Geopolitik-110520

Starten på ny kold krig

Præsident Donald Trump lægger op til en ny kold krig med Kina – en konflikt han bevidst selv skaber. Vil europæerne affinde sig med en ny opdeling af verden – teknologisk og finansielt – mens verden råber på fælles løsninger? Vil europæerne overlade den globale dagsorden til en stadig mere autoritær præsident, der blæser på retsvæsenet og internationalt samarbejde?

11.05.2020

Hugo Gaarden

Mens Vesten har fejret afslutningen på nazistyret, har den amerikanske præsident, Donald Trump, taget skridt til en ny kold krig over for Kina. Den anden Verdenskrig blev efterfulgt af 45 års kold krig med Sovjetunionen, som var en klar trussel mod den vestlige verden. For Øst- og Vesteuropa var Den kolde Krigs afslutning en dyb lettelse, der tilmed forenede hele Europa.

Men nu ser vi igen koldkrigsspøgelset. Det manes frem af Trump, der sammenligner coronavirussen med Japans overraskelsesangreb på Pearl Harbor og terrorangrebet 9/11 i New York – med Trump som selvbestaltet krigspræsident. Det sker, mens han viser sit autoritære ansigt og tilsidesætter det amerikanske retssystem, ligesom han systematisk skrotter internationalt samarbejde og tilsidesætter internationale institutioner.

Trump vil give Kina skylden for det enorme antal døde i USA og de dræbende økonomiske konsekvenser. Han vil ikke tage ansvaret for, at han bevidst ignorerede alle advarsler fra sine eksperter i halvanden måned fra midten af januar, så USA ikke håndterede krisen så effektivt som f.eks. Taiwan, Sydkorea og Australien. En koldkrigs-retorik skal bortlede opmærksomheden fra den enorme økonomiske genopretning, USA – og Europa – står over for.

Kina skal være skurken, som Trump vil bruge for at vinde valget i efteråret. Men det er ikke kun kynisk valgtaktik, for Trump og flere rådgivere har længe villet begrænse Kinas opstigning, f.eks. med handelskrigen. Han har bred opbakning i befolkningen til en hård kurs, også hos mange Demokrater. Han forsøger at holde kinesiske high-tech selskaber ude, og han forsøger at lave en vestlig alliance mod Huawei og 5G. Han har truet med at forbyde amerikanske pensionskasser at investere i Kina, og han har indikeret, at han vil standse rentebetalingen på de statsobligationer, som Kina ejer.

Moderate rådgivere advarer mod det sidste af frygt for, at Kina i så fald laver brandudsalg, for det kan knække den amerikanske økonomi totalt med rentestigninger. USA er blevet langt mere afhængig af Kina end omvendt, og det véd de amerikanske virksomheder. De véd, en ny kold krig får alvorlige konsekvenser. Trump blæser på det, og det samme gør dele af det amerikanske establishment, hvor der er frygt for, at Kina overhaler USA økonomisk og højteknologisk - og i sidste ende militært.

Adskillige eksperter har den seneste tid brugt udtrykket ny kold krig, selv om den vil blive fundamentalt anderledes end den sidste – ganske enkelt fordi Kina bliver en langt større og bredt funderet udfordring end Sovjetunionen. Den tidligere australske premierminister, Kevin Rudd, der har stor viden om Kina, og som taler kinesisk, skriver i Foreign Affairs, at selv om vi måske ikke står over for en kold krig 2.0, så må den kaldes 1.5. Han mener, verden bevæger sig mod anarki, fordi USA svækkes, og fordi Kinas magt er blevet svækket under præsident Xi Jinping, bl.a. i kraft af de hårdtslående modspil, som Kinas diplomater er kommet med over for flere lande under coronakrisen.

Kina har utvivlsomt begået fejl under starten på coronakrisen, og der har måske også på centralt hold været forsøg på at holde krisen skjult. Men på det seneste har embedsmænd dog erkendt, at der er sket fejltagelser. Det er muligt, at Xi er blevet svækket. Men det modsatte kan lige så vel være tilfældet, for vi har aldrig før set Kina optræde så selvbevidst som under Xi, også på det seneste. Kinesiske diplomater har under krisen vist, at de ikke længere undskylder deres eksistens og Kinas styreform. De slår hårdt igen over for pågående vestlige interviewere.

Hvad er så konsekvenserne? Kina vil have mere indflydelse i internationale fora, f.eks. i FN-systemet. I fredags var det alene USA, som forhindrede FNs sikkerhedsråd i at lave en international våbenhvile for samtlige konflikter, specifikt under coronakrisen. USA ville ikke acceptere, at der blev henvist til sundhedsorganisationen WHO, som ifølge USA er Kina-venlig. Tidligere har USA afvist at støtte G7-erklæringer og en erklæring i Arktisk Råd, fordi de øvrige lande ikke vil følge et krav fra Trump.

Som en konsekvens af USAs bestræbelser på at svække Kina, har Kina opbygget et alternativ til Verdensbanken, IMF og de amerikanske storbanker, herunder det dollarbaserede betalingssystem, som USA også bruger for at lave sanktioner og for at tvinge stater og virksomheder til at følge USA. Kina gør sig uafhængig af amerikansk højteknologi, og centralbanken er ved at udvikle en digital valuta, dvs. et ”pengeløst” samfund. Brugen af internettet og digitaliseringen er langt mere udbredt i Kina end i Vesten, bl.a. på grund af 5G.

Dermed ser vi også konsekvensen af en ny kold krig. Hvis europæerne og især tyskerne går med i Trumps kamp mod Kina, f.eks. ved at hindre Huawei i at levere 5G-udstyr, vil de tyske bilfabrikker miste deres suverænt største marked som gengældelse. De vil på alle områder blive svækket over for stadig stærkere kinesiske konkurrenter.

Men der er også fælles interesser, f.eks. støtter EU udviklingen af et uafhængigt betalingssystem, netop for at undgå den amerikanske dominans. EU véd, at en række internationale problemer fra klima-krisen til sikkerhedspolitik kun kan løses i et samarbejde. Men EU har bare svært ved at finde en balancegang over for et stadig stærkere Kina. Hvilke betingelser skal der f.eks. være for investeringer og opkøb? EU har svært ved at optræde selvstændigt både i forhold til Kina og USA.

Selv om europæerne officielt helst vil bevare det stærke transatlantiske samarbejde, så rystes samarbejdet i sin grundvold, fordi Trump skrotter de vestlige værdier. På det seneste har Trump fået sin justitsminister, William Barr, til at droppe Michael Flynn-sagen (om at lefle for russerne) med dubiøse argumenter som led i bestræbelserne om at omgøre Ruslands-undersøgelsen og Mueller-rapporten. Barr mener, at en præsident har ”absolut immunitet” i sit embede, dvs. at han står over loven. ”Barr og Trump forvrænger retsvæsenet ved at gøre ministeriet til et politisk våben og ikke en instans, der skal sikre loven og forfatningen,” skriver New York Times.

Trump selv har kaldt FBI-agenterne, der afdækkede Ruslands forsøg på at påvirke valget i 2016, for ”scum” – på godt dansk: bærme eller bundskrab. Betragter europæerne virkelig Trump som Vestens leder?

Europæiske ledere vil aldrig turde sige, at Trump selv er et bundskrab, men på et tidspunkt bliver de tvunget til at tage stilling til, om de stiltiende vil se en ny kold krig og en to-deling af verden udvikle sig. Vil de være underlegne som i den sidste koldkrig, eller vil de bruge Europas økonomiske styrke og politiske, demokratiske erfaring til selv at sætte en dagsorden sammen med resten af verden? Verden kan havne i kaos, som Kevin Rudd mener. Netop dén risiko nævnte Henry Kissinger i sine bøger World Order og On China, nemlig hvis de to supermagter ikke vil leve i sam-eksistens. Det er kun Europa, der har format til at gribe ind og hindre et kaos. Men tør Europa? Er der ledere, der kan formulere, hvad Europa vil?