Krise220922

Tvinger den næste recession

til fundamental nytænkning?

 

Antallet af økonomiske kriser tager til, og nu rammer de hver eneste borger. En af de førende centralbankchefer, Mark Carney, mener, at tiden er inde til et opgør med uligheden. Politikere, finansfolk og erhvervsledere må have en helt ny værdipolitik, hvor hensynet til samfundet får stærkere vægt end overskuddet

 

22.09.2022

 

Hugo Gaarden

 

Centralbankerne har indtil nu mistet grebet om inflationen, der kan føre til stigende ledighed i USA. De europæiske lande har mistet grebet om energipolitikken. Europa havner i år i en recession med en økonomisk nedtur i Tyskland på 3,5 pct. Hvad værre er, der har ikke været så mange recessioner i efterkrigstiden som siden 2009, nemlig tre. Det er, som om økonomien har været på én lang nedgang, og nu truer tilmed en global recession. Hvordan kan det være kommet så vidt?

 

Det ligger først og fremmest i en alt for svag ledelse i pengepolitikken og i den politiske styring. De førende centralbanker i USA og Europa erkender, at de lod stå til i al for lang tid, mens inflationen begyndte at stige – som en følge af pandemien og besværet med at få varer fra hele verden. Samtidig har de europæiske ledere været passive over for Rusland og har ikke turdet tage et militært opgør, så Ukraine har måttet forsvare sig alene, mens Vladimir Putin har brugt energivåbnet mod europæerne. Nu kastes samtlige europæiske forbrugere ud i en energikrise, der vil vare den kommende vinter og måske en vinter til eller mere.

 

På det nylige centralbankmøde i Jackson Hole i USA erkendte de førende centralbankledere, at de har taget fejl af inflationen, og at de må tvinge inflationen ned med rentestigninger, også selv om det kan føre til økonomisk tilbagegang og jobtab. Det vil komme til at gøre ondt på alle, erkender de. En af direktørerne i ECB, Isabel Schnabel, har endog sagt, at det er centralbankernes troværdighed, der står på spil. Hvis ikke prisstabiliteten sikres, vil det medføre langt større problemer, end der er udsigt til nu. Hvem skal befolkningen så tro på?

 

Samtlige centralbanker har ét afgørende mål: At sikre en lav inflation, så befolkningen kan have tillid til pengenes værdi. Nu har vi set, at det ikke bare er olie- og gaspriser, der tonser i vejret på grund af Putins krig og de vestlige sanktioner mod Rusland. Nu spredes prisstigningerne til alle områder i økonomien.

 

Allerede før energiprisernes gallop har centralbankerne haft besvær med at styre økonomien. De førte en særdeles lempelig pengepolitik for at styrke økonomien under pandemien. Men de lempede alt for meget, og det samme gjorde regeringerne ved at give enorme hjælpepakker. Regningen skal en dag betales. Samtidig voksede internet- og energiselskabernes indtjening enormt. Uligheden voksede. Det bundede alt sammen i en ikke særlig kompetent finansiel styring – for at sige det mildt.

 

En af de centralbankchefer, der har været med til at træffe beslutninger i årene under og efter finanskrisen, er Mark Carney, der først var chef for Canadas centralbank og derefter chef for Storbritanniens. I sin nye bog Value(s), kritiserer han centralbankerne og politikerne for at lukke øjnene for nogle barske kendsgerninger. Han mener, at den tidligere berømmede amerikanske centralbankchef, Alan Greenspan, tog grundlæggende fejl af den udvikling, der førte til finanskrisen. Greenspan troede, at markedet pr. definition altid har et, og at der ikke er behov for en styring. Han erkendte under krisen, at han tog fejl i 40 år!

Mark Carney har siden sine jobs haft en stribe udvalgsopgaver i den globale finanssektor – og i klima-polikken – og han mener, at der er behov for et helt andet værdisæt i finanssektoren og erhvervslivet. Det skal ikke kun handle om pengenes værdi, men værdien for de enkelte og for samfundet. Derfor tager han også afstand fra, at et selskab som Amazon kan have en enorm indtjening under pandemiens eksploderende internethandel, mens sygeplejersker, der satte livet på spil, skal spises af med intet – eller med et stykke chokolade som i Danmark. Samfundet bryder ganske enkelt sammen, hvis den udvikling fortsætter.

Han mener ikke, at der skal være statsstyring eller socialisme. Kapitalismen er god nok. Der er behov for kapitalismens dynamik. Men den skal blot forbedres ved at sikre langt mere hensyntagen til alle i samfundet. Det afgørende i hans kritik er, at den kommer fra en højt respekteret mand, der véd, hvad han taler om. Han bygger sin opfattelse på sin opvækst i Canada og dermed på den canadiske samfundsmodel. Canada er et multikulturelt land, hvor indvandrere er velkommen – for uden indvandring, eksisterende det nuværende Canada ikke. Dermed slår han et slag for, at den internationale verden skal styres i et multinationalt samarbejde, for ingen nation kan alligevel styre økonomien eller finanssektoren. Dét, der forplumrer alt, er når egen-interesserne får overtaget, både hos de enkelte og hos nationerne.

Man kan derfor ikke udelukke, at der kommer en ændring af værdigrundlaget blandt nationerne og i erhvervslivet. Men når man ser krigen i Ukraine og USA's forsøg på at bremse den kinesiske vækst, så er der lange udsigter til et andet værdigrundlag, selv om europæerne langt hen ad vejen står for Carneys – og Canadas synspunkt.

Der kommer måske snarere interne opgør i Europa mod den laden-stå-til-politik, som især Tyskland har ført over for Putin, når befolkningen ser, hvilken pris den må betale, fordi ingen satte foden ned for Putins terrorkrig og energipolitiske pression.