EU-071019

EU må gribe dagen

Med en kaotisk Brexit-proces, der kan blive længere end ventet og med Trump, der fører sin private udenrigspolitik, bliver EU-landene nødt til at tage têten. EU har en enestående chance for at blive den udfarende kraft på den internationale scene, f.eks. over for Kina og Hongkong samt Iran

07.10.2019

Hugo Gaarden

EU udvikles næsten altid gennem kriser, og de aktuelle problemer med Brexit og Trump-skandalen giver EU en enestående chance for at blive den udfarende kraft på internationalt plan.

I stedet for at være passivt vidne til den kaotiske Brexit-proces, der kan blive forlænget, og til Trumps private udenrigspolitik, der ligner forholdene i autoritære stater, kan EU med rette bruge den romerske digter Horats udtryk carpe diem.

EU har taget et lille skridt ved at sige nej til premierminister Boris Johnsons legen kispus med EU’s forhandlere – ved ikke at føre konkrete forhandlinger i weekenden. Den franske præsident, Emmanuel Macron, og den hollandske regeringschef, Mark Rutte, afviste at mødes personligt med Boris Johnson. Forhandlinger skal kun ske via EU’s forhandler, Michel Barnier. De vil ikke acceptere en aftale, der omfatter en told-grænse i Irland, og Macron vil have en aftale inden EU-topmødet den 17. oktober.

Det var ydmygende for Boris Johnson, og meget tyder på, at EU har opgivet at få en aftale nu, men satser på en udsættelse af afgørelsen med et efterfølgende nyvalg. Johnson har trods hans påstanden ikke magt til at forlade EU uden en aftale, men han er så desperat efter at blive manden, der trækker briterne ud af EU, at han utvivlsomt vil søge en udsættelse, så han kan få et valg. Han står stærkt i meningsmålingerne.

Det er dog umuligt at forudse, hvordan briterne efter et valg stiller sig til Brexit. Meningsmålingerne peger i alle retninger. Det eneste logiske for EU er at få et valg, der evt. vil resultere i en ny folkeafstemning. Meget tyder på, at EU-landene langt om længe tager fat om nældens rod, nemlig at stille et krav om, at en aftale skal bygge på et solidt grundlag. Danmark havde også to folkeafstemninger om Maastricht - med et års mellemrum. Briterne kan det samme. Det vil enten føre til, at Storbritannien bliver i EU eller får en særstatus uden at forlade EU helt. Vi kan få et EU med 2-3 hastigheder. Det er tydeligt i Tysklands interesse, og grænseproblemet i Nordirland burde kunne løses med snilde – som med Danmarks ”Maastricht-aftale.”

EU må også opgive sin passivitet over for præsident Donald Trump. EU kan ikke lade ham sætte den internationale dagsorden med impulsive handlinger, løgne og sin egen, private udenrigspolitik. Han skaber dyb mistillid til det politiske system i USA og til det vestlige demokrati. Selv Vladimir Putin kunne næppe lave et mere undergravende arbejde.

Trump lægger ikke kun et uhørt pres på Ukraine, men har taget kontakt til Italien, Australien, Kina og muligvis Storbritannien for at få disse lande til at finde smuds på sin modkandidat Joe Biden og for at få materiale, der kan bekræfte hans selvopfundne teori, at Mueller-undersøgelsen om den russiske forbindelse var humbug. En ny whistle-blower har åbenbart førstehåndsviden om hans telefonsamtale med Ukraines præsident. Giver det bevis for, at Trump lovede Ukraine våben til gengæld for en smuds-undersøgelse af Biden, bliver det sømmet til hans ligkiste.  

EU-landene kan gribe dagen og gå aktivt til værks globalt. EU kan forsøge at afdæmpe uroen i Hongkong, selv om Kina umiddelbart vil betragte det som utidig indblanding. Men det har betydning for hele verden, hvis uroen optrappes. EU har trods alt via Storbritannien en interesse i den aftale, der i 1997 blev indgået omkring Hongkong. Hongkongs leder, Carrie Lam, har lagt op til en dialog med demonstranterne, og EU kan med rette tage initiativ til en dialog, omend det næppe bliver som mægler. Kina vil aldrig tillade demokrati i Hongkong, for det undergraver det kinesiske system, men en særstatus for Hongkong vil være en test på, hvordan Kina kan fungere i en multilateral verden og gradvist lave reformer.

Hvis Beijing griber ind med magt og dræber demonstranter, kan vi få en situation, der minder om Ruslands annektion af Ukraine. Det kan tvinge EU til at lave sanktioner, og det vil afgørende forværre det økonomiske samkvem med Kina. Europæiske virksomheder vil få det svært i Kina, og en langvarig tysk recession kan blive resultatet. I Tyskland er der allerede voksende bekymring over kinesiske virksomhedsopkøb. Det kom som et chok, da det statslige kinesiske togselskab CRRC i august overtog den tyske togproducent Vossloh. Nu kan CRRC blive en europæisk konkurrent til Siemens og Alstom, der tigger og bér EU-kommissionen om at lade dem lave en fælles fransk-tysk konkurrent til kineserne!

Hér som på alle områder, når det drejer sig om Kina, sover EU-landene i timen. EU har ingen strategi over for Kina – eller over for resten af verden. Men EU kan på Kissinger-diplomatisk vis kæde tingene sammen. Vil Kina øge sin aktivitet i Europa, må Kina også tage hensyn til Hongkong. EU har en interesse i at styrke relationerne på det euro-asiatiske kontinent, men det kræver, at der bliver et solidt politisk samspil mellem EU og Kina.

Der er stilhed efter Irans angreb på Saudi-Arabien, men det kan hvert øjeblik blive en stilhed før stormen. Da EU ønsker at bevare atomaftalen, er EU nødt til at sikre den lovede økonomiske fremgang for Iran, nemlig ved oliekøb og investeringer. Det vil uvægerligt føre til konflikt med Trump, men det må EU tage med i købet som selvstændig operatør. 

På en række områder er der behov for stærkere europæiske initiativer. Det er der mulighed for med en ny ledelse i EU, der mere tillid verden over end nogen anden aktør, og som har en samarbejdsmodel, der kan bruges i de fleste konflikter. Krigene i Mellemøsten de seneste 15-20 år viste, at militær indblanding ikke virker, tværtimod. EU har politisk og økonomisk kapacitet til at blive en global stordiplomat. Det er dét, der tæller, og det er en kende mere givende end Trumps private baggårds-diplomati.