Afrika280322

Afrikas største mangel:

et dynamisk erhvervsliv

 

60 år efter Afrikas frigørelse fra kolonimagterne, hærger fattigdommen og underudviklingen stadig. Kina har overtaget Europas rolle i Afrika. Store projekter, store virksomheder og korruptionen dominerer. Vejen ud af fattigdomsfælden er at skabe et dynamisk erhvervsliv

 

28.03.2022

 

Af Hugo Gaarden

 

Afrika har ét vitalt problem: Manglen på et dynamisk, afrikansk-baseret erhvervsliv. Fattigdommen og underudviklingen florerer stadig til trods for, at Afrika er et utrolig rigt kontinent som storleverandør af mineraler til fremtidens grønne og digitale samfund. Med en effektivisering kan Afrika to-tre-doble fødevareproduktionen og dække 20 pct. af verdens fødevarebehov. Afrika kan få et fødevareoverskud, mens 80 pct. af fødevarerne i dag importeres.

 

I de moderne erhvervs- og indkøbscentre i hovedstæderne lugter det af velstand med et væld af moderne firhjulstrækkere. Men flertallet lever i elendige boligområder i byer og på landet. 600 millioner, dvs. halvdelen af afrikanerne, har ikke elektricitet, og for resten er der hele tiden afbrud. Det spænder ben for internettet og digitaliseringen.

 

Overklassen på 10-20 pct. i storbyerne lever direkte eller indirekte af u-landsbistanden, staternes låneoptagelser, udenlandske staters investering i infrastruktur samt internationale virksomheders produktion og handel. Korruptionen er enorm. Ca. 60 milliarder dollar flyder til Afrika hvert år i bistand, men ca. 40 milliarder dollar forsvinder som sorte penge til skattely i udlandet – ifølge EU.

 

De mange millioner småbønder og små handels- og håndværksvirksomheder fungerer som en afkoblet økonomi i forhold til toppen. Der mangler et mellemled, som skaber sin egen produktion, og som kan erstatte meget af den importerede produktion. Der mangler et marked for langsigtet kapital til nye virksomheder, f.eks.

venturekapital og startkapital (seed capital).

 

En af de mest succesrige, unge danske forretningsfolk i Zambia, Tue Nyboe Andersen, Kukula, udtrykker det sådan: Der er ikke vilje til at skabe et miljø, der opbygger et kapitalmarked i en fælles interesse. Der er ikke tålmodighed til langsigtede investeringer over 5 og 10 år.

 

Det dokumenteres i tal. Der er ikke mangel på penge til opstart af selv avancerede virksomheder, men det kniber gevaldigt med kapital i de efterfølgende led i virksomhedernes udvikling. De fleste virksomheder med venturekapital går i stå eller dør. Afkastet er meget lavt – på 2,7 pct. om året efter fem år. Som Boston Consulting Group siger: Kapitalmarkedet i Afrika er ugæstfrit.

 

Den u-landsbistand, der ikke har skabt udvikling i 50-60 år, bør standses – helt eller hovedsageligt - og de samme midler bør bruges på at skabe grundlaget for et dynamisk erhvervsliv. Det kan tilmed gøres miljørigtigt. Nyboe Andersen satser på grønne investeringer og har

sammen med sin hustru, designeren Angelika Huwiler Andersen,

etableret Zambias første miljørigtige boligområde.

 

Europa har hidtil været Afrikas vigtigste partner, men nu er Kina blevet Afrikas største partner. Kina har overtaget næsten hovedparten af anlægsprojekterne til veje, broer, jernbaner, lufthavne og havne. Kineserne vinder udbudskontrakterne, fordi de leverer samme kvalitet som den hvide mand fra Europa og USA, men til en lavere pris.

 

Det er bare ikke løsningen for Afrika. En tidligere minister i Liberia, Gyude Moore, siger, at problemet for afrikanske virksomheder er, at staterne ikke stiller krav om, at der skal være en lokal partner i ethvert projekt – kinesisk eller vestligt – for at opbygge en lokal kapacitet. Sådan som kineserne gør det på hjemmebanen!

 

Afrikanerne viser dog dynamik på ét område: Brugen af digitaliseringen, f.eks. med mobile betalinger. Afrika har været foran Europa og USA på dette felt. Afrika er gennemsyret af enkeltmandsvirksomheder. Trådløse forbindelser er ideelle i Afrika med de enorme afstande, og de passer til den afrikanske tilværelse og psyke. Afrikanere er kommunikative. De er ikke systematiske, men kreative og fleksible. Med et touch på skærmen kan beboer i landsbyerne få lægehjælp, og bønderne kan vælge de aftagere, der giver den højeste pris for deres produkter. De kan omgå mellemhandlere og få direkte kontakt til udlandet. Afrika kan blive det sted, hvor digitaliseringen får størst betydning.

 

Men det kræver, at der etableres et grundlag for fysiske virksomheder, der forarbejder råvarer og producerer til eksport, og som erstatter import. Det illustreres i kaffe. I 2019 tjente Uganda 470 millioner dollar på at eksportere 250.000 ton kaffe. Schweiz tjente 2,2 milliarder dollar på at forarbejde kun 80.000 ton. I 2014 tjente hele Afrika1,5 milliarder dollar på eksport af kaffe. Tyskland tjente næsten to gange så meget på forarbejdning og re-eksport.

 

Det viser, at Afrika sidder fast i underudviklingen. Europæiske virksomheder kan dog gøre en forskel, som danske Coop, der forarbejder kaffen i Kenya. Samtidig hjælper Coop titusinder af kaffebønder med at forarbejde produktionsmetoderne, og det har ført til en to-tre dobling af deres produktion på bare 2-3 år.

 

Det viser, at der er et behov for rådgivning, uddannelse og stimulans af et langt større omfang end hidtil. Afrika har brug for iværksætter-skoler og iværksætter-centre. Danmark kan gå i spidsen og etablere et eller flere centre, hvor al erfaring på dette felt samles, hvor der løbende sker en opsamling af viden om afrikanske iværksætter-eksempler, og hvor der opbygges en finansiel kompetence for start-up virksomheder. Handelsskolen Niels Brock har gjort noget lignende i Kina ved etablering af skoler, der uddanner bankfolk. IFU, der har gjort en vital indsats i Østeuropa, kan blive kapital- og videnformidler.

 

Men finansieringsbehovet gælder også den brede befolkning fra de fattigste. De kan ikke låne til egen bolig, og jordpriserne stiger kraftigt. Men mange går sammen om at etablere lånegrupper, så de hjælper hinanden som det sker med mikrofinansiering, og så de på den måde kan få sig fast ejendom. En bolig.

 

Der er altså behov for en fundamental anden udviklingspolitik. I en tid, hvor Europa måske skal betale100 milliarder euro til genopbygningen af Ukraine samt hundreder af milliarder euro til EU’s klimasatsning, er det barokt, at der ikke satses tilsvarende for at skabe et afrikansk erhvervsmiljø, som kan hjælpe os selv og afrikanerne med fødevarer og grøn energi. Europa har lod og del i Afrikas skæbne, og her vil 40 pct. af Jordens befolkning bo i år 2050. Afrikanerne skal have mulighed for at udvikle sig selv via finansiering og ejendomsretten til deres egne værdier.