Kina-181119

Kina stormer foran USA

Uanset hvordan handelskrigen mellem USA og Kina ender, fortsætter Kina med at løbe forbi USA. Kina bliver den førende supermagt, og vi kan få et decideret finansielt og teknologisk alternativ til USA. Det sætter Europa over for et valg: Skal EU vælge side eller stå i midten?

18.11.2019

Hugo Gaarden

Selvkørende biler smutter ind og ud mellem førerdrevne biler i Shanghai og andre kinesiske byer, og i en helt ny by Xiongan sydvest for Beijing må der kun køre el-drevne biler. Byen skal i 2022 have to millioner indbyggere, dvs. mere end København, og etableringen vil koste 2000 milliarder kr. Det svarer til Danmarks bruttonationalprodukt i ét år. Intet vestligt land er i stand til en så markant satsning på miljøet

Handelskrigen med USA og uroen i Hongkong får omverdenen til at tro, at Kina er på retur, men det modsatte er tilfældet. Kineserne eksperimenterer på livet løs med fremtidige by- og trafikmodeller, mens store firmaer truer Vestens største firmaer. Hvad gør Vesten? USA bruger tiden på at bygge en mur mod Mexico og fører handelskrig. Europa er optaget af Brexit og flygtningepolitik. Tyskland har store kvaler med at skifte dieselbiler ud med el-biler og er tæt på en recession. Kina er for længst blevet verdens største eksportør med en målsætning om at blive verdens industrielle supermagt med dominans inden for el-biler, kunstig intelligens og al anden højteknologi.

Ovenstående eksempel illustrerer, at Kina stormer foran USA, hvis præsident, Donald Trump, fører en svingende kurs. Han taler om en snarlig førstedels-løsning på handelskrigen, og så truer han med at sætte toldsatsen op på endnu flere varer. Kina tager det roligt og er parat til at købe flere amerikanske produkter, men vil ikke give sig en tomme for at bremse sin hæsblæsende teknologiske udvikling og sin økonomiske model. Kina har købt en tysk togfabrik og har nu adgang til det europæiske jernbanesystem. Kina har netop reddet Englands næststørste stålvirksomhed. Kina har fået lov til at deltage i 5G-systemet i Tyskland trods protest fra USA. Kina er ved at blive en europæisk operatør. Den tyske erhvervshistoriker Werner Plumpe, siger, at Kina er blevet så stærk, at landet ikke længere kan bremses.

Det er en opfattelse, der ikke præger en af høgene blandt Trumps rådgivere, Michael Pillsbury fra Hudson Institute. Han mener, at Kina har en hemmelig strategi om at erstatte USA som verdens supermagt i 2049 – 100 år efter det kommunistiske Kinas grundlæggelse. Men man behøver ikke at tro på en hemmelig strategi, for de kinesiske ledere har åbenlyst talt om at opnå førerpositioner på en række områder, og det er ikke bare for at overgå USA, men for at få en vestlig levestandard. Hvorfor skulle det ikke være målet? Der er flere kinesere end indbyggere i samtlige vestlige lande, herunder Japan og Sydkorea, men Kinas værdi pr. indbygger er kun på størrelse med Tyrkiets, eller 15 pct., af USA’s. Hvis værdien pr. indbygger kommer på niveau med spaniernes, vil Kinas BNP være dobbelt så stor som USA’s. Det er realistisk om 30 år, mener mange økonomer. Så er supermagten over alle etableret!

Mange sammenligner med Sovjetunionen, der som bekendt brød sammen for 30 år siden. Men Sovjetunionen var kun en militær supermagt. Samfundsudviklingen lå milevidt bag Vestens. Kina, derimod, skaber fremgang for alle, og samfundet er på mange områder mere avanceret end Vesten. Telegiganten Huawei overhaler alle i Vesten. Den kinesiske pendent til Google, Baidu, står bag de selvkørende biler med kunstig intelligens. Kineserne vil gøre sig teknologisk uafhængig af Vesten for at afværge USA’s benspænd.

Et alternativ til Google og Silicon Valley og dets high-tech-selskaber er på vej. Vi får også et alternativ til Vestens finanssystem, lige fra bankerne til Verdensbanken og IMF. Den kinesiske politiske ledelse og økonomiske styring er bundsolid i forhold til Vestens. Der er ikke en selvdestruktiv nulrente-politik som i Vesten eller et selvdestruktivt diplomati, som Trump fører over for sine allierede og som får ham til at træde ud af internationale aftaler, såsom Stillehavs-handelsaftalen for at genere kineserne.

Nu er Kina ved at færdiggøre forhandlingerne om en afløser, der omfatter Japan, Sydkorea, Australien og de 10 ASEAN-lande. Indien er netop sprunget fra aftalen, men kommer måske tilbage. Det bliver verdens største handelsblok. Dertil kommer en aftale med lande på begge sider af Stillehavet. Kina har et stærkt blik for, at USA’s allierede i Europa og Asien har større økonomisk vægt end USA. Det er dem, Kina fokuserer på. Ser man bort fra militæret, er USA en supermagt under afvikling, og Kina har i årevis investeret heftigt i forsvaret og cyberwar, så USA næppe kan bevare sit militære forspring på sigt. Handelskrigen og Trumps enerådige optræden er i virkeligheden en fordel for Kina, hedder det i en analyse fra Carnegie-instituttet.

Hvad så med Europa? Vil Europa vælge side – Kina eller USA? Eller vil Europa finde sin egen plads i supermagternes rivalisering? Tre tidligere regeringschefer fra Sverige (Carl Bildt), Australien og New Zealand har for nylig advaret om, at verden igen bliver to-delt, især om teknologi og finans, og at mange lande kan blive tvunget til at vælge side.

Der er dog svage tegn på, at Europa, især Tyskland og Frankrig, ikke vil vælge side. De vil gøre EU til en stærkere aktør. Tyskland vil i stigende grad stille betingelser for kinesiske firmaers engagement i Europa, og Tyskland ønsker, at EU optræder samlet over for Kina, især omkring Silkevejsprojektet. Tyskland og Frankrig presser EU til at anerkende etableringen af europæiske giganter for at hamle op med både amerikanske og kinesiske giganter, såvel Google som Huawei.

I september næste år er Tyskland vært for en helt ny type topmøde mellem Kina og EU, hvor alle 27 EU-lande mødes. Det kan være tegn på, at Europa begynder at optræde samlet over for Kina og som en selvstændig global aktør. EU vil hellere agere i Henry Kissingers ånd med sam-udvikling end med konfrontation eller containment. Den tidligere portugisiske Europa-minister, Bruno Macaes, mener, at europæerne bør erkende, at Eurasien (Europa og Asien) bliver fremtidens vigtigste faktor, og dét bør være kernen i en ny verdensorden.

Europa begynder at forholde sig til Kina som verdens nye supermagt.