Retssamfund-011019

Juraens opgør med populisterne

I USA og Storbritannien bliver ikke blot populistiske ledere, men det demokratiske system testet af retssamfundet – udtrykt ved domstolene eller forfatningerne – og i Europa reagerer vælgerne mod populismen. Den demokratiske krise er ikke slut, men den ebber ud

Hugo Gaarden

01.10.2019

Det er en gladiatorernes kamp, demokratierne oplever i denne tid, når juraen i USA og Storbritannien tager et enestående opgør med populistiske regeringschefer som præsident Donald Trump og premierminister Boris Johnson.

Begge ledere handler autoritært og misbruger demokratiet så gennemgribende, at det er retssystemet i form af den amerikanske forfatning og den britiske højesteret, der tager kampen på demokratiets vegne. Demokratisk indstillede politikere har ikke kunnet bringe populisterne til fald. Politikerne har ikke turdet tage et opgør med de vælgerskarer, som populisterne bruger for at tage og fastholde magten.

Kommentatoren Gideon Rachman, Financial Times, har beskrevet fænomenet sådan: Trump og Johnson ”har weaponised folkets vilje”, dvs. gjort folkets utilfredshed med aktuelle forhold til et våben mod systemet og til et politisk våben for dem selv. Boris Johnson gør Brexit til en ”folkets kamp mod det etablerede”, og Trump gør det samme, bare langt mere gennemgribende med foragt for retsvæsenet og de demokratiske institutioner.

Men den britiske højesteret har trukket en streg i sandet ved at afvise Johnsons suspension af parlamentet. Det er muligt, at Johnson stadig kan få briterne ud af EU. Men højesteret har sikret, at det parlamentariske, demokratiske system kan og skal fungere, og højesteret har gjort det indlysende, at loven og forfatningen skal følges, også den uskrevne.

Det er ikke kommet samme afklaring i USA, men den er på vej med Demokraternes forberedelse af en rigsretssag mod Trump i den ukrainske affære. Trump er personligt den udfarende kraft i bestræbelserne på at ”samle skidt” mod en politisk modstander, Joe Biden, og på at skabe en helt anden udlægning af den russiske indblanding i 2016-valget i håb om at stå bedre ved det amerikanske valg næste år. Han bruger ikke bare den amerikanske regering og ministre i dette spil, som handler om at give ham selv en politisk gevinst, men også udenlandske regeringschefer, som han lægger under pres.

Det strider decideret mod den amerikanske forfatning. Den forbyder en præsident at bruge sin magt for egen vindings skyld, og den lægger afgørende vægt på at trække en grænse mellem private interesser og hensynet til offentligheden. Under den langvarige debat blandt forfatningens fædre i 1787 var grænsedragningen mellem det private og det almene afgørende, for man ville sikre en stærk præsidentmagt, men uden risikoen for korruption og magtmisbrug. Det er ikke nok, at en præsident begår en forbrydelse. Han må ikke begå ”forseelser” og dermed misbruge offentlighedens tillid. Derfor ville forfatningens fædre have muligheden for at afsætte en præsident.

Desuden var fædrene stærkt optaget af, at udenlandske magter ikke måtte kunne presse eller lokke en præsident, f.eks. ved at give gaver eller indtægter til en præsident, og derfor advarede fædrene også USA om at indgå alliancer med udenlandske magter!

Trump har tilsyneladende overtrådt forfatningen som ingen anden før ham – lige fra at tjene på udenlandske statslederes overnatninger på hans bhoteller og til at anmode russerne om at finde skidt på sin modkandidat Hillary Clinton i 2016. Men dét, der virkelig har slået hovedet på sømmet er, at han i telefonsamtaler har anmodet Ukraines nye præsident, Volodymyr Zelensky, om ”at gøre ham en tjeneste,” nemlig ved at finde smuds på Joe Biden og ved at lægge pres på Zelensky ved at tilbageholde en militær hjælp på 400 milliarder dollar.

Han har brugt sin private advokat, Rudolph Giuliani, men også justitsminister William Barr, og selv udenrigsminister Mike Pompeo har været direkte medvidende om Trumps udfarende aktiviteter omkring Ukraine. Trump har ført sin private udenrigspolitik over for Ukraine, og det kan give udenrigsministeren store problemer. Han har desuden ringet til den australske premierminister Scott Morrison for at få ham til at hjælpe med at dykke ned i den russiske forbindelse, fordi en australsk diplomat havde fået informationer om det i 2016. Trump forsøger desperat at få oplysninger, der skal vise, at det var Ukraine og ikke Rusland, der stod bag ”den russiske forbindelse”, så han dermed kan stille Mueller-undersøgelsen i et dårligt lys.

Trumps handlinger er uhørte, og hans telefonsamtaler med Vladimir Putin og Saudi-Arabiens stærke mand, Mohammed bin Salman, er – foreløbig – gemt i en hemmelig server i Det hvide Hus, siger kilder. Hans handlinger tåler ikke dagens lys. Affæren virker langt værre end Watergate. Nixon dækkede over ulovligheder. Det var nok til en rigsretssag. Trump udøver ulovlighederne.

Det er langt fra sikkert, at der bliver flertal for at afsætte ham – republikanerne har et klart flertal i Senatet. Det er heller ikke sikkert, at Trumps ulovligheder skræmmer hans kernevælgere. Han kæmper jo med det etablerede systrem – som Trump i denne sag bruger skånselsløst for at lægge pres på udenlandske regeringer og for at sikre sit genvalg.

Men en rigsretssag vil give et wake-up call til de amerikanere, som tager demokratiet og lovgivningen alvorligt, og derfor er det sandsynligt, at han taber valget.

Men det er slående, at det kun er ved at vende tilbage til juraen – landets love – at det har været muligt at vise, hvordan populistiske ledere misbruger demokratiet. Valgte politikere har ikke formået at gøre det klart – eller at overbevise vælgerne. Derfor får den britiske højesteret og den amerikanske kongres afgørende betydning for, hvordan demokratiet skal bevares i en elektronisk tid, hvor populister har let spil.

Men det er lige så slående, at en række nationale valg og delstatsvalg i Europa de seneste to år har vist, at populismen er toppet. Populistiske, anti-establishment partier er gået tilbage, og der har været fremgang for etablerede partier og nye partier i den brede midte, fordi de begynder at løse de problemer, som utilfredse vælgere – de, der føler sig hægtet af – har gjort opmærksom på.

Kampen mod populisterne bliver fortsat hård. Demokratiets krise er ikke slut, men den ebber ud. Krisen viser, at politikerne ikke alene kan håndtere demokratiet. Juraen er demokratiets ultimative forsvarer.