Iran-301120

Attentat på Bidens og

Europas diplomati

 

Det nylige attentat på Irans kernevåbenchef var utvivlsomt udført af Israel med Trumps fulde opbakning for at spænde ben for Bidens og Europas genoptagelse af atomaftalen med Iran. Det skærper konflikten i den to-delte region og kan ende i en ny Mellemøsten-krig

 

30.11.2020

 

Hugo Gaarden

 

Attentatet mod Irans kernevåbenchef, Mohsen Fakhrizadeh, var ikke bare dristigt og ekstremt professionelt. Det havde et klart mål: At hindre en ny diplomatisk aftale om Irans atomprogram og at hindre, at sanktionerne mod Iran ophæves. Iran skal ikke have en chance for at blive økonomisk optaget i det internationale selskab, medmindre det definitivt opgiver at blive en atommagt.

 

Det attentat, som alle iagttagere mener er udført af israelske Mossad-agenter, tager måske også sigte på at provokere Iran til en gengældelse, der kan føre til en ny Mellemøsten-krig. En iransk reaktion kan dog blive helt anderledes end ventet, for Iran har de seneste år vist en overraskende strategisk og militærteknologisk styrke.

 

Kilder i Iran siger til vestlige aviser, at mindst 12 personer var involveret i angrebet, der omfattede en bilbombeeksplosion og skyderi med automatiske våben. Det var det andet attentat i Iran i år – efter at USA med en drone dræbte den vigtigste militærchef, Qassim Suleimani, i januar.

 

Israel har for en halv snes år siden foretaget flere attentater på iranske atomspecialister, og Israel og USA har foretaget cyberangreb på Irans atomanlæg, ligesom Israel har erobret omfattende dokumenter om det iranske atomprogram, som Iran hævder er civilt, men som udenlandske efterterretningsvæsener siger tager sigte på at lave atombomber og raketter.

 

Når attentatet sker nu er det bl.a. en reaktion på, at Donald Trump tabte det amerikanske valg. Han forsøgte for nylig at lave et militært angreb på Iran, men hans militære chefer og udenrigsminister Mike Pompeo sagde nej. Trumps hensigt var at spænde ben for Joe Bidens erklærede bestræbelser på at genoplive den atomaftale fra 2015, som Biden var med til at udforme under Obama – sammen med en række europæiske lande. Men nu virkeliggør Israel Trumps hensigt, og attentatet er utvivlsomt aftalt mellem Israel og USA under Mike Pompeos nylige besøg i Mellemøsten, herunder Israel.

 

Tidspunktet skal også ses i lyset af normaliseringsaftaler mellem Israel og et par Golf-stater, ligesom Israel har ført hemmelige forhandlinger med Saudi-Arabien for at få en tilsvarende aftale. Der er ved at blive indgået en usædvanlig alliance mellem Israel og Irans fjender i regionen.

 

Det er højst uvist, hvordan Iran vil reagere. En hård kerne i revolutionsgarden ønsker ifølge flere kilder at lave et militært modangreb, mens en moderat gruppe omkring præsident Hassan Rouhani vil se tiden af. Rouhani ønsker at genoptage forhandlingerne for at få ophævet de dræbende sanktioner, Trump har indført.

 

Et iransk modangreb kan ikke udelukkes, da det er ydmygende, at Israel har infiltreret det iranske sikkerhedssystem så gennemgribende, at det kan dræbe den ene topleder efter den anden og svække atomprogrammet, og at Israel er på nippet til at standse en diplomatisk proces.

 

Iagttagere påpeger dog, at de moderate kræfter i Iran måske slet ikke betragter atomvåben som løsning, for deres eventuelle brug vil være selvmord. Iran har udviklet en strategisk og militærteknologisk kapacitet, som giver Iran en betydelig styrke over for Israel og de arabiske naboer. Det er langt vigtigere. Iran har gennem flere år udviklet et net med allierede i Irak, Syrien, Yemen, Libanon og Gaza. Iran har samtidig udviklet præcisionsraketter, så det i tilfælde af en krig kan affyre avancerede våben fra sine allierede mod Israel.

 

Iran demonstrerede sin teknologiske overlegenhed under et angreb på Saudi-Arabiens største oliefelter og olieanlæg, Abqaig, for godt et år siden. Med droner og krydsermisseler, som undgik varslingsanlæggene, blev en betydelig del af olieproduktionen standset. Iran har dermed vist vilje og evne til at slå til mod samtlige fjender i den arabiske verden og er i stand til at blokere al olieeksport fra Golf-regionen.

 

Desuden indgik Iran i juni en forsvarsaftale med Kina. Ingen véd, om den omfatter en kinesisk opbakning i tilfælde af krig, ligesom USA bakker op bag Israel. Det er den største uvished og risikofaktor i Mellemøsten.

 

Men det er ligeså afgørende for Iran at komme ind i det internationale økonomiske kredsløb, og her vil Europa spille en vigtig rolle. Europa har forsøgt at udvikle et internationalt betalingssystem, så europæiske virksomheder ikke kan rammes af amerikanske sanktioner, men forsøget har ikke været effektivt. Det behov er måske ikke så stort under Biden, men der kommer en tid efter Biden, og hvis Europa vil optræde mere selvstændigt, kan Europa let komme på konfrontationskurs med USA, Israel og Israels nye allierede.

 

Forhandlinger om en ny atomaftale vil uvægerligt også omfatte Irans engagement i Mellemøsten, dét som Israel og USA kalder støtte til terrorisme. Skal der være begrænsninger på Irans aktiviteter, og hvordan? Hvordan skal det ses i forhold til Israels og USAs attentater og aktioner i Iran? Iranerne vil slå sig på låret af grin, hvis Biden og europæerne vil tale om iransk terrorisme.

 

Mellemøsten er blevet langt mere kompliceret end tidligere, og derfor bliver det ”meget, meget vanskeligt” at forhandle om en aftale omkring Iran, som New York Times skriver. Det er måske slet ikke atomvåben, der er afgørende for Iran, for Iran er dybest set udsat for noget, der er hårdere end en militær trussel, nemlig økonomisk krigsførelse. Det sker, mens Mellemøsten bliver stadig mere opdelt i to blokke, som ikke kun er religiøst betingede.

 

Det er en Herkules-opgave, Biden og Europa står over for. Det har ét attentat illustreret. Det var også kun et enkelt skud, der indledte Den første Verdenskrig.