Kr-kriser100121

Vestens nederlag,

folkets chance

Coronakrisen og Trump-regimet har blotlagt Vestens nederlag over for det autoritære og demokratiske Østen, men Europa (og USA) kan brugen nederlaget til at rette op på flere årtiers fejltagelser ved én gang for alle at sikre, at de samfundsskabte værdier fordeles fair, og at befolkningen kan stille alle magthavere til ansvar

13.01.2021

Hugo Gaarden

Da covid-19-vaccinerne blev godkendt, lød der et lettelsens suk i Europa og USA, men lettelsen forduftede i lyset af en ekstrem langsom udrulning af vaccinerne. Vi håndterer stadig corona-krisen skandaløst i sammenligning med de autoritære og demokratiske lande i Østasien.

  Det bølleagtige oprør i Washington skabte frygt for det amerikanske demokrati, men det burde ikke have overrasket, når vi ser på Donald Trumps vedvarende ringeagtigt for de demokratiske institutioner og retsvæsenet.

  Vi er vidne til en selv-ødelæggelse af de vestlige samfund, fordi de ansvarlige og store dele af befolkningen ikke har villet løse fundamentale problemer. Det har skabt begrebet de afhængte – dem, der har mistet deres job, som må nøjes med en lav løn, som ikke kan blive boende i midten af storbyerne, som frygter indvandrere og ”fremmede”, og som frygter magtesløsheden over for klimaforandringer.

  For godt ti år siden havde vi finanskrisen, som skabte enorme indtjeninger for den berømte ene procent i toppen (eller ti pct.), mens den brede befolkningen måtte tage tabet. Nu tjener toppen og især internetselskaberne styrtende på coronakrisen, mens de dårligst lønnede betaler prisen. I USA er udviklingen forværret af demagogen Trump, der har forført netop de mennesker, der har været hårdest ramte af de seneste årtiers skævvridning af økonomien.

  Men det hele kan opsummeres i, at vi kommer til at halte efter Asien. Det er slående, hvor lidt politikere og medier har villet lære af Østasiens håndtering af corona-krisen. I begyndelsen var der decideret modvilje mod at bruge de barske metoder, som Kina brugte for at slå coronaen ned.

  Vi skulle 8-9 måneder frem, før vi i Europa blev tvunget til at begrænse bevægelsesfriheden næsten lige så meget, mens store dele af samfundet blev lukket ned. Demokratiske lande i Østasien fulgte i høj grad Kinas eksempel og uden at lukke samfundene og økonomien ned.

  Taiwan har haft syv dødsfald. I Danmark er vi oppe på godt 1500 døde. I hele Europa nærmer vi os 500.000 døde, mens 375.000 er døde i USA. Det er tabstal som i en storkrig. Storbritannien har haft en stigning i dødsfaldene, der svarer til stigningen under de to verdenskrige. I Kina samt de demokratiske lande i Østasien, herunder New Zealand og Australien, er ca. 11.000 døde. Så mange dør dagligt i Europa og USA i denne tid.

  Den uprofessionelle håndtering af coronakrisen ses f. eks. i Tyskland, hvor jeg bor, og i Danmark, når der ikke er nogen effektiv opsporing af muligt smittede eller karantæneramte, og når regler for afstand ikke er logiske. I Danmark kan én togvogn være fyldt med passagerer, mens den efterfølgende er gabende tom. Overalt i Europa er der enorme forsinkelser i vaccinationerne. Det er humant, at de mest sårbare vaccineres først, men burde man ikke begynder med de potentielle superspredere? Det gør Indonesien!

  Det er i hverdagen, man ser, om regler følges, om de er fornuftige, og om de har en virkning. Det er i hverdagen, at borgerne tager stilling til, om de kan stole på politikerne.

  Først i de seneste dage er amerikanerne virkelig blevet optaget af ansvaret. Hvem har ansvaret for angrebet på Capitol Hill? Trump? Hans tilhængere i Kongressen? Følgagtige medier gennem fire år? Vælgerne, der lod sig forblænde?

  Da jeg for mange år siden skrev en bog om Hafnia-krisen og andre økonomiske og politiske skandaler, gav jeg den titlen ”Ansvaret der blev væk”, og det var netop, hvad kriserne handlede om. F.eks. blev bestyrelser ikke straks stillet til ansvar, og politikerne foretrak at lave kommissionsundersøgelser fremfor øjeblikkeligt at stille ministre til ansvar. På den både forplumres beslutningsprocessen, og de ansvarlige går som regel fri. Forholdene forbedres ikke.

  Vi har i dag en parallel i mink-sagen og Støjberg-sagen. Hér har medierne dog har gjort et godt job ved at afsløre udviklingen i begge sager. Men der hænger stadig et spørgsmål i luften: Hvis en minister går eller fyres, hvorfor skal chefen, dvs. statsministeren, ikke også gå, når der er tale om en regeringsbeslutning? Støjberg-sagen handler dybest set om, hvorvidt en minister kan handle i strid med loven  - ikke ved at give en klokkeklar ordre om at bryde loven, men ved behændigt at smyge sig uden om paragrafferne. Højesteretsdommen i tamil-sagen gjorde det ellers klart, at det ikke er afgørende, om en minister giver en lovstridig ordre. Det afgørende er, om en minister – uudtalt – giver embedsmændene besked på at gøre noget, der fører til et lovbrud. Det kommer altså an på hensigten. En minister skal så at sige kunne dømmes på indicier, selv om vedkommende benægter sin skyld.

  De danske sager kan ikke sammenlignes med Trump, men der er principper, der er enslydende. Trump sagde ikke direkte, at bøllerne skulle bryde ind i Capitol Hill for at standse den formelle proces, som skulle godkende valget af ham. Men i utvetydige vendinger stimulerede han sine tilhængere til at gøre det. Han vidste selvfølgelig, at han ikke kunne lave et kup, men hans mål var som altid at pleje sin vælgerbase, der skal sikre ham et levebrød de næste år, og som måske kan sikre ham genvalg om fire år.

  Men kan et demokrati fungere, hvis demagoger og løgnhalse får frit spil? Det er det spørgsmål, de amerikanske politikere og medier i denne tid diskuterer. Trump skal straffes for det, han har gjort, og han skal hindres i at stille op igen. Men hans tilhængere i Kongressen skal også tvinges til at tage stilling til, om Trumps optræden er acceptabel. Man skal ved en afstemning se, om de finder angrebet på Kongressen i orden. Ingen skal uplettet gå fri.

  Ikke mindst i Tyskland har Trumps fremprovokering af oprøret skabt ængstelse, fordi Tyskland blev ødelagt af demagogen Hitler, som fik magten på demokratisk vis i 30’erne, støttet af en begejstret folkemængde. Tyskerne lod sig forføre. Det må ikke gentages. Derfor skred den tyske regering og Forbundsdagen allerede i 2018 ind mod løgnehistorier og vildledninger på de sociale medier med forbud mod hate speech. Den slags kunne køre uhindret videre i USA. Det er slående, at kansler Angela Merkel skarpt kritiserer, at Twitter har forbudt Trump at bruge Twitter. Demokratiet skal ikke forsvares ved at begrænse ytringsfriheden, men ved nøje at fjerne f.eks. incitamenter til vold og oprør og løgnekampagner. Demokrater skal tage besværet med at forsvare demokratiet.

  I netop denne tid er det nødvendigt, at Europa og USA meget nøje analyserer de økonomiske og politiske kriser og skævvridninger de seneste årtier, fordi de har svækket vores samfund. Det er i særdeleshed blevet afgørende nu, hvor Kina og Asien har givet os en konkurrence og geopolitisk modvægt som aldrig tidligere. Mens USA og Europa var ramt af finanskrisen, holdt Kina hånden under verdensøkonomien med et gigantisk stimuli-program. Under coronakrisen er noget tilsvarende sket. Vi har recession. Kina stormer fremad og overhaler USA i 2028 som verdens stærkeste økonomi.

  På grund af Trumps økonomiske krigsførelse for at bremse Kinas udvikling, satser Kina på at gøre sig uafhængig af omverdenen på en række strategiske områder, især i højteknologien, men også på det økonomiske og finansielle område. Vi er godt på vej til at få en teknologisk og finansiel to-deling af verden.

  Er det i europæernes og danskernes interesse? Kina udgør ikke en militær trussel som Sovjetunionen, selv om højteknologien også kan bruges militært. Men kineserne overhaler os, fordi de er flere og dygtigere end os. Selvfølgelig har de også stjålet teknologisk viden, som vestlige virksomheder stjæler fra hinanden, og de har et andet system, der bryder med vores syn på demokrati og menneskerettigheder, selv om vi må spørge, hvor perfekt vores system er. I Spanien sidder flere politikere fængslet, fordi de ville løsrive Katalonien, uden at det fører ikke til protester fra resten af Europa.

  Det autoritære kinesiske samfund formår at udvikle økonomien og skabe en bredt funderet velstand langt hurtigere end de vestlige demokratier. Det skyldes en helt anden kombination af det fælles og det individuelle – mellem socialismen og kapitalismen – statsmagten og friheden – end vi er vant til.

  Vil vi hindre dét, kan vi kun gøre det med en kold eller varm krig. Eller kan vi? Tør vi tage chancen? Joe Biden vil formentlig gå et stykke i Trumps retning for at lave en modvægt til Kina, men han vil næppe tage skridt til en ny kold krig.

  Vi kan ikke klare en økonomisk og teknologisk kamp med Kina. Det amerikanske erhvervsliv vil ikke være med. Det samme gælder finanssektoren. Tyskland vil ikke være med i en konfrontation, da det vil give bagslag. Merkel (som EU-formand) og EU-kommissionen indgik for nylig en investeringsaftale med Kina. Det var ikke for at føje Kina, men det skete bevidst uden ”godkendelse” fra USA for at demonstrere den nye og mere selvstændige kurs, EU har indtaget. Tyskland og EU véd, at Asien er fremtidens vækstcenter.

  Vil vi være med på vognen, må vi have et samspil med Kina og Asien. Vi har en interesse i, at fremtidens normer for teknologisk og økonomisk samvær udformes mellem de vigtigste aktører, hvor Europa kan spille en formidlende og udøvende rolle.

  I det spil er det afgørende, at vi skaber mere dynamik med en mere vedholdende og konstant udvikling i vores egne samfund. Kernen må være at fjerne de skævvridninger, der er sket de seneste årtier, og som betyder, at de fleste borgere ikke har fået økonomisk fremgang. Mange føler sig ganske enkelt hægtet af – politisk, socialt og økonomisk.

  Løsningen ligger ikke i at lave revolution eller at skabe et socialistisk samfund med mere statsstyring, men derimod ved at skabe en bedre fordeling af de skabte værdier, så det gavner alle befolknings- og indtægtsgrupper – altså fairness.

  En nylig rapport fra Deloitte viser, at i de seneste 30 år er værdien af de 10 pct. rigeste amerikanere steget fra 61 pct. til 70 pct. af den samlede værdi. Værdien af den ene procent helt i toppen er steget fra 17 til 26 pct. Den brede middelklasse, som altid har været fremhævet som kernen i det amerikanske samfund, har stået i stampe i 30 år. Alle analyser af uligheden viser samme tendens, omend uligheden er mindre i Europa, især i Skandinavien.

  Uligheden er ikke en naturlov. Den skyldes politiske beslutninger, nemlig om skattepolitik og (manglende) reguleringer, der har gjort det muligt for de få at score hele gevinsten ved alles værdiskabelse. Internettet har skabt grundlaget for de største værdistigninger de seneste år, selv om internettet oprindelig blev udviklet af den amerikanske stat. Finansfolk har skabt enorme formuer på grund af en kapital, de ikke selv har skabt, men som de forvalter for andre, herunder pensionskapitalen.

  I de seneste år er finansmarkedet blevet løsrevet fra økonomien. Det ses ved, at aktiemarkedet er drønet opad under coronakrisen, mens økonomien har været i recession, og mens vi har gældsat os ekstremt de seneste ti år. Det ses ved, at el bil-producenten Tesla har en børsværdi, der er større end de ni største bilproducenter, selv om Tesla er en underskudsforretning, fordi aktionærerne tror på en fremtidig gevinst. Det hele lugter langt væk af en kunstig opskruning af værdier, ligesom da Trump fik magten ved at puste sig op som en succesrig forretningsmand, mens hans imperium i virkeligheden var en underskudsforretning.

  Der er noget grundlæggende usundt i den økonomiske model, der har udviklet sig siden 80’erne, og det illustreres under coronakrisen, hvor mennesker med de laveste indkomster er vitale i kampen mod virussen – fra kassedamer til chauffører og sundhedspersonale. Men de får ingen som helst økonomisk honorering. Er det klogt?

  I 1700-tallet var Danmark kørt økonomisk i sænk, men med landboreformerne blev der skabt en betydelig dynamik. Godsejerne blev tvunget til at afstå store jordarealer til frigjorte bønder. Dynamikken varede til langt ind i 1800-tallet og bidrog til andelsbevægelsen, en stærk social udvikling og en politisk frigørelse. Ikke én af godsejerne blev halshugget, og de kunne beholde godserne og store arealer.

  Vi lever i en global verden med en nødvendig udveksling af mennesker, varer og ideer. Vesten kan ikke bestemme, hvordan resten af verden skal være, selv om vi er vant til det. Skal vi have et bedre samfund hos os selv, må alle involveres og have en fair andel af værdierne. Det vil med sikkerhed reducere formuerne hos folk i toppen, men det vil skabe fremgang for alle i samfundet, og det vil utvivlsomt reducere tilskyndelsen til at følge efter demagoger og populister.

  Det vil uvægerligt også føre til større folkelig indflydelse – lige fra medbestemmelse over pensionsformuens forvaltning til mere direkte politisk indflydelse, måske primært ved at stille politikere til ansvar. Magten vil holde flyttedag til folket – uden at der kan sættes traditionelle ideologiske plakater på udviklingen.

  Der er kun ét spørgsmål: Vil demokratiske politikere og befolkningen tage fat på en sådan proces? Vil Joe Biden forsøge at lave en gennemgribende økonomisk reform á la New Deal i 30’erne? Tyskland har taget et skridt i den retning ved et revolutionerende forslag om, at OECD-landene i fællesskab skal beskatte de globale virksomheder, så de ikke kan udnytte skattely.