Gorba

Gorbatjov illustrerer

manglende strategi

Mikhail Gorbatjov er den person, der har skabt størst positiv forandring i Europa i nyere tid, men han fejlede, fordi han manglede en gennemgribende strategi, og det er også et problem for nutidens vesteuropæiske ledere

05.09.2022

Hugo Gaarden

Alle véd, at Mikhail Gorbatjov fejlede som en af historiens største reformatorer. Men hvorfor? Det er der stor usikkerhed om, både politisk og økonomisk. Men én ting synes sikker: Han manglede en bredt funderet og velgennemtænkt strategi, og det ironiske er, at det også gælder nutidens europæiske ledere, når det handler om deres holdning til netop Rusland og den russisk-europæiske historie siden Murens fald og den tyske genforening.

Det er tragisk, da Gorbatjov, der døde i den forgangne uge, er den person, der i nyere tid har skabt den største positive forandring i Europa, nemlig ved at tillade frigørelsen i hele Østeuropa, ved at ophæve kontrollen med DDR, ved at trække russiske styrker ud af DDR og dermed Europa og ved at tillade den tyske genforening.

Disse skridt var utænkelige forud for dét, der skete i årene omkring Murens fald i 1989 og genforeningen i 1990. Gorbatjov skabte eufori i Europa, især i Tyskland, fordi han gav håb om både russiske reformer og om Tysklands og Europas heling.

Men i Europa overså vi, at store dele af den russiske befolkning og magtapparatet slet ikke var med på hans reformkurs, og da det kom til reformer – i særdeleshed under efterfølgeren, Boris Jeltsin – lukkede vi øjnene for den hovedkuldse, næsten revolutionære reformbølge, der strømmede over Rusland.

Men reformerne med Gorbatjovs perestrojka og glasnost blev misbrugt i ufatteligt omfang, ikke mindst af nogle få forretningsfolk, der ved fupnumre for en slik overtog de statslige virksomheder, f.eks. olie- og mineselskaber samt banker. De huggede ganske enkelt de russiske værdier – i betydelig grad i et samspil med efterretningstjenesten KGB. Den økonomiske magt gled over på hænderne af det, der blev kaldt oligarker, og som ikke havde tjent en eneste ærlige rubel til købet af de statslige virksomheder. Det førte til voldsomme nedbrud af økonomien – mere end under depressionen i USA i årene omkring 1930, som økonomen og Nobelpristageren Paul Krugman netop har beskrevet det i New York Times.

Gorbatjov havde ikke blik for de økonomiske konsekvenser af reformerne, og han sikrede ikke en politisk forankring. Han havde f.eks. ikke en stab omkring sig, der sikrede, at reformerne kunne gennemføres.

Jeg har altid undret mig over, hvorfor Gorbatjov ikke brød ud af kommunistpartiet eller forsøgte at omdanne det i en socialdemokratisk retning, når han brød så fundamentalt med det kommunistiske system og planøkonomien. For næsten tre år siden sendte jeg et skriftligt spørgsmål til ham og hans institut, Gorbatjov Foundation: ”Når De kunne se, at der ikke var nogen fremtid for kommunistpartiet, hvorfor forlod De ikke partiet og f.eks. erklærede Dem selv som socialdemokrat? Kunne det have reddet deres politiske stilling og undgået et kupforsøg og perioden med Jeltsin”? Jeg fik aldrig noget svar.

Det er interessant at sammenligne med Kina: Da Deng Xiaoping fik magten efter formand Mao, tillod han gennemgribende økonomiske reformer, og han sikrede deres gennemførelse ved at udvælge en lille stab af unge, dynamiske reformfolk. Samtidig sikrede han, at kommunistpartiet beholdt den politiske kontrol – den centrale magt. Der skulle være et anker for reformerne. Kina ville ikke have et russisk kaos.

Men der er også en lære for de europæiske og amerikanske politiske ledere. USA ville ikke nøjes med, at Rusland trak sig militært tilbage og lod halvdelen af imperiet falde. USA ville have NATO forskudt østpå til den russiske grænse. Det vakte fortørnelse i Rusland – men også i Tyskland. Det lagde grunden til Vladimir Putins drømme om at genetablere imperiet.

Men de tyske og franske ledere udarbejdede heller ikke en klokkeklar strategi for Europa relation til Rusland. Tyskland lavede gas- og olieaftaler med Rusland. Det var der god økonomisk grund til, og det var politisk fornuftigt at knytte Rusland tættere til Tyskland og Europa. Problemet var blot, at tyskerne aldrig stillede betingelser, f.eks. om gengældelser, hvis russerne udnyttede energi-afhængigheden. Tyskerne og franskmændene var heller ikke klare omkring Ukraines fremtid efter Putins invasion af Krim.

Før jul sendte Putin betingelser til USA og Europa om en løsning på Ukraine-sagen, f.eks. med indflydelse på Europas sikkerhedsstruktur. Det blev afvist. Men i dag har Rusland mere indflydelse end nogensinde på Europa: Gasprisen er blevet to-doblet – ja, ti-doblet i forhold til prisen de seneste ti år – og Europa er på vej ud i en dyb økonomisk krise. Samtidig forbløder Ukraine, og europæerne kommer ikke Ukraine til direkte hjælp – kun med sanktioner og erklæringer.

Det er et europæisk svigt af historiske dimensioner. De førende ledere har ikke turdet tage en direkte, militær konfrontation med Putin, og der har i hele Europa ikke været nogen som helst seriøs debat om det. Imens har Europa i flere år sendt militære styrker til Afrika og Mellemøsten. Briterne er ikke anderledes. Nu har Boris Johnson lovet briterne en check på 35.000 kr. pr. familie for at klare de høje energipriser som følge af krigen, og well, for at dække over Brexit’ens katastrofale virkninger. De europæiske ledere lader deres egne befolkninger betale regningen og standser ikke krigens årsag.

Den tyske kansler, Olaf Scholz, skabte forhåbninger om et stærkere svar den 27. februar, da han talte om Zeitenwende – et vendepunkt – hvorved Tyskland formodes at ville optræde mere magtfuldt. Intet skete. Set i lyset af, at Macron men også Angela Merkel har talt om en større europæisk selvstændighed, er det en meget svag, ja, ynkelig, affære. I sidste uge forsøgte Scholz i Prag at vise, at Tyskland og Europa tager affære over for Putin, men reaktionen på talen var nærmest intetsigende, for den intet konkret sagde.

Nu truer Putin for alvor med at standse for gasleverancerne, og europæerne gør ikke andet end at lede efter nye forsyninger andre steder i stedet for at tage fat ved ondets rod: At Putin er den første, der har invaderet Europa! Realpolitisk er der kun et svar, Putin forstår: At tvinge ham militært tilbage.

Europæernes svigt svarer til Gorbatjovs svigt ved at iværksætte reformer og politiske tiltag uden et holdbart fundament. Europa kan heller ikke have en selvstændig europæisk sikkerhedspolitik, hvis landene ikke vil forsvare sig med det ultimative svar: Militær magt. I stedet for vokser spændingerne internt, så Østeuropa og Skandinavien begynder at køre deres eget løb, men uden at nogle af disse lande vil sende militære styrker til Ukraine og konfrontere Putin direkte.

Skal Europa virkelig ende som Gorbatjovs reformer – der døde ud og forsvandt i mangel på vilje og evne til at gennemføre dem?