USA-Kina-221121

Kina i øjenhøjde med USA

Det virtuelle topmøde mellem præsidenterne Joe Biden og Xi Jinping forløb øjensynlig fredsommeligt, men det understreger, at Kina for alvor er kommet i øjenhøjde med USA.

22.11.2021

Af Hugo Gaarden

Det virtuelle topmøde mellem præsidenterne Joe Biden og Xi Jinping, viser, at USA har mistet sin førerposition. Det illustreres også i nogle afgørende udviklinger den seneste tid.

Kina har overrasket USA ved en gigantisk satsning på atomvåben og militær teknologi, så den amerikanske forsvarschef, general Mark Milley, taler om ”en af de største forskydninger i den geopolitiske magt nogensinde. Det kan fundamentalt ændre krigens karakter.” Milley bygger sin vurdering på, at Kina for nylig har demonstreret, at det kan sende atomvåben i kredsløb om Jorden og slippe under det amerikanske raketforsvar, som Financial Times skriver. Det kinesiske supersoniske missil – et manøvrebart spacecraft – kunne endog affyre mindre missiler, eventuelt mod et raketforsvar. Den teknologi har USA ikke i dag.

Chefen for USA's strategiske kommando, admiral Charles Richard, siger: ”Det mere end taget vejret fra én.”

Desuden opruster Kina sit beskedne atom-arsenal og ventes at få fire gange så mange atomvåben som i dag. Kina har hidtil afvist at deltage i nedrustningsforhandlinger, fordi USA har mange gange flere atomvåben. Det er tydeligt, at Kina først vil have en vis atomar ligevægt, inden Kina vil deltage i forhandlinger. På mødet enedes Xi og Biden dog om at indlede drøftelser om ”strategisk stabilitet.” Men Kina har nu demonstreret, at begge lande har en nuklear sårbarhed.

Ifølge en Beijing-baseret atom-ekspert, Tong Zhao, er gensidig sårbarhed netop kernen for Kina, der vil tvinge USA til at acceptere denne sårbarhed, dvs. en ligevægt.

På det økonomiske område har USA ført handels- og teknologisk krig mod Kina, og Biden har forsøgt at begrænse den kinesiske vækst ved at lave flere alliancer vendt mod Kina. Men realiteten er, at Kina stadig drøner fremad. Internationale virksomheder flytter ikke produktionen fra Kina, tværtimod er der en voksende interesse for at være på verdens største produktions-, forbrugs- og finansmarked. Kapitalen og udenlandske finanshuse strømmer til Kina, bl.a. for at forvalte Kinas enorme kapital, og der er ingen tegn på en økonomisk de-coupling. Kina har langt større kapitalkraft end Vesten til at betale for en grøn omstilling! Valutabeholdningen kan i ét hug betale halvdelen af investeringsbehovet til 2030, siger Verdensbanken – nemlig 3,4 trillioner dollar mod behovet på 6,5 trillioner dollar.

Kina er hverken blev rystet eller svækket, og det understregede Xi omkring Taiwan, som Kina betragter som hørende til Kina. Xi udelukker ikke brug af militær magt mod Taiwan, og han sagde til Biden, at de, der vil støtte Taiwans selvstændighed, ”leger med ilden,” og de vil i givet fald ”blive forbrændt.”

Biden har den seneste tid sagt, at USA i tilfælde af et angreb på Taiwan vil forsvare Taiwan, men hans rådgivere modererede bagefter hans udtalelser. USA holder stadig fast ved den amerikanske politik, at der kun et ”et Kina”, og derfor anerkender USA ikke officielt og diplomatisk Taiwan. Bidens Asien-chef, Kurt Campbell, der står bag den nye alliancepolitik mod Kina, sagde i juli, at USA ikke støtter Taiwans uafhængighed. På den anden side vil USA hindre, at Kina med magt inddrager Taiwan i Kina. USA erkender dermed, at det har en tvetydig Taiwan-politik som i hele efterkrigsperioden.

Mødet minder fuldstændig om et møde, som Xi havde som vicepræsident i september 2012 med den daværende amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, og hvor Xi bad USA om at holde fingrene fra den kinesisk-japanske strid om Senkaku/Diaoyu-øerne i Det østkinesiske Hav. Panetta udtrykte efter mødet en neutral amerikansk linje: USA vil ikke tage stilling til striden.

I en analyse til Udenrigs i 2013 betegnede jeg året 2012 som skelsættende for den globale magtbalance, netop med henvisning til episoden, hvor USA erklærede sig neutral i den kinesisk-japanske konflikt. USA kunne ikke længere sætte dagsordenen, trods præsident Barack Obamas Asien-kurs, når Kinas kerne-interesser er på spil.

Det er nøjagtigt, hvad der blev demonstreret på det virtuelle topmøde. Biden forsøgte at lave aftaler om ”autoværn”, der skal hindre sammenstød, men Xi er urørlig over for kerne-interesser. Xi har demonstreret Kinas voksende udenrigspolitiske magt de seneste år, men synes nu at bruge megen tid på indre forhold, f.eks. at hindre en boligboble, at begrænse teknologiselskabers magt og at sikre en stærkere velfærdsfordeling – og ikke mindst at sikre sin egen magt.

Men det skinner igennem, at Kina vil behandles som en ligestillet, ellers slår Kina fra sig som det er set ved flere episoder de seneste år, også ved et barskere ”ulve-diplomati”.

Det rejser endnu engang spørgsmålet: Bliver der konfrontation mellem de to supermagter, eller vil de søge et samspil – en co-evolution, som Henry Kissinger i årevis har talt for? Biden bruger udtrykket konkurrence. Det virke tilforladeligt, men det  dækker dog over konfrontation, da han vil bremse Kinas økonomiske og teknologiske vækst. Ingen af de to partier i USA vil acceptere, at Kina overhaler USA.

Den udvikling ender let i en ny kold krig, og den kan blive særlig synlig politisk og økonomisk. Den aktuelle affære med den kinesiske tennisstjerne, Peng Shuai, kan måske føre til omfattende boykot af Vinter-OL i Kina i februar og til politiske boykotbestræbelser generelt, og en aktuel rapport til den amerikanske kongres lægger op til, at USA skal forsøge at tvinge finanssektoren væk fra Kina. NATO vil udvide sine aktiviteter, så de også rettes mod Kina, og Kina synes at tage skridt til at etablere en slags anti-NATO alliance i Asien.

Kina bliver utvivlsomt meget aktiv og kreativ for at undgå den udvikling, men det uafklarede er, om Europa og Sydøstasien vil lade sig inddrage i en ny to-deling af verden. De to grupper i hver sin ende af det eurasiske kontinent er de eneste, der kan hindre det.