Kina101022

Kina vil nu satse på

udenrigspolitikken

Xi Jinping er den mest magtfulde leder siden formand Mao og Deng Xiaoping. Han står bag et gennem-kontrolleret indre samfund, men nu sætter han har kursen mod en langt stærkere international optræden, hvor Kina og USA er havnet i en økonomisk-teknologisk krig. Søger han globalt herredømme eller samspil?

10.10.2022

Hugo Gaarden

I 2014 lagde udlandet ikke mærke til, hvor stærk en leder Kina fik med den nye præsident, Xi Jinping. Han har styret Kina med en barsk hånd, senest med nedlukningerne under pandemien. I år har udlandet dårligt nok lagt mærke til, at Xi lægger vægt på en stærk international optræden, hvor Kina direkte udfordrer USA og dermed Vesten.

Det sker samtidig med, at Xi på partikongressen vælges til en ny tre-årig periode, ja, snarere en ubegrænset periode, som landets topchef. Nu bliver det de ydre relationer, der kommer til at præge Kinas udvikling.

Men hvordan? Vil Kina lave et globalt finansielt system i konkurrence med Valutafonden IMF og Verdensbanken? Vil Kina gøre sin valuta yuan til en konkurrent til dollaren? Vil Kina lægge op til krig med USA omkring Taiwan?

De foreløbige meldinger om den internationale satsning blev lanceret af Xi Jinping i april på det asiatiske Boao-forum med betegnelsen: Det globale Sikkerhedsinitiativ, GSI. Det er den overordnede ramme for en langt mere dynamisk udenrigspolitik end den hidtidige. Ifølge den amerikanske Kina-ekspert Sheena Chestnut Greitens vil Kina fra nu af udfordre USA's globale dominans. Kina vil gøre det alene, men der er tegn på, at Kina også vil bruge en form for alliancer.

Den internationale fokusering udtrykker den kurs, Xi har lagt fra starten i 2014. Han brugte de første år på at styrke sin egen og kommunistpartiets position og på at sikre en indre soliditet i Kina – politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt – fordi han vidste, at når Kina bliver økonomisk stærkere end USA og begynder at blande sig på den internationale scene, så kommer der modstand fra USA. Derfor skal Kina først gøres stærk i indenrigspolitikken, så landet ikke smuldrer som Sovjetunionen under Gorbatjovs reformer. Spørgsmålet er blot, om hans hårde indre kurs, har skabt for megen intern modstand.

Som vicepræsident viste han i 2014, at han ikke vil acceptere USA's indblanding i de kinesiske interesser, f.eks. i havområdet mellem Kina og Japan. Den daværende amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, så signalerne og erkendte det, men det har USA's præsidenter ikke siden hen gjort. Donald Trump lagde for med økonomisk krig, og Joe Biden har fulgt op med teknologisk krig, seneste med en meget kraftig begrænsning af amerikansk eksport af produkter til de mest avancerede chips i f.eks. supercomputere.

Biden og hans udenrigspolitiske rådgivere har utvetydigt lagt en strategi, der skal bremse den kinesiske vækst og hindre Kina i at komme på niveau med USA. Kina skal bekæmpes, f.eks. ved at hindre teknologiselskaber i at få en førende global rolle. Både Demokraterne og Republikanerne går ind for den linje. Derfor er der logik i Xi´s strategi: Først vil han sikre den indre styrke. Dernæst vil han bruge denne styrke globalt.

Dét, omverdenen endnu ikke véd, er, om det fører til et Kina, der vil forsøge at dominere verden, eller om Kina ”blot” vil have den betydning, som en stormagt altid får. CNN-kommentatoren Fareed Zakaria, mener, at Xi fører en kurs, der er farlig for Kina og det globale samfund. Den tidligere australske premierminister, Kevin Rudd, der taler kinesisk, mener, at Vesten skal forberede sig på, at Kina ikke bliver et vestligt demokrati, men vil vælge sin egen kurs, og at det bliver den største udfordring nogen sinde for USA.

Men er en verden med to stærke magtcentre dårligere end en verden med ét center? Ja, siger en tidligere dansk topdiplomat. Der bør være flere centre for at undgå en magtkamp, og det bør Europa have blik for.

I indenrigspolitikken har Xi udviklet et samfund, hvor kommunistpartiet har langt mere kontrol med befolkningen end hidtil, og mange mener, det er blevet mere undertrykkende. Xi har lagt låg på de store private selskabers rolle, men han har samtidig lanceret udtrykket ”fælles velstand” for at demonstrere, at værdiskabelsen skal spredes mere jævnt, bl.a. i boligpolitikken. Kina har på rekordtid skabt en middelklasse, som omfatter halvdelen af befolkningen. Kineserne investerer heftigt i boliger, og priserne er steget med over 150 pct. i Xi´s regeringstid. Men uligheden er samtidig blevet større, og boligmarkedet trues af et finansielt kollaps. Statsselskaber har fået større betydning, men økonomiske reformer med liberaliseringer er langt fra hørt op, selv om tempoet er blevet svækket. Det afgørende for Xi er, at staten og partiet skal have hånd og hanke i udviklingen, så Kina ikke blæses omkuld af de omvæltninger, Kina forudser på den globale scene, når supermagterne tørner sammen.

Den helt store mangel er dog, at der ikke er et tilstrækkeligt pensions- og sundhedssystem, og det er grunden til, at Kina har verdens største opsparing – dobbelt så meget som OECD-landene. Kineserne sikrer sig selv. Men hvis borgerne får tillid til, at de kan få en tryg alderdom, vil de bruge løs af opsparingen, og det kan det føre til et forbrugerboom, der kan løfte Kina ud af den nuværende lavvækst på 2,8 pct. Det kan skabe en ny vækstmodel, som Financial Times skriver. Intet land har et så stort indre økonomisk potentiale som Kina, der står for næsten 30 pct. af verdens vækst.

Det er dette potentiale, der kan blive afgørende for, hvordan Kina vil bruge sin indflydelse globalt. Vil Kina køre et sololøb, eller vil Kina samarbejde med andre lande?

Meget tyder på, at Kina har en egen-interesse i at satse på samarbejde med alle lande og grupper. Men samtidig vil Kina formentlig stå i spidsen for den ikke-vestlige verden, og det kan give Vesten et modspil, som bliver langt stærkere end fra det hedengangne Sovjetunionen, der kun havde politiske og militære muskler, mens Kina har stærkt voksende økonomiske og teknologiske muskler.