Recession-200819

Risiko for recession

Tyskland er på vej ud i en recession, og der sker overalt en økonomisk afmatning, som især skyldes den amerikansk-kinesiske handelskrig. Centralbankerne kan ikke afværge en ny nedtur. Derfor kommer finanspolitikken i centrum

Hugo Gaarden

20.08.2019

Verden står over for en økonomisk nedtur efter ti år med fremgang. Den største bekymring blandt økonomer er, hvordan den skal håndteres denne gang. Tyskland er på vej ind i en recession, men det er usikkert, om en recession bliver mere omfattende. Kun de mest dystre prognosemagere spår en recession i USA i 2020.

  Blandt økonomer er der en generel opfattelse af, at centralbankerne ikke kan gøre meget for at forebygge eller afhjælpe en nedtur. Det var den amerikanske centralbank, Fed, samt den europæiske centralbank, ECB, der tog hele slæbet sidste gang. Det skete ved at sætte renten ned til nul og pumpe penge i kredsløb (teknisk udtrykt: quantitative easing). Nul-renter eller lave renter har været normen de seneste ti år, så centralbankerne kan ikke bruge den metode under en ny nedtur.

  Derfor er der forventninger om, at det bliver finanspolitikken, der skal tage slæbet. Det bliver altså regeringerne, som må på banen og gøre det arbejde, de vægrede sig ved under den seneste finanskrise. Der skal bruges finanspolitiske stimuli, f.eks. med store offentlige investeringer og dermed voksende underskud på finansbudgetterne og øget gældsætning. Det har regeringerne ifølge Den internationale Valutafond, IMF, blot ikke forberedt sig på, og derfor kan vi se frem til brave politiske slagsmål i de enkelte lande.

  Denne uge giver en indikation af, hvordan regeringerne vil håndtere den kommende økonomiske nedtur, nemlig med centralbankernes årlige møde i Jackson Hole i Wyoming i USA og med G-7 mødet i Biarritz i Frankrig.  Tegnene på en nedtur er kommet inden for de seneste uger, mest slående i Tyskland, hvor der var en negativ vækst på 0,4 pct. i andet kvartal, og hvor alle venter en negativ vækst i tredje kvartal. To kvartaler med negativ vækst betragtes som en recession. Samtidig er den kinesiske industriproduktion blevet den laveste siden 2002, og den økonomisk vækst er faldet til under 5 pct. Industriproduktionen er også faldet i Japan og Storbritannien. Den tyske ZEW-indikator for det globale erhvervsklima er faldet dramatisk de seneste måneder. Det skyldes handelskrigen, tendensen til valutakrig som en reaktion på handelskrigen samt risikoen for en no-deal Brexit. Indtjeningen i amerikanske og europæiske selskaber ser ud til at blive mindre. Verdenshandelen er faldet kraftigt de seneste måneder,

  Den amerikanske ekspansion er den længste nogen sinde, så det strider mod den historiske udvikling med fortsat ekspansion. Væksten er faldet fra de 3,6 pct., der var gennemsnittet i de tre seneste ekspansionsperioder, til 2,3 pct. i denne periode, så der er tale om en afmatning. Væksten var i andet kvartal på 2,1 pct.

  Det slående ved den europæiske og amerikanske udvikling er, at arbejdsløsheden er rekordlav (bortset fra i Sydeuropa). Det er lidt af en gåde, men en forklaring er, at mindstelønninger og svage fagforeninger har gjort det muligt at skabe jobs til lønninger, hvor det ikke tidligere var muligt.

  Finanskrisen i 2008-9 skyldes i høj grad overbelåning til boliger. De laver renter har også ført til høje boligpriser og kraftigt byggeri i bl.a. USA, men der er ikke tegn på, at det i sig selv vil være den udløsende faktor for en nedtur denne gang.

  Men at der er forventninger om en nedtur ses af renteudviklingen i USA, hvor renten på de 10-årige statsobligationer er blevet lavere end på de 3 måneders korte obligationer (den såkaldte omvendte rentekurve). Det indikerer, at investorerne ikke tror på fremtidig vækst, og denne situation har været gældende forud for hver eneste amerikanske recession de seneste 60 år.

  Det skal også ses i lyset af, at staters, virksomheders og privates gæld er blevet fordoblet de seneste ti år på globalt plan til 184.000 milliarder dollar. Da renten historisk set ikke kan forblive på nul, hænger der altså et damokles-sværd over industrisamfundene.

  En nedtur er altså sikker – og tilmed på globalt plan. Men kan den afbødes?

  Det er slående, at økonomer i industrilandene denne gang peger på finanspolitiske indgreb, f.eks. skattestigninger eller øgede offentlige investeringer gennem gældsætning eller gennemgribende ændringer af f.eks. erhvervsstrukturen.

  I USA er der op til næste års valg en hed debat om reformer af kapitalismen med øget beskatning af toppen, og selv mange finanschefer går ind for at korrigere den eksisterende form for kapitalisme, fordi der er frygt for et politisk tilbageslag efter 10-30 års stagnation for de fleste lønmodtagere. Storindustriens klub, Business Roundtable, har netop lavet en ny målsætning: At virksomheders mål ikke kun er at skabe størst muligt overskud til aktionærerne, men at hele samfundet skal have gavn af aktiviteten. Roundtable har ikke lavet konkrete forslag, men det er udtryk for en frygt for en negativ reaktion fra samfundet over for erhvervslivet.

  Der er der tegn på en finanspolitisk kursændring i Europa, især i Tyskland, hvor det hidtil har været et dogme, at der skal være finanspolitisk balance. Men nu siger flere toppolitikere, at det kan blive nødvendigt at lave offentlige investeringer for lånte penge (til en nul-rente) for at bekæmpe en recession, og det er især socialdemokratiet SPD, der lægger op til den kurs – ganske enkelt for at kunne overleve politisk. Men også det tyske industriforbund, BDI, og mange økonomer går nu ind for at bryde den mådeholdne finanspolitik (det sorte nul).

  Cheføkonomen i Deutsche Bank, David Folkerts-Landau, sagde for nylig til Die Zeit, at Europa står over for en gevaldig samfundsmæssig udfordring: Nul-rentepolitikken fører til en massiv omfordeling fra almindelige borgere til velhaverne, fordi opsparerne mister 160 milliarder euro om året, mens velhavende låntagere får gevinsten. Desuden sagde han, at handelskrigen samt den højteknologiske udvikling gavner de to stormagter samt de største koncerner, og dér kommer Europa i klemme. Google er f.eks. større end de 30 største tyske børsnoterede selskaber. Han ser ingen tegn på, at de europæiske politikere tager begge udfordringer op – den skæve velfærdsudvikling og virksomhedernes globale efterslæb.