, at nationerne skal erkender, at verden er multipolar, og i en sådan verden vil Tyskland ifølge Scholz arbejde for en international orden, der er baseret på principperne i FN-chartret.

Derfor vil Tyskland være en garant for den europæiske sikkerhed, som ”vore allierede forventer”, og ”vi vil være en brobygger inden for EU og en advokat for multilaterale løsninger til globale problemer,” skriver han. Dernæst giver han bud på, ”hvordan vi – som europæere og EU – fortsat kan være uafhængige aktører i en stadig mere multipolar verden.” Tyskland og Europa kan hindre verden i at ”ligge under for det fatalistisk syn, at verden er fordømt til endnu engang at blive adskilt i to stridende blokke.”

Sådan vil en amerikansk præsident aldrig udtrykke sig. Det er en totalt anderledes tænkning, som Scholz lægger for dagen. Men han kender Tysklands historie og skrotter ikke USA og NATO.

Han skriver positivt om NATOs rolle og betydningen af det transatlantiske samarbejde og påpeger, at ”Putin ikke må få held med sig,” når han vil genskabe det russiske imperium.

Han efterlyser et stærkere forsvarssamarbejde i Europa, og indikerer en voksende tysk interesse for at blive atommagt, nemlig ved at nævne de nye amerikanske fly F-35, der også kan medføre atomvåben. Han påpeger, at Europa stadig skal være en søjle i NATO.

Men det er interessant, at han ikke på den betændte proces med NATOs udvidelse efter Murens fald og den tyske genforening. USA ville have NATO, mens Tyskland og Frankrig var betænkelig – og direkte imod en optagelse af Ukraine. Han kommer heller ikke ind på, om krigen i Ukraine kunne have været undgået, ligesom han ikke tager stilling til principperne for en afslutning på krigen.

Hans forgænger, Angela Merkel, indikerer derimod over for Der Spiegel, at hun måske kunne have afværget krigen og vil forsøge at belyse det i en kommende bog fra hendes side. Hun er meget optaget af, at Winston Churchill i sine værker om Den anden Verdenskrig beskrev krigen som den unødvendige krig. Den tidligere udenrigsminister, Sigmar Gabriel, tror ikke, at Putin havde angrebet Ukraine, hvis Merkel var kansler, da han havde ”utrolig megen respekt” for hende.

Når Scholz ikke kommer ind på dét, der kan være den bagvedliggende årsag til krigen, kan grunden være, at han ikke vil rokke ved forholdet til USA. Netop ikke nu, hvor han satser på en multipolar verden, hvor også tysk erhvervsliv skal kunne operere frit, og hvor han går imod en ny to-deling, herunder med en konfrontation over for Kina. For at forstå tænkningen i toppen af det tyske magtapparat skal man læse lige så meget mellem linjerne som datidens kremlologer gjorde det i Moskva.

Scholz går linegang. Han skriver, at Ruslands krig nok har ført til Zeitenwende, men det egentlige kursskifte er langt dybere funderet og vedrører lige så meget udviklingen i Vesten og globalt. ”Historien sluttede ikke med Den kolde Krig.”

Men han er uklar. Hvad skete der så? Hvad er konsekvensen? Han skriver, at vi oplever afslutningen på en usædvanlig fase af globaliseringen, og den fase blev forværret af pandemien og krigen. I perioden med lav inflation og stabil vækst blev USA verdens afgørende magt, og USA vil bevare denne magt i dette århundrede, mener han.

Men samtidig er Kina blevet en global spiller. ”Det bør dog ikke føre til en isolering af Kina, ligesom Kina ikke bør føle sig berettiget til at blive en asiatisk overmagt.”

Scholz tror ikke, at vi får en ny kold krig mellem USA og Kina. Men skal der så være en politisk kamp mellem demokratier og autoritære styrer? Igen er Scholz uklar, selv om han siger, at demokratierne ikke skal holde sig tilbage fra at udtrykke deres opfattelse, og menneskerettigheder skal ikke betragtes som kun interne anliggender. F.eks. skal vilkårlige fængslinger ikke accepteres.

Han mener, at G-20-landene skal inddrages meget mere i den globale beslutningsproces, også selv om mange af dem ikke er demokratier. Pragmatismen må i højsædet. I dagens komplekse verden må Tyskland og dets partnere i EU, USA, G-7-landene og NATO beskytte de åbne samfund, dvs. demokratierne.

For at forebygge nye opdelinger af verden i blokke, må der opbygges nye partnerskaber uden ideologiske skyklapper. Men Scholz foreslår dog ikke, at G-20 gruppen, hvor Kina er det største land, skal være et nyt overordnet forum for globale beslutninger.

Når han ikke tager dette skridt er det efter alt at dømme for ikke at få USA som en decideret modstander. På den anden side tager han skridt til en langt mere selvstændig tysk udenrigspolitik end hidtil set. Det er et af de mest bemærkelsesværdige skridt i efterkrigstiden.