Ukraine290422

Vi nærmer os regulær krig

mellem Vesten og Rusland

Mens USA og Rusland tilsyneladende forbereder sig på en lang krig i Ukraine, må Europa gribe mere aktivt ind i krigen for at standse Putin, også med et fredstilbud

29.04.2022

Hugo Gaarden

Krigen og især krigsretorikken har udviklet sig dramatisk i den forgangne uge, og det er tegn på, at vi nærmer os en regulær krig mellem Vesten og Rusland. Men i stedet for at lade præsident Vladimir Putin tage initiativet, bør de europæiske lande træffe beslutning om en hurtig og mere aktiv krigsdeltagelse.

Det kan f.eks. ske under et topmøde i Kiev for at demonstrere, at Ukraine hører  til Europa og for at udstikker rammerne for en fredsafslutning og Ukraines fremtid.

Der to grunde til en hurtig handling: Meget tyder på, at både USA og Rusland forbereder sig på en langvarig krig, hvor det er Ukraine og Europa, der kommer til at betale prisen. Rusland vil muligvis udvide krigen, der er allerede er ved at blive en økonomisk verdenskrig, og Putin truer med at bruge atomvåben.

Der er sket en eskalation af krigen: Ifølge USA's’ forsvarsminister, Lloyd J. Austin, skal Rusland ikke blot have et nederlag i Ukraine, men også svækkes så alvorligt, at Rusland ikke kan foretage tilsvarende angreb. Den tyske regering har besluttet at sende panservåben, der kan skyde fly og droner ned. Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, vil have Rusland presset helt ud af Ukraine. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, betragter levering af tunge våben til Ukraine som et NATO-engagement i krigen via en stedfortræder, og som kan føre til atomkrig. Putin truer med lynhurtige gengældelser, hvis udlandet blander sig i krigen ved brug af ”instrumenter, som ingen andre kan prale af” – måske med en henvisning til nye hypersoniske missiler, der er svære at skyde ned. Endelig har Rusland standset gasforsyningen til Polen og Bulgarien – en slet skjult advarsel til Tyskland.

Det har skabt frygt for, at krigen er ved at række ud over Ukraines grænser - ja, Putin kritiserer Ukraine for at angribe mål inde i Rusland! De øjeblikkelige prisstigninger på gas viser, at krigen for alvor er ved at blive en økonomisk verdenskrig. Den globale økonomi vil blive svækket med over et procentpoint i år. USA og Europa forbereder sig på fuldkommen blokade af Rusland med olie- og gasembargo, evt. med blokade af tankskibe, der sender olie ud af Rusland.

Det viser, at en krigsdeltagelse fra NATO-landenes side reelt er sket, selv om USA og NATO formelt vil holde sig ude af krigen for at undgå modangreb fra Rusland. Krigen mellem Vesten og Rusland er begyndt. Blot ikke formelt. Vi har fået den konfrontation, som Putin altid har talt om.

Det rejser spørgsmålet, om ikke Tyskland og Frankrig skal gå i spidsen for en mere direkte og officiel europæisk krigsdeltagelse for at standse Putins krig – ved direkte at bekæmpe hans ekspansion og hans terroristiske angreb på byer, også selv om et sådant skridt kan føre til en gengældelser langt uden for slagmarken.

Officielt føler Europa sig ikke angrebet, men da EU ønsker at optage Ukraine, begynder Europas forsvar reelt i Ukraine. Derfor kan EU-landene ikke undgå at gå i front og forstærke indsatsen finansielt og militært. Europa har behov for en statsmandsoptræden, som den USA's præsident Joe Biden leverede torsdag, da han bad Kongressen om en massiv forøgelse af hjælpen til Ukraine – på 33 milliarder dollar. De europæiske finansielle bidrag er det rene vand i sammenligning – på et par milliarder euro.

Det største problem for Europa er, at Putin truer med at bruge atomvåben, fordi hans militær uduelig. De europæiske lande bliver nødt til at træffe en beslutning om, hvorvidt de skal lade sig true. Den tyske vicekansler, den grønne leder Robert Habeck, har erklæret, at landene ikke skal lade sig påvirke af truslen, mens kansler Olaf  Scholz klart har ladet sig påvirke.

Det er første gang, at de europæiske lande skal tage stilling til en atomtrussel, som under Cubakrisen. Det tog 13 dage med dramatiske, interne diskussioner for præsident John F. Kennedy og hans rådgivere at finde et svar på den russiske trussel. Han nægtede at bøje sig, men han ville heller ikke angribe de russiske atomraketter, som hele den militære ledelse ville. Kennedy iværksatte en flådeblokade og fandt en diplomatisk løsning.

Som ung journalist interviewede jeg den pensionerede Maxwell Taylor, der var forsvarschef i USA under Cubakrisen. Han viste mig en gave fra Kennedy – en plade med de 13 oktober-dage fra 1962 indgraveret. ”Den unge Kennedy var klogere end os andre. Vi fik ikke atomkrigen,” sagde Taylor.

Har vi europæiske ledere af samme format – eventuelt i samlet flok? Skulle de ikke samles i Kiev – hos det kommende EU-medlem – og fastlægge en strategi for, hvordan en atomtrussel håndteres? De kan på et flerdages super-topmøde udstikke linjerne for krigens afslutning og Ukraines fremtid. De kan se, om Putin tør sende missiler til Kiev, mens mødet pågår.

Præsident Emmanuel Macron kan forud erklære, at Frankrig sætter sine atomstyrker i højeste alarmberedskab, og det samme kan premierminister Boris Johnson.

Putins atomtrusler tager måske også sigte på at hindre Sverige og Finland i at søge et hurtigt medlemskab af NATO. Derfor er der behov for, at de europæiske lande lægge nogle linjer for en fremtidig sikkerheds- og atompolitik allerede nu, f.eks. ved at give Sverige og Finland sikkerhedsgarantier sammen med USA, da et hurtigt medlemskab af NATO ikke juridisk er muligt. Sikkerhedsgarantierne kan danne model for Ukraine.

Men er sådanne skridt realistiske? Det er svært at forestille sig, når man ser på det hidtidige forløb, men hvis EU-landene ikke agerer nu, kan de blive tvunget til det på et tidspunkt, hvor alle står i en langt sværere position.

EU-landene bør samtidig give Putin et forhandlingsudspil. Ukraine har af egen kraft sagt ja til neutralitet og en russisk overtagelse af dele af Donbas og af Krim. Sker det, betyder det en russisk tilbagetrækning fra en del områder, der er erobret under krigen. Et sådant tilbud svarer groft sagt til Minsk-aftalen, som hverken Rusland eller Ukraine i sin tid ville acceptere, men som Tyskland og Frankrig forhandlede med begge lande.

At spille hårdt ud med aktiv krigsdeltagelse og samtidig komme med et fredsudspil kan være eneste vej for at få en snarlig afslutning på krigen. Begge parter må kunne vise, at de har opnået resultater. Alternativet er en konflikt, der kan vare i år og årtier og få dybtgående globale konsekvenser.