Corona-261020

Kampen mod Corona – et politisk nederlag

Mens en ny coronabølge er på vej med delvise lockdowns, så viser coronakrisen et politisk nederlag i Europa og USA: Smitten og den økonomiske nedtur kunne have været reduceret eller undgået, hvis Vesten greb lige så resolut ind som Kina og Fjernøstens demokratier

26.10.2020

Hugo Gaarden

Corona-krisen er en tragedie for de moderne samfund. Den er et dybt nederlag for regeringerne og befolkningerne i de fleste lande, fordi den kunne have været undgået eller stærkt reduceret. Selv efter et halvt års erfaring griber vi – både politiske ledere og befolkningen - ikke til sagens kerne, men bruger endeløse kræfter på at diskutere, hvor meget vi skal bære masker og begrænse bevægelsesfriheden, selv om løsningen er soleklar: Forebyggelse samt barsk social lockdown, hvor det er påkrævet - og ikke en generel økonomisk lockdown.

En brutal lockdown af den sociale kontakt uden at standse al økonomisk aktivitet i fire-seks uger kan standse og reducre virus-spredningen. Det viser den kinesiske og østasiatiske erfaring, fremgår det af en fremragende artikelserie i Financial Times.

Men vi tøver i Europa og USA. Det erkender den forsigtige kansler Angela Merkel: ”Vi kan ikke nøjes med dét, vi gør,” siger hun og opfordrer borgerne til at blive hjemme, når de ikke er på arbejde. Det sociale liv skal altså skæres ned til næsten nul. Det er stærke ord. Hun vil gøre nøjagtigt det samme, som kineserne gjorde i Wuhan i januar og februar, men hun har ikke magten eller viljen til det.

Håndteringen af krisen ”er en kolossal politisk fejltagelse,” siger den amerikanske epidemiolog Larry Brilliant, der var med at at udrydde skoldkopper i 70’erne. Hans kollega William Foege, der har været chef for USA’s sundhedsstyrelse CDC, siger til New York Times om det store antal døde i USA, over 220.000: ”Det er nedslagtning.”

Det skyldes, at de fleste dødsofre kunne være undgået. Hvis USA havde samme tabstal som Tyskland – i forhold til befolkningen – havde 170.000 reddet livet. Hvis USA havde samme tabstal som Taiwan – ville færre end 100 amerikanere være døde. Kina har haft 86.000 smittede og 4634 døde. Ser vi bort fra Kina har de østasiatiske lande samt New Zealand og Australien haft 212.000 virusramte og 3200 døde. Tyskland, der betragtes som et af de mest succesrige lande, har haft dobbelt så mange smittede og tre gange så mange døde, selv om Tyskland kun er halvt så stort i antal mennesker.

Successen østpå skyldes, at landene greb resolut ind fra slutningen af januar. Taiwan standsede al flyrejse fra Kina inden februar. Landene har været effektive i at opspore smitteramte og teste dem, f.eks. med apps og ved at bruge sundhedssystemets persondata. Samtidig holdt de økonomien kørende. De regler, der kan begrænse smittespredningen, er stort set de samme i hele verden. Mens de er blevet efterlevet 100 pct. i Østasien, hvor borgerne er forholdsvis autoritetstro og hygiejnebevidste, har mange europæere og amerikanere taget lempeligt på reglerne. Politikerne har i månedsvis diskuteret forskellige indgreb uden at slå til med forståelige og virksomme indgreb.

Virussen kunne måske være stoppet i Kina, for kineserne formåede at stoppe spredningen uden for Wuhan. Men det var også vanskeligt at håndtere den nye virus, og lokale og nationale myndigheder forsøgte at neddysse problemet. Den 21. januar erkendte Beijing dog offentligt, at virussen var dødelig, og to dage efter blev de 11 millioner indbyggere i Wuhan sat i karantæne. De blev tvunget til at blive i deres hjem, og arbejdspladser og offentlig trafik blev lukket. I resten af landet blev der prompte indført skrappe restriktioner.

I resten af verden skete det ikke. I Europa er det ikke offentligt kendt, hvem der vidste hvad og hvornår, og hvorfor der ikke blev grebet ind i januar, heller ikke i Danmark. En ledende sundhedsekspert fra Wuhan, Wang Wenyong, siger, at fra den 21. januar skulle hele verden have sat sig selv i alarmberedskab, men det skete kun i Taiwan, Sydkorea, Japan og andre lande i Østasien. ”Der var ingen undskyldning for ikke at gøre det,” siger han til Financial Times.

Det autoritære system er udråbt som årsagen til den globale pandemi, men trods træghed i starten, viste systemet sig særdeles effektivt. Virussen blev slået ned, og efter ti uger kunne Wuhan genåbne. Kina havde en minus-vækst på 6,8 pct. i første kvartal, men siden han har væksten været høj, og nu er Kina tæt på en normalsituation, mens Vesten er i en krise som i 30’erne.

En virolog  i Singapore, Dale Fisher, siger, at kineserne nærmest smadrede virussen med de voldsomme indgreb mod al samfundsaktivitet. Barske indgreb er nødvendige, ”men desværre skal det meste af verden smadres, før man erkender det,” siger han.

Først den 23. februar opdagede borgerne i Europa, at der var et alvorligt problem – med karantæne i Norditalien. Først i midten af marts kom det stor lockdown-ryk i Europa. Italien fik først et effektivt test-system tre måneder efter Sydkorea.

Donald Trump erkendte krisens alvor i februar, men ignorerede den af politiske grunde, og han ignorede det program, som begge forgængere havde udformet i en plan for at bekæmpe en eventuel epidemi.

Den anden bølge i Europa viser, at de europæiske politikere og befolkningen stadig ikke har lært lektien fra kineserne og demokratierne i Østasien. De fleste borgere har rettet sig efter henstillingerne, men myndighederne har set gennem fingre med ”synderne”, og regeringerne har givet svingende meldinger. Skal en virus, der ikke kender landegrænser, bekæmpes på lokalt, nationalt eller internationalt plan? Regeringerne har intet svar! Tyskerne erkender, at lukningen af skoler i marts og april var en fejltagelse, og at mange indgreb har været ulogiske. Det erkendes i dag, at indgrebene skal være differentierede, så man kan slå brutalt ned, hvor det er nødvendigt og ikke overalt, og man skal effektivt og massivt bruge apps, trackning og data.

Konsekvenserne af den manglende politiske handlekraft bliver enorme. Den offentlige støtte fra regeringer og centralbanker verden over er på 12.000 milliarder dollar. Det har skabt den største gældsbyrde siden Den anden Verdenskrig. Den må betales med flere skatter og mindre offentlig service. Krisen rammer især de laveste indkomster og middelklassen, mens toppen og nogle high-tech selskaber har haft store indtægter.

Nu kommer så voksende krav om, at det er de folkevalgte, dvs. parlamenterne, der skal træffe afgørelserne, for det er folket, der må betale prisen for regeringernes svigt. Det vil utvivlsomt føre til en grundlæggende debat om demokratierne. Hvorfor kan de ikke løse livstruende problemer lige så godt som mere autoritære samfund?