Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

USA-171120

Magten flytter gradvist fra USA

 

Med valgsejren reddede Joe Biden demokratiet, men USA får næppe den hidtidige stærke, globale rolle. Magten glider østpå og vestpå. En stribe østasiatiske lande har netop lavet verdens største frihandelszone, og europæerne taler mere og mere om øget selvstændighed, mens EU får mere muskelkraft

 

17.11.2020

 

Hugo Gaarden

 

Der gik et lettelsens suk gennem verden, da Joe Biden skridt for skridt fik magten efter den amerikanske valggyser. Men det kommer ikke til at gå så let for Biden, som han selv har givet udtryk for i en artikel: At USA atter må lede verden. Flere amerikanske eksperter har i de seneste måneder beskæftiget sig med det samme tema – med den samme målsætning.

  Det kommer næppe til at ske. Kun godt en uge efter valget meddelte en stribe asiatiske lande, at de etablerer verdens største frihandelsområde, der omfatter 15 lande fra Kina til Japan, Australien og Asean-landene. Samtidig taler europæerne mere og mere om selvstændighed.

  Handelsaftalen i Østasien erstatter den TPP-aftale, som omfattede USA, men ikke Kina, og som Donald Trump skrottede. Kina udnyttede tomrummet ved i lynende tempo at få strikket en ny aftale, RCEP, sammen. Den omfatter 30 pct. af verdens mennesker. Det er en økonomisk blok, der er større end USA og Europa, og det er første skridt til noget, der ligner det indre marked i EU, om end det er et langsigtet perspektiv. Den er også en forløber for en frihandelsaftale mellem Kina, Japan og Sydkorea -  verdens industrielle og teknologiske powerhouse. Dermed får Asien en betydelig indflydelse på fremtidens standarder inden for erhverv og teknologi.

  Aftalen er indgået netop, mens Trump har forsøgt at lave en anti-kinesisk alliance, og hvor Kina har strammet grebet om Hongkong, så bystaten reelt er kommet under politisk kontrol fra Beijing.

  At de østasiatiske lande, herunder Japan og Australien, har godkendt aftalen i denne situation og lige efter valget er et signal om, at de accepterer Kinas voksende rolle i det økonomiske samarbejde i Asien, og at de ikke vil vælge side mellem Kina og USA.

  På den anden side af USA hilses valget af traditionalisten Biden velkommen, fordi det kan genskabe multilateralismen, som den tyske finansminister Olaf Scholz udtrykker det. Men tyske politikere tror ikke, at det traditionelle transatlantiske partnerskab genskabes fuldt ud. Der er ét ord, som går igen og igen: Selvstændighed.

  Det er slående, at europæiske ledere så vedholdende taler om at få en større europæisk selvstændighed. Er det ikke, hvad europæerne tror, de har? EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger i et interview med Die Zeit, at EU-landene er blevet mere uafhængig af USA, og den udvikling vil hun ikke give afkald på. Hun undlader bevidst at sige, at USA skal overtage sin traditionelle lederrolle, som NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har udtrykt ønske om. ”Noget har ændret sig,” siger den tidligere tyske forsvarsminister.

  Formanden for EU-parlamentets udenrigsudvalg, David McAllister, siger, at ”EU må styrke sin strategiske autonomi. Vi må diskutere, hvordan vi bliver mere uafhængig.”

  EU har fået noget at have sin ambition i, f.eks. med den nye gigantiske finanspakke og skærpede skridt fra kommissionen mod de amerikanske internetselskaber.

  Som noget overraskende har det tyske socialdemokrati udarbejdet et forslag om, at EU-landene skal oprette en ny hærenhed, der skal høre under EU-kommisssionen og have en forsvarskommissær. Den skal være en 28. EU-hær, parallelt med de nationale hære. Den skal kun være på 1500 soldater i første omgang, men den skal fungere som den Battle Force, som EU-landene i dag på skift stiller til rådighed for at kunne sættes ind i urocentre rundt om i verden.

  Forslaget møder kritik, også fra tysk sige, hvor formanden for udenrigsudvalget i Bundestag, Norbert Röttgen, kalder forslaget for urealistisk og et drømmeri. Men forlaget viser, at tyskerne optrapper bestræbelserne på at få et mere integreret og effektivt forsvar i hele EU – og et mere selvstændigt forsvar i forhold til USA.

  Trumps reaktioner efter nederlaget styrker en europæisk selvstændiggørelse, for Trump viser, hvor tæt USA og dermed den vestlige alliance kom på en demokratisk selvdestruktion.

  At han ikke vil acceptere nederlaget, men betragtet sig som genvalgt har skabt fortørnelse i Europa som i alle demokratier. Det minder om et kupforsøg. Da Hvideruslands præsident, Alekandr Lukashenko, blæste på efterårets valg og blev siddende, sagde den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, at det var valgsvindel. ”Vi er imod, at Lukashenko vil indsætte sig selv,” sagde Pompeo. Nu går han ind for, at taberen Trump skal indsætte sig selv. Der vil blive en smidig overgang ”til en ny Trump-periode,” har han sagt.

  Den horrible udtalelse vil sætte sig dybe spor i USA's allierede. Vil de nogensinde have fuld tillid til USA, når 70 pct. af Trumps vælgere ifølge meningsmålinger mener, at valget er ”stjålet”? En skepsis i Europa skyldes også de personudskiftninger, Trump har lavet i forsvaret og sikkerhedssystemet de seneste dage. Torsdag i sidste uge mødtes han med en stribe rådgivere for at diskutere et angreb på Irans atominstallationer. De militære rådgivere var alle som én imod, også Mike Pompeo, da de frygtede en omfattende krig i Mellemøsten.

  Der har også været spekulationer om, at han vil søge en militær konfrontation med Kina. Det viser alt i alt, at kan skabe betydelige problemer for Joe Biden og dermed også for Europa.

  Valget af Biden vil med stor sandsynlighed skaber mere forudsigelighed, om end han vil blive bgrænset af Kongressen, hvis Republikanerne får flertallet i Senatet, og Trump vil i de kommnde år fortsat have en stærk magtbase i USA.

  Det bliver svært for USA atter at få en ”amerikansk-ledet verdensorden,” som Financial Times kommentatoren Gideon Rachman skriver. Der er ikke længere lighed mellem dét og en liberal og regelbaseret verdensorden. Princeton-professoren John Ikenberry mener, at USA må affinde sig med at have en faldende magt og søge samarbejde med de øvrige demokratier.

  Den globale magt gradvist rykker til Europa og Østasien. Verden bliver mere multilateral end nogensinde.