Ukraine-100522

Vesten kunne have

afværget Putins krig

Den russiske hær har vist sig i en elendig forfatning. Ubegribeligt, at Vesten lod sig skræmme og lod sig forføre af den KGB-stat, som Putin udviklede sammen med nogle oligarker, der røvede det russiske samfund

10.05.2022

Hugo Gaarden

Er Putins krig i Ukraine virkelig ovre, eller er den kun lige begyndt?

Den altomfattende lynkrig, som mange i Vesten troede var Vladimir Putins mål, brød sammen. Hele Ukraine blev ikke erobret. Nu står Putin med dét, der under alle omstændigheder har været hans mål: Kontrol med Østukraine, Krim og en landstribe til Krim samt Ukraines neutralitet. Men samtidig kan det indebære en årelang begrænset krig med langvarige økonomiske problemer verden over, især i Europa.

Mere og mere tyder på, at krigen kunne have været undgået. Vesten kunne have afværget krigen. Men Vesten turde ikke eller kunne ikke se dette perspektiv. Kernen er, at Vesten tog Putins atomtrussel alvorligt. Det var en fatal fejltagelse.

Vesten lod sig snøre af den oprindelige KGB-agent Putin og den metode, han og cheferne i det sovjetiske KGB har anvendt siden Sovjetunionens fald for gradvist at tage magten i det nye Rusland og for at genvinde noget af Ruslands imperium. Putin samlede det slagne Rusland op, men Rusland blev ikke den stærke magt, som mange i Vesten troede. Rusland blev snarere en mafia-stat, kontrolleret af KGB, som journalisten Catherine Belton, skriver i sin bog fra 2020, ”Putins People.”

Bogen er rystende læsning – ikke på grund af den systematiske afdækning af Putins og KGBs gradvise magtovertagelse, der også førte til, at KGB (det værende FSB) stjal halvdelen af Ruslands værdier og førte dem til udlandet via en gruppe rigmænd – oligarker. Putin har fra starten indsmigret sig hos dem, han ville have magten over – fra Boris Jeltsin til Gerhard Schröder og Donald Trump, og man kan fra det seneste halve år tilføje de nuværende ledere Joe Biden, Olaf Scholz og Emmanuel Macron. Putin bedrog alle. Men ingen sagde stop efter langvarige samtaler med Putin. Ingen gav Putin et ultimatum.

Nej, det rystende er, at efterretningsvæsenerne, politikerne og journalisterne i Vesten har kendt til Putins og KGBs metoder – i hovedtræk. Jeg selv inklusive. Vi tog Putin alvorligt. Først da han brugte terrormetoder for at smadre ukrainske byer og bombardere befolkningen i Mariupol, gik det op for omverdenen, hvor kold en spiller Putin er. Samtidig viste krigen, at Putin kommer med trusler og ikke handlinger, og at Ruslands militær er i en elendig forfatning. Kort og godt: Rusland er en svag stormagt.

Det amerikanske efterretningsvæsen vurderede i efteråret, at Putin ville invadere Ukraine, men var det for at erobre hele landet, eller var det i en begrænset aktion for at tvinge Ukraine til at afstå Luhansk, Donetsk, Krim og en landstribe fra Rusland til Krim – og for at tvinge Ukraine til at blive neutralt? 

Chefen for CIA, William Burns, der i november besøgte Putin for at føle ham på tænderne, sagde for nylig, at han var sikker på, at Putin ville invadere Ukraine, men at han ikke vidste hvornår. Men så sagde han også noget centralt: Selv om der er en risiko for, at Putin vil bruge atomvåben, så er atomarsenalerne ikke gjort klar til brug.

Vil den kolde Putin virkelig sprænge en atombombe, der hurtigt kan føre til atomkrig? Joe Biden vil ikke risikere en atomkrig. Men er frygten for atomkrig overhovedet realistisk?

De seneste uger har vist, at den russiske hær er i en elendig forfatning. Hæren har heller ikke med raketter lammet Ukraines transportsystem for at standse våbenleverancer fra NATO. Hvorfor ikke? Der er flere spørgsmål end svar om Putins krig, ligesom der har været mange spekulationer om en mulig splittelse i den russiske ledelse over krigen. Spørgsmålene peger på, at de vestlige efterretningskilder trods alt ikke har været særligt pålidelige.

Når Putin i månedsvis og åbenlyst samlede ca. 100.000 soldater ved Ukraine, hvorfor gav Vesten og i særdeleshed Scholz og Macron ikke Putin et ultimatum under de mange samtaler med Putin? De kunne have overført betydelige mængder våben og militære styrker til Ukraine og sagt, at de to lande vil deltage aktivt i Ukraines forsvar, hvis Rusland invaderer. De kunne gøre det som et legitimt forsvar af den Minsk-proces, som begge arbejdede for at gennemføre sammen med Rusland og Ukraine – for at få en aftale om fremtiden for Østukraine og Krim, eventuelt med en ukrainsk neutralitet, som kunne garanteres af en række lande.

Ukraine havde i så fald været forskånet for en brutal terrorkrig, og resultatet ville formentlig være blevet det samme efter krigen. Nu kan der gå måneder og år med vedvarende sammenstød på grænsen til det område, Rusland har i dag, og som indebærer, at det ikke bliver en fredsaftale og en ophævelse af de vestlige sanktioner. Putin kan have en interesse i en langvarig konflikt, og det samme kan USA. Men det kan ikke være i Ukraines og Europas interesse.

Ukraine står over for en kolossal genopbygning, og Europa står over for en økonomisk nedtur med meget høje energipriser, der kan skabe politisk uro. Putin vil i så fald godte sig.

En politisk uro kan også gælde mellem EU-landene samt mellem EU-kommissionen og landene, efter at kommissionen var den udfarende kraft i en lynhurtig gennemførelse af sanktionerne. Var de gennemtænkte?

EU har endnu ikke taget fat på at diskutere, hvordan man skal agere over for lande, der truer med atomvåben. EU har endnu ikke taget en diskussion om, hvorvidt hovedkuldse sanktioner, der tvinger virksomheder til at skrotte milliardinvesteringer, er kløgtige, endsige lovmedholdelige. Hvordan skal forholdet til Rusland normaliseres? Hvilken konstruktion skal EU have for at kunne træffe holdbare beslutninger – ja, for at kunne handle rettidigt?

Konsekvensen af følgagtigheden over for Putin og det manglende mod til at tage en militær konfrontation up-front kan blive langt alvorligere og mere langvarige, end alle i dag regner med. Europa har slet ikke mandet sig op til at spille en geopolitisk rolle.