Verdensorden-151220

At samle verden - ikke at dele den

Ved indgangen til det nye år står Europa over for sin hidtil største udfordring: At samle verden og eller at opdele den á la en ny kold krig. Skal en ny verdensorden bygge på Trumps bestræbelser eller på  læren af Europas tragedier og EU’s oprettelse?

15.12.2020

Hugo Gaarden

I de seneste måneder har den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, været på salgsturné i Europa, Mellemøsten og Asien for at ”sælge” en anti-kinesisk alliance, som rummer kimen til en ny kold krig. Men han har fået et ringe udbytte.

Europa har ikke givet et rungende ja til Pompeo, der går præsident Donald Trumps ærinde, for europæerne har fået nok af kold krig og deling. De sydøst- og østasiatiske lande vil ikke vælge mellem USA og Kina. I Mellemøsten har Pompeo til gengæld haft succes med at samle en række arabiske stater i en alliance for Israel og imod Iran.

At skabe konfrontation i stedet for at søge samspil mellem parterne går stik imod en tidligere udenrigspolitisk sværvægter, Henry Kissinger, der var optaget af at skabe balance mellem stridende parter – og det bundede i hans studier af Europas udvikling. Henry Kissinger har i de seneste år talt for sam-eksistens med Kina og har advaret mod en konfrontation, fordi den kan ende i en global katastrofe.

Han var tilhænger af detenten, dvs. afspænding, og det blev praktiseret i en kombination af både den knyttede næve og åbne hånd, ikke bare over for Sovjetunionen. Det var en reaktion på den deling, som Sovjetunionen stod bag, og som ikke var skabt af de vestlige lande. Det var en politik, som europæerne til fulde stod bag, ikke mindst Tyskland. En politik, som Trump i uvidenhed og i en egen-interesse har forsøgt at smide overbord.

Jøden Kissinger var dybt præget af Hitlers jødeforfølgelser og blev påvirket af realpolitikens fader, Hans Morgenthau, der netop var optaget af, hvordan et samfund kan undgå den folkeforførelse, som Hitler var en mester i. Han fik magten ved et demokratisk valg, men tog bagefter den totale magt, støttet af en begejstret stemning. Det er påfaldende paralleller til både Trump og Boris Johnson, fordi begge med løgne og forførelser fik magten, og fordi Trump med sin afvisning af valgresultater og Højesteret viser autoritære tendenser, bakket op af næsten halvdelen af de amerikanske vælgere.

Det er en kolossal udfordring for demokratierne. Hvordan kan vi demonstrere for resten af verden, at demokratier er bedre end diktaturer? Det kan europæerne bedre end alle andre, men det kræver, at europæerne skelner mellem reelle trusler og potentielle eller indbildte trusler.

Trump har betegnet Kina som en strategisk trussel, der skal bekæmpes.

Det vægrer europæerne sig ved. EU-landene betegner Kina som en ”systemisk rival” og en ”økonomisk konkurrent,” og det er en kendsgerning, når man ser, hvor stærk Kina og en række high-tech selskaber er blevet. Men det er dog uklart, hvor konkret Europas politik over for Kina er. Vil Europa deltage i et geopolitisk opgør med Kina og bremse dets vækst og spænde ben for dets selskaber, eller vil Europa betragte Kina som en partner på lige fod med alle andre trods andre regeringssystemer end de vestlige demokratier?

Selvfølgelig kan der være konkrete konflikter, f.eks. omkring Huawei, som der er med amerikanske internetselskaber. Det hører til dagens orden, som handelsstridigheder er det. Det er f.eks. dét, der er kernen i Brexit-forhandlingerne mellem venner. Der er også statsligt engagement i virksomheder i Europa og USA. USA tiltager sig retten til at bruge sanktioner mod virksomheder for at få sin politik igennem eller for at gavne egne virksomheder. Det har ført til en meget stærk tysk modvilje mod en USA’s sanktionspolitik. Det er én af grundene til, at Tyskland vil have en større europæisk selvstændighed. Den holdning breder sig i Europa.

Men det er problematisk at betragte Kina som en trussel, bare fordi der er en fundamental anden samfundsmodel, ikke mindst fordi fremtidens økonomisk tyngde vil ligge i Kina og Asien. I corona-året strømmer vestlig kapital til Kina, og Hongkong har i år haft flere børsintroduktioner end New York. Klima-truslen kan ikke løses uden Kina, og der børe være globale spilleregler for digitaliseringen og højteknologien.

Europa har udviklet en unik samarbejdsmodel, der bør have interesse for hele kloden. Derfor virker det forældet at tale om, at Europa må vælge side, dvs. mellem Kina eller USA. Er det et reelt eller fiktivt valg? Europa har interesser til hver side, og det er formentlig de flste europæere, der ønsker en multilateral verden. Det er ikke længere våben på slagmarken, der tæller, men økonomi, teknologi og diplomati. På det felt kan Europa lige så godt som USA være en udfarende, global mægler og aktør.

Men mangler vi mod, viden og tro på egne evner i Europa? Den første Verdenskrig brød ud, fordi landene ikke havde gennemtænkt alle konsekvenser af en krig, inden de sendte soldater i slagmarken, som den britiske historiker Christopher Clark har udtrykt det. De gik ikke som søvngængere i krig.

Her er der en parallel til coronakrisen. Den har udviklet sig til en politisk og økonomisk katastrofe i Europa og USA, fordi landene ikke har villet håndtere krisen lige så effektivt som Kina og det demokratiske Østasien. De vestlige politikere har uden undtagelse håndteret krisen inkompetent og i frygt for vælgerne. Nu råber f.eks. 75 pct. af tyskerne på meget barske nedlukninger og indgreb. Over 300.000 er døde i USA og endnu flere er i Europa. I Kina og Østasien, herunder Australien, er under 10.000 døde.

En britisk forfatter og højtstående officer i Mellemøsten i flere årtier i midten af forrige århundrede, Sir John Bagot Glubb, har analyseret de store imperiers stigning og fald siden assyrerne og konstaterer, at de varede ca. 250 år i snit, og at deres fald havde næsten enslydende træk, der kan sammenfattes i ord som overflod, dekadence og mangel på vilje til at skabe store resultater.

Er det, hvad vi ser med Vestens selvdestruktive håndtering af coronakrisen, mens Østasien er i fuld fart fremad? Eller ser vi en vis genrejsning som i Europa med EU-fonden? Kan Joe Bidens valgsejr være udtryk for, at de ikke-hvide og de yngre vælgere ryster det gamle af sig?

Europa har i historien hærget overalt på kloden. Kloden er altså velkendt. I dag har Europa har en enestående chance for at blive en helt anden global aktør, fordi Europa har erfaring med et intenst samarbejde, også med nærliggende fjendelande. Derfor virker det selvopgivende, hvis europæerne kaster sig ind i koldkrigens konfrontationstænkning med en ny to-deling af verden.

Men det kræver et helt nyt tankesæt. At udvikle dét og at turde bruge det i en verden, hvor magten flytter fra vest til øst, er Europas største udfordring.