Musk040522

Musk leger med

kapitalismen

og demokratiet

Tesla-ejerens overtagelse af Twitter gør grin med kapitalismen og demokratiet. Der mangler bedre regler for nutidens digitaliserede samfund. EU tager de rigtige skridt

05.05.2022

Hugo Gaarden

Elon Musk er genial som tekniker og opfinder, men han er også ekspert i at puste balloner op. På godt 10 år har han skabt et firma, Tesla, der har en børsværdi på over 1000 milliarder dollar – mere end børsværdien af de syv største bilfirmaer. Han vil skabe en menneskelig koloni på Mars, og han vil med Twitter skabe ”fri tale” med en global, digital ”offentlig torveplads” til gavn for ”den fremtidige civilisation.”

Det er visioner og målsætninger, der kan forstås. Men er han en fantast og galning? Han er i hvert fald en udfordring for alle, især på grund af den måde, han driver virksomhed på. Med overtagelsen af Twitter leger han med grundelementet i kapitalismen og demokratiet, fordi han viser, hvilken enorm magt en enkelt person kan få, hvis han formår at få millioner til at skyde enorme beløb ind i luftige projekter før resultaterne ses, hvis han udnytter gældende regler ud over alle grænser, og hvis der ikke er instanser, der sikrer, at reglerne overholdes.

Musk har ingen veludviklet plan for det, han gør. Han handler impulsivt. Nøjagtigt som den tidligere præsident, Donald Trump. Tænk sig, hvis Trump formåede at blive siddende på trods af valgresultatet, og hvis Elon Musk formåede at overtage Twitter noget tidligere. Så kunne Trump fortsat bruge platformen til sine løgne, og Vladimir Putin var måske i Kiev.

Det liberale britiske magasin The Economist, der forsvarer kapitalismen og liberalismen, har en meget sigende beskrivelse af Musk’s langvarige kamp for at overtage Twitter: Verdens rigeste mand leger med spillereglerne, både for kapitalismen og demokratiet. Derfor er han en trussel mod begge.

Ved at misbruge det gældende system har han skabt en formue på et tyndt grundlag, og han bruger formuen til helt andre formål end at sikre økonomien i den etablerede forretning. Tesla havde sidste år et godt resultat med et overskud på 5,5 milliarder dollar og en omsætning på 54 milliarder dollar. Men indtil 2019 var Tesla en underskudsforretning. Alligevel er børsværdien blevet 10-doblet til en værdi på over 1000 milliarder dollar. Toyota, der er den største bilfabrik, havde sidste år en omsætning og indtjening, der er fire gange så stor som Tesla, der kun producerer en halv procent af verdens bilproduktion.

Børsværdien er totalt ude af proportioner med normale virksomheders værdisætninger. Er børsen kun en legeplads? Musk har skabt formuen ved at skabe hype omkring sin person og sine ideer: Den første, der virkelig satsede på el-biler, selv om kinesiske fabrikker nu producerer flere el-biler. Han vil lave selvkørende biler. De bliver ekstremt dyre. Han har lavet et underjordisk jernbanesystem, der ikke er blevet realiseret. Han sender en raket i luften og taler om at lave en koloni på Mars. Alle tror, han kan gå på planeten.

Det er story-telling, der har gjort Elon Musk til verdens rigeste mand, og glubske investorer lapper hans twitter-kommentarer i sig. Hans egne aktier har en værdi på 255 milliarder dollar. Det er altså ikke penge, han har tjent på at producere biler. Han har brugt en yderst beskeden del af denne oppustede værdi til at købe Twitter, til 44 milliarder dollar. Han betaler selv ca. halvdelen af beløbet, mens 12 banker med Morgan Stanley i spidsen kommer med en fjerdedel som lån.

Morgan Stanley bryder alle traditioner med et usædvanligt stort lån på to milliarder dollar til en enkeltperson, der burde have penge nok. Det har selv i erhvervslivet i USA rejst kritik. Er det rimeligt at foretage så store opkøb på basis af opskruede kursværdier, og er det rimeligt, at storbanker yder svimlende lån til de mest velhavende? En undersøgelse viser, at storbankerne i stigende grad låner til velhavere til lave renter, mens almindelige virksomheder, og især små, må låne til høje renter. Det rejser krav om, at der skal være bedre regler for kapitalismen og børsmarkedet.

Elon Musk har flere gange blæst på myndighederne, herunder børstilsynets informationskrav. Det hele spidser nu til med overtagelsen af Twitter, som Musk længe har gået efter. Han har sagt, at han vil have en mere ”fri tale”. Men én, som en Donald Trump kan bruge efter forgodtbefindende? Som Musk selv kan bruge for at påvirke sin aktiekurs og for at skaffe kapital til andre højtravende projekter? Eller vil han spille en politisk rolle? Han har storproduktion i Kina, hvor Twitter er forbudt, men som dog bruges af mange. Men vil han efterkomme Beijings krav om, at alle persondata skal overdrage til en datacentral i Kina?

Han træder ind i et økonomisk og politisk minefelt, da digitaliseringen og internettet har vist, at brugen af personlige data er blevet et økonomisk aktiv – og et politisk middel – og der er næsten ingen regler. Vi har fået en ”overvågningskapitalisme”, som professor ved Harvard, Shoshana Zuboffad, udtrykker det.

Det begynder at få de amerikanske myndigheder og lovgivere til at reagere, men det er bemærkelsesværdigt, at det er EU-kommissionen med kommissær Margrethe Vestager i spidsen, der er gået i front og udarbejdet to love, som skal sikre bedre kontrol med internetselskaberne. Hun har været i kamp mod Google og Facebook, og senest har kommissionen anklaget Apple for at misbruge sin betalingsapp, Apple Pay, til skade for andre spillere på markedet.

Andre aktører blandt digitaliserede selskaber som Jeff Bezos fra Amazon og Mark Zuckerberg fra Facebook/Meta bruger algoritmerne til at skabe sig enorme formuer, og nu kaster de sig over ”almennyttige aktiviterer” såsom klimaet og global sundhed. Nogle af selskaberne har undervejs knust titusinder af små virksomheder, og deres ansatte får en ringe betaling.

I mange tilfælde lever high-tech selskaberne af samfundsskabte værdier og ikke af egen indsats, ja, de har tjent styrtende på kriser som pandemien, mens den brede befolkning står i stampe. Da centralbankerne har været med til at skabe den voksende forskydning af værdierne mellem en ekstrem lille top og resten, begynder det i store dele af samfundet at føre til modvilje mod en ny, magtfuld økonomisk adel.

Det er meget sigende, at det er en dansker, der via EU gør op med den udvikling - 300 år efter landboreformerne, opgøret med godsejerne og ophævelsen af stavnsbåndet.