Ukraine-170522

NATO styrkes i Europa,

men bliver NATO global?

Putin har fået et forsmædeligt nederlag militært og strategisk. NATO styrkes med Finland og Sverige, men får det NATO til at rykke mod Østasien, hvor USA forsøger at finde allierede i en begrænsning af Kinas opstigning? Det kan i så fald ende i global konflikt, der bliver lagt værre end den nuværende

170522

Hugo Gaarden

Putin har tabt krigen. Men hvem har vundet? Det spørgsmål er det mest centrale efter præsident Vladimir Putins forsmædelige nederlag i den selvbestaltede krig i Ukraine. Nederlaget er både militært og strategisk.

De russiske styrker klarer sig så elendigt, så selv Putin-venlige russiske bloggere er begyndt at kritisere krigsførelsen. Russerne har måttet opgive to storbyer, Kiev og Kharkiv, en tredjdedel af styrkerne er tabt, og en hel bataljon er blevet ødelagt under et forsøg på at krydse en flod. Russerne vil inden længe overtage et totalt ødelagt Mariupol, men Putin er øjensynlig kun i stand til at fastholde Luhansk og Donetsk samt Krim – og måske en landstrimmel ved Sortehavet.

Ukraines forsvarsevne har overrasket alle. Samtlige voksne mænd blev tvunget til at deltage i krigen, og så brugte ukrainerne avancerede anti-tank og anti-fly våben fra Vesten.

Krigen skulle hindre Ukraine i at blive medlem af NATO, men nu bliver NATO udvidet med Finland og Sverige. Strategisk betyder de nye medlemmer ikke meget for den militære og strategiske balance. Det ville have langt større betydning, om Ukraine blev medlem af NATO. Men det svækker fatalt Putin.

Det blev understreget med et møde i Kreml mandag i den russisk dominerede sikkerhedsaftale, CSTO, der omfatter Rusland, Hviderusland, Kazakstan, Kirgistan, Tajikistan og Armenien. Kun Hviderusland bakkede op bag Putin. Resten ville ikke bryde de vestlige sanktioner. De nævnte ikke engang ordet Ukraine. Putin er isoleret blandt sine egne.

Men det kan alligevel få strategiske konsekvenser. Putin betragter ikke Finland og Sverige som en ny trussel. De to lande vil formentlig afstå fra at have atomvåben og NATO-baser, som det er tilfældet i Norge og Danmark. Men Putin har sagt, at NATOs ekspansion af den militære infrastruktur kan få konsekvenser, og det kan f.eks. betyde, at Rusland opstiller atomraketter i Nordens nabolag i Kaliningrad samt i Hviderusland.

Efter de gentagne atomtrusler fra Putins side er det dog et spørgsmål, om frygten for atomvåben er så stærk i Europa, som den var i 70’erne og 80’erne. Vicedirektøren for den britiske tænketank Royal United Services, Malcolm Chalmers, skrev for nylig i Financial Times, at Putins atomtrusler har mistet deres kraft, og det skyldes måske, at Putin har været ukonkret om brugen af atomvåben. Hans trusler er i Vesten blev omfattet, som om han eventuelt vil bruge atomvåben under den igangværende krig, og det bevirkede i hvert fald, at hverken USA og de europæiske lande ville sende egne soldater og fly til Ukraine.

Chalmers har en særdeles kløgtig analyse: Putin har måske nok brugt atomtruslen som et politisk skræmmemiddel, men han ville i givet fald formentlig kun bruge dem om de strategisk vigtige mål for Putin: At bevare Krim og flådebasen i Sevastopol. Krim er en rød linje. Lykkes det at bevare Krim, kan Putin hævde, at han har afskrækket NATO fra at ekspandere i Ukraine. Begge parter kan dermed bekræfte, hvad alle fem atomlande erklærede så sent som i januar, at ”en atomkrig ikke kan vindes og ikke bør udkæmpes.”

Dermed kan der skabes et grundlag for at afslutte krigen, den russiske blokade af Odessa kan ophæves og Ukraine bliver neutral.

Nederlaget får også afgørende betydning for Ruslands fremtid. Den tidligere direktør for det danske udenrigsministerium, Jørgen Ørstrøm Møller, skrev for nylig i avisen The National Interest, at Rusland efter nederlagt må definere sig som en nation og ikke som et imperium, dvs. gennemgå den proces, Storbritannien og Frankrig har været igennem. Men efter  en nedkølingsperiode på et årti eller to må Europa været parat til at inddrage Rusland i en europæisk sikkerhedsstruktur, og det er Europa, der må være penneføreren.

Krigens forløb og især sanktionerne får også betydning for NATO og Vesten som helhed. NATO vil på sit topmøde i juni i Madrid vedtage en ny strategi, og det kan åbne op for en udvidelse af NATO til Østasien,  reelt til en global alliance. Det vil i givet fald primært handle om Kina. Præsident Joe Biden har indledt en benhård konkurrence eller kamp mod Kina med det formål at hindre Kina i at blive stærkere end USA – økonomisk, teknologisk og militært - selv om Kina er tre gange så stort i folketal. Biden og hans strategiske tænkere i regeringen erkender, at USA ikke kan vinde denne kamp alene, men må bygge flere alliancer op i Asien.

Men vil resten af verden være med? Langt de fleste lande fordømte Ruslands invasion af Ukraine og bakkede op bag sanktionerne, men mange afgørende lande ville ikke deltage i sanktionerne, ikke bare Kina, men også Indien, Golflandene og mange afrikanske lande. De repræsenterer over flertallet af verdens befolkning. De genoplivede i virkeligheden den alliancefri bevægelse i begyndelsen af Den kolde Krig. Neutraliteten har fået et opsving, selv om Finland og Sverige kaster neutraliteten af sig.

Biden besøger i denne uge Japan og Sydkorea for bl.a. at slå et slag for den demokratiske modvægt mod de autoritære stater, dvs. Kina. I sidste uge holdt han er topmøde med ASEAN-landene. Hans økonomiske støtte til dem var kun en tiendedel af den hjælp, som Kina har tilbudt landene, der har Kina som den største handelspartner. De vil ikke vælge mellem supermagterne.

Biden får svært ved at samle resten af verden mod Kina, fordi landene husker USA’s optræden de seneste årtier, og fordi mange har et større samarbejde med Kina end med USA. Set fra Kinas side er sanktionerne mod Rusland en forsmag på senere sanktioner og økonomisk krig mod Kina, og derfor kan Ukraine-krigen blive en generalprøve på en global konfrontation, der kan blive langt alvorligere end den aktuelle samt Den kolde Krig. Det forbereder Kina sig på.

Hvordan den vil udfolde sig, er et åbent spørgsmål. Svaret kan ligge i, hvem der har vundet Ukraine-krigen: Var det Vesten med sanktionerne eller Ukraine selv? Formentlig en kombination, men måske mest Putins overdrevne tro på sig selv og en vaklende og isoleret magtbasis i det gamle KGB.