Arktisk-091219

Grønland og andre globale hængepartier

Trump, Brexit og fremmedfrygt får os til at bruge tid på de samme problemer, mens andre, væsentlige udfordringer får lov til at ligge. Med en ambitiøs EU-kommission bør den udvikling ændres, så det arktiske område, klimaet, Afrika og de egentlige problemer i Mellemøsten kommer i centrum

09.12.2019

Hugo Gaarden

Nogle af Europas største udfordringer spænder fra den arktiske kulde til det tropiske Afrika, og Danmark er direkte involveret i nogle af dem. Det bemærkelsesværdige ved dem er, at de kun yderst sjældent optræder i medierne eller på den politiske dagsorden i parlamenterne eller i EU.

Grønland og Danmark er mere end nogensinde blevet hvirvlet ind i spillet mellem stormagterne, nemlig om det arktiske område. Det handler ikke så meget om sikkerhedspolitik i traditionel forstand, mere om økonomi, nemlig om olie, gas og mineraler i undergrunden i polarområdet og i Grønland samt søruten nord om Rusland.

Det vakte berettiget furore, da præsident Donald Trump ville købe Grønland, men det var mere afgørende, at udenrigsminister Mike Pompeo på et møde i Arktisk Råd tidligere på året i usædvanligt skarpe vendinger kritiserede Kina, der har observatørstatus i rådet. Kina betragter sig som et ”nær-arktisk” land. ”Det er I ikke,” sagde Pompeo. USA vil hindre et kinesisk engagement i det arktiske område, altså i et dansk område.

I det spil kommer Danmark i klemme. Det er blot forunderligt, at Danmark ikke for længst har taget højde for den udvikling og forebygget en eventuel konflikt. Kinas interesse for det arktiske område og Grønland har været stærk i mange år. Da Kina for fem-ti år siden for alvor trængte frem i sine østlige havområder for at få adgang til energi og mineraler i havbunden og for at skabe kunstige øer, forsøgte jeg forgæves at få danske diplomater i Kina til at kommentere den potentielle virkning i polarområdet, inkl. Danmark, f.eks. om at etablere internationale regler for udvindingen. Danmark havde ikke udarbejdet en strategi. Det er heller ikke tilfældet i dag. Derfor blev vi taget på sengen af Pompeo og Trump.

Det er bekymrende, at Danmark ikke sammen med grønlænderne har udarbejdet en plan for regionens fremtid. Det bør være i Danmarks interesse at etablere internationalt vedtagne regler for udvindingen og for hensynet til befolkningen i området og klimaet. Det bør vel også være i nationens interesse, at ingen lukkes ude på forhånd, men at der kan foretages investeringer på et multilateralt grundlag.

Hvis Danmark vil lade Kina blive som observatør i Det arktiske Råd med status som et ”nær-arktisk” land, vil Danmark møde modstand fra USA. Vi havner midt i en kamp mellem den nuværende og den kommende supermagt. Danmark får svært ved at klare sagen alene og bør derfor inddrage EU. EU er vel lige så meget en ”nær-arktisk” aktør som Kina?

At inddrage EU i den arktiske politik, herunder om søtransporten i polarområdet, er i Danmarks interesse, da Mærsk vil være stor-operatør på ruten. Men der er videre perspektiver. Mærsk er en aktør i den kinesiske og globale infrastruktur, ligesom Huawei er det, nemlig i telekommunikationen. Det hele bør ses i en sammenhæng. Hvis vi vil lukke nogle ude, kommer der en modreaktion. Sådan tænker kineserne i hvert fald.

Affæren omkring Grønland er derfor en illustration af, at vi bliver nødt til at fokusere på nogle sammenhænge, ellers kommer vi for sent over for lande, der tænker meget langsigtet.

På klimaområdet er der ingen tvivl om, at der i Europa er behov for markant større investeringer og omlægninger, end der allerede er politisk vilje til. Tyskerne er langt bagefter, hvad el-biler angår. Det kan føre til en krise i Tysklands og Europas vigtigste industri. Der er behov for mere gennemgribende ændringer i energipolitikken, som uvægerligt påvirker samfundsudvikling og skatte- og afgiftspolitikken. Hér kan Danmark i en egeninteresse stimulere EU-kommissionen, der lægger op til en langt mere amtibiøs kurs end hidtil.

Der er også behov for en økonomisk satsning på Afrika for at forebygge problemer på kontinentet og i Europa. Flere lande med Sydafrika i spidsen er tæt på et økonomisk sammenbrud. Ingen formår for alvor at skabe vækst for hele befolkningen, kun en lille overklasse. Hvis Europa ikke satser massivt, bliver Afrika reelt et vedhæng til Kina. Det er slående, at det kinesiske selskab Alibaba forsøger at stimulere iværksætterkulturen i Afrika i en erkendelse af potentialet i Afrika. ”Jeg har aldrig set så dynamiske og løsningsorienterede mennesker som unge afrikanere,” sagde Alibabas grundlægger, Jack Ma, under sit private iværksætter-arrangement i Ghana for nylig. Det er beskæmmende, at der ikke er tilsvarende europæiske initiativer.

I Mellemøsten er vi optaget af terror og talrige interne konflikter, men vi overser konflikternes moder: Israels besættelse af Vestbredden, der med gradvise anneksioner underkuer palæstinenserne og gør Israel til en apartheidstat. Hvornår begynder Europa at opbygge Palæstinas økonomi og sikre en selvstændig stat – i henhold til de internationale regler, vi står bag? Det samme gælder kurderne, der var hovedkraften i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Ikke os selv. De ønsker deres egen stat. Skal vi svigte dem af hensyn til NATO-landet Tyrkiet? Eller skal vi aktivt arbejde for deres selvstændighed i samarbejde med alle berørte lande i regionen?

EU forsøger at holde liv i atomaftalen med Iran og forsøger at gøre sig uafhængig af Trumps pressioner. Det kan ikke ske uden, at Europa får sit selvstændige betalingssystem, og uden at euroen bliver et stærkere betalingsmiddel i forhold til dollaren. Det bestræber Tyskland, Frankrig, EU-kommissionen og centralbanken ECB sig på – med eller uden henvisning til Iran. Men det sker forsigtigt. Den forsigtige fremfærd ses også over for Rusland og Putins pression mod Ukraine, om end en mere aktiv EU-politik måske er på vej.   

Hængepartierne er talrige. De bliver stort set negligeret, selv om de hver især rummer stof til globale konflikter. Men bliver de taget alvorligt, kan de gøre EU til en global aktør på linje med stormagterne.