Ukraine-EU141221

Ukraine-krisen skærpes:

Europa må tage affære

Den seneste uge har vist, at spændingen omkring Ukraine er langt mere politisk end militær. En invasion truer ikke, men både Rusland og Europa lægger pres på Europa og Tyskland, så det kan føre til en ny europæisk deling og lamme Europas handlekraft. Krisen er udtryk for USA's forsøg på at samle demokratierne mod Kina. Men vil Europa bruges i det spil?

14.12.2021

Hugo Gaarden

Europa risikerer en ny splittelse som følge af Ruslands og USA's spil om Ukraine. De seneste uger har ført til et usædvanligt røre om Ukraine, især den seneste uge. USA har i flere uger argumenteret for, at en russisk invasion kan være nært forestående.

Enkelte europæiske lande tvivler på holdbarheden i den amerikanske argumentation, men generelt bakker Europa op om linjen, som udtrykt på det seneste G-7 møde, der virker som et PR-show for USA. Der er intet, der tyder på en russisk overtagelse af hele Ukraine.

Hunden er begravet et helt andet sted. Sagen handler om, at præsident Vladimir Putin vil have USA til at hindre NATO i at ekspandere østpå, ikke bare ved at optage Ukraine som medlem, men også ved militært samarbejde og våbenleverancer.

For at få USA i tale har Putin samlet en militærstyrke på omkring 100.000 soldater øst for Ukraine. Det tager næppe sigte på en invasion af hele Ukraine, men derimod på at bruge de to østukrainske provinser Dontsk og Lugansk som pressionsmiddel – med truslen om at inddrage dem i Rusland eller at sikre dem selvstyre i Ukraine. Rusland har udstedt russiske pas til store dele af befolkningen i provinserne, hvor mange er russisk-sindede.

Men USA's præsident, Joe Biden, har også mudret vandene ved at sige, at USA ikke vil forsvare Ukraine, hvis Rusland invaderer. En invasion vil altså ikke føre til krig med amerikansk deltagelse, men derimod føre til voldsomme sanktioner mod Rusland. Desuden sagde han under et video-møde med Putin, at han er parat til at lade sine topfolk mødes med topfolk fra Rusland og en udvalgt gruppe af europæiske lande for at se, om parterne kan nå frem til en tilpasning eller et forlig (på engelsk accommodation) for at løse den aktuelle konflikt. Biden var parat til at drøfte den kritik, som Putin har rettet mod NATO-landene i forhold til Ukraine og Rusland.

Det fik alarmklokkerne til at ringe i de østeuropæiske lande, som støder op til Rusland og Ukraine, hvor der i forvejen er utilfredshed med, at USA forhandler hen over hovedet på dem. Vil USA tage så meget hensyn til Rusland, at USA accepterer en formel russisk indflydelse i Ukraine, og i hele regionen mellem Østeuropa og det vestlige Rusland - en indflydelses-sfære, ja, måske ligefrem en finlandisering af Ukraine?

Det fik straks USA til at udsende beroligende udtalelser, og Biden holdt møder med flere af de små østeuropæiske lande. Det foreslåede møde synes udskudt i nogen tid. Men østeuropæernes frygt og Bidens reaktion viser, at der hurtigt kan blive en europæisk splittelse. Ukraine beskylder Tyskland for at blokerer for våbenleverancer via NATO til Ukraine, og Tyskland har hele tiden modsat sig en optagelse af Ukraine i NATO. Putin skal ikke lave ret megen sabelraslen, før USA og NATO vil placere flere militære styrker i Østeuropa tæt ved Rusland, og så vil Østeuropa lægge sig på en amerikansk linje og ikke en tysk-fransk eller fælleseuropæisk linje. Så er splittelsen endegyldig.

Det rejser spørgsmålet: hvad vil USA med den megen tale om invasion og sanktioner? Ukraine er dog primært et europæisk problem, og Europa har forsøgt at løse det gennem Minsk-aftalerne. Den proces blander Biden sig i – som lyn fra en klar himmel – også ved at sige, at han er parat til at deltage i en drøftelse af en ny europæisk sikkerhedsorden, som Putin har foreslået. Endelig har han lagt op til, at gasrørledningen Nord Stream 2 skal indgå i eventuelle sanktioner. Det er De Grønne enige i, men Tyskland er generelt imod, at USA blander sig i suveræne tyske beslutninger, selv om tyskerne ikke siger det højt.

Tyskland ønsker heller ikke at bruge betalingssystemet SWIFT som et sanktionsmiddel og går generelt imod USA's omfattende brug af finansielle sanktionsmidler.

En kommentator ved Financial Times, Gideon Rachman, har rejst et interessant perspektiv omkring de aktuelle konfliktpunkter, hvor USA har skærpet sit engagement, nemlig omkring Ukraine, Taiwan og Iran. USA vil hindre Rusland og Kina i at ekspandere militært, og USA vil hindre Iran i at få atomvåben. Er det en bevidst satsning på en geopolitisk styrkeprøve på de tre brændpunkter på én gang? Har USA styrken til det? USA har længe søgt at samle demokratierne i alliancer mod primært Kina.

Den tidligere svenske statsminister, Carl Bildt, siger, at hvis Rusland og Kina overtager Ukraine og Taiwan, vil det fundamentalt ændre den globale magtbalance og føre til dødsstødet for en verdensorden, der har sikret freden i årtier.

Midt i dette står Europa og Tyskland. Det bliver den nye tyske regerings første internationale styrkeprøve. Vil Tyskland og Europa lade sig bruge i et geopolitisk magtspil om små-konflikter? Europa og især Tyskland og Frankrig kan tage affære ved at lægge op til en ny Minsk-aftale og en europæisk sikkerhedsorden, og ved massivt at styrke Ukraines økonomi. Hvis Biden vil tage hensyn til Ruslands interesser, hvorfor i alverden gør Europa det ikke og får skabt ro på østfronten?

Kort og godt: Europa lader sig drive rundt i manegen. Den anerkendte russiske forsker ved Carnegie-instituttet i Moskva, Dmitrij Trenin, siger til den tyske avis Die Zeit, at Europa og Tyskland nu må agere som en selvstændig og uafhængig enhed, ellers vil Rusland aldrig tage europæerne alvorligt. Han tror ikke, at Putin har behov for at skabe en egentlig indflydelseszone omkring Ukraine – en finlandisering – men han har behov for, at europæerne tager højde for de russiske interesser. Det nye år vil med nye regeringer i Tyskland og Frankrig samt en stærk regering i Italien vise, om Europa endelig rejser sig og bliver sig selv.