Klima151121

Erhvervslivet og folkepres

vil afgøre klima-udviklingen

COP26 blev historisk, men det fører ikke i sig selv til, at klima-målet 1,5 opnås. Derimod er der kommet en helt ny dynamik i erhvervslivet og blandt investorer for at satse på en grøn transformation, og de unges pres bliver afgørende

15.11.2021

Hugo Gaarden

Klima-topmødet i Glasgow, COP26, blev historisk, fordi kul og fossilt brændstof for første gang blev nævnt i en topmødeerklæring. Nu skal kul-tiden afsluttes. Der blev også et uventet samarbejde mellem de to største CO2-udledere, USA og Kina, og endelig blev finansieringen og dermed investorers rolle langt mere involveret i klima-politikken end hidtil.

Dog kom der ikke afgørende skridt for at nå målet om at begrænse en globale opvarmning til 1,5 grader. Meget tyder på, at opvarmningen bliver på mindst 1,8 grader, måske endog 2,4 grader ved udgangen på dette århundrede, og det vil uvægerligt føre til langt værre katastrofer, end vi hidtil har oplevet.

Men der kom alligevel nye signaler, som kan få afgørende betydning – måske meget mere end topmødets beslutninger: Nemlig erhvervslivets engagement, og den unge generations voksende rolle ved at sætte dagsordenen – selv på gaderne med Greta Thunberg i spidsen.

De rige lande, dvs. Vesten, har ikke hidtil levet op til deres løfter om at betale 100 milliarder dollar om året til de fattige lande for at lave klimaforbedringer. Selv om der kom nye løfter, så batter det lidt over for klima-forværringen. Det er langt større investeringer, der skal til for at klare den fundamentale omstilling til en grøn økonomi, og omstillingen vil ændre alt i de nuværende samfund.

Det illustreres af et initiativ fra en ny organisation, Glasgow Financial Alliance for Net Zero, GFANZ, som den tidligere britiske centralbankchef, Mark Carney, står bag. 450 banker, forsikringsselskaber og formueforvaltere fra 45 lande bakker op bag GFANZ, og de erklærer, at de kan levere gigantiske 100.000 milliarder dollar (100 trillioner) til grønne investeringer. Det er 1000 gange så meget, som de rige lande vil sende sydover hvert år. Eksperter siger, der er behov for grønne investeringer på 4 trillioner hvert år i årene omkring 2030.

I erhvervslivet og blandt investorerne er der en egeninteresser i en grøn transformation i et lyntempo. Spørgsmålet er, om investeringerne kan give et godt afkast. Men de globale pensionskasser investerer heftigt i grønne selskaber og fonde, og den unge generation kræver i stigende grad, at deres pensionsopsparing skal placeres i grønne projekter. En række analyser fra USA viser, at grønne investeringer giver et lige så godt afkast som ikke-grønne.

El fra vindkraft og solceller er blevet billigere end el fra kulkraftværker, og digitaliseringen vil forcere den udvikling, fordi det bliver lettere at knytte producenter og forbrugere sammen og finde mere effektive energiløsninger.

Det har også fået nogle virksomheder til at acceptere endnu højere carbon-priser på udledning af CO2 for at tvinge virksomhederne til en omstilling. Det gælder VW-koncernen og genforsikringsselskabet Münchener Re. Flere bilfabrikker går ind for lovkrav om at standse salg af benzin- og dieselbiler efter 2035, andre er dog pt. imod, fordi de ikke tror, at verden, og især u-landene, er klar til el-biler de næste 20 år.

Men det fundamentale er, at erhvervslivet nu satser på den grønne omstilling og anmoder regeringerne om at stimulere omstillingen, f.eks. ved at fjerne en række reguleringer, ligesom der er voksende krav om nye standarder for udledninger for at sikre gennemskuelighed. Omvendt stiller investorer krav om miljøregnskaber, så de kan se, om grønne investeringer nu også er grønne og ikke et pr-nummer. Grønne investeringer er blevet en del af virksomhedernes hverdag.

Men der er også mange udfordringer, som de stigende energipriser i denne tid. Grønne teknologier kræver nye råstoffer og materialer, og knaphed på dem kan tvinge priserne i vejret og dermed inflationen og renten. Vedvarende energi kan i mange år slet ikke dække behovet, og det fører også til en voksende interesse for atomkraft og andre energikilder, der kan sikre stabilitet i energileverancerne.

Den enorme europæiske corona-pakke og ECB’s beslutning om at udstede grønne obligationer viser en større politisk vilje til at satse på den grønne omstilling, evt. også ved at bryde Maastricht-traktatens barske gældsregler. Den nye tyske regering vil indikere, om der er politisk vilje til for alvor at investere sig ud af klima-krisen, også ved at øge statens gæld.

Den nye regering bliver et interessant eksperiment for alle regeringer. De Grønne vil lave en grøn omstilling. Det liberale parti (FDP) vil satse på teknologi og privat kapital i omstillingen. Socialdemokraterne (SPD) vil sikre, at der bliver en social balance, så lønmodtagere i den gamle industri ikke bliver hægtet af. Vil dette mix danne skole?

De sociale krav kan blive enorme, og det blev demonstreret i Glasgow og førte COP26 tæt på et sammenbrud, da Indien ikke ville skrive under på, at kulproduktionen skal ”fases ud” – kun ”fases ned”. Indien og Kina vil ikke sætte en slutdato for kulproduktion, når USA, Tyskland og England endnu har deres kulproduktionen. Indien med verdens næststørste befolkning siger, at kul er nødvendig for at reducere fattigdommen og sikre en lige så god økonomisk fremgang, som de rige lande har haft.

Men selv om COP26 ikke levede op til manges forventninger, så var det samtlige nationer, herunder Kina og USA, der kunne enes om en bredere indsats end hidtil. Der er kommet flere aktører, som vil have en grøn omstilling. Det mest afgørende er erhvervslivets egeninteresse og øget pres fra de unge og investorerne.