2019-020119

Den vestlige orden er slut

2019 ser ud til at blive langt mere turbulent end 2018, og det skyldes hovedsagelig præsident Trump. Det giver den hidtil største udfordring for Europa: Kan EU bringe orden i eget hus og skabe en renæssance med global rækkevidde?

02.01.2019

Hugo Gaarden

Den vestlige verdensorden – bestående af både Europa og USA – fik i 2018 et grundstød. Begrebet den vestlige verden eksisterer ikke længere fuldtud. 2019 bliver en overgang til en multilateral verden med flere magtcentre – og en splittet vestlig verden. Det indebærer nye risici, men det giver også europæerne en chance for at blive en stærkere international aktør.

Den vestlige verdens dominans har været under pres i lang tid, især fra Kina og de øvrige nye økonomier. Men den helt afgørende udvikling kom med præsident Donald Trump, i særdeleshed lige inden jul, hvor han uden at tale med de allierede trak sig ud af Syrien og halverede de amerikanske styrker i Afghanistan. Han overlader scenen til Rusland, Iran og Kina. Som en konsekvens trak forsvarsminister James Mattis sig – den sidste helhjertede forsvarer for den vestlige alliance i den amerikanske regering. Med opbakning fra knap 40 pct. af de amerikanske vælgere fører Trump ”krig” mod de etablerede institutioner, herunder Centralbanken. Han respekterer ikke magt-delingen, men vil regere som en autoritær leder. I det nye år vil vi se en nådesløs kamp mellem Trump og Demokraterne, der vil tage skridt til en rigsretssag. Med Trump ved magten er USA’s ledelse kommet ud af kontrol. Internationale topmøde er blevet betydningsløse med Trump.

Den tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver under Barack Obama, Susan E. Rice, siger, at Trump ”gør mere for at underminere den amerikanske sikkerhed end nogen udenlandsk modstander.” Ikke mindst i Tyskland har Trumps beslutninger vakt røre. Trump ødelægger tilliden til den amerikanske sikkerhedsgaranti. Alle erkender nu, at kansler Angela Merkel så rigtig, da hun i 2016 sagde, at europæerne ikke kan overlade deres skæbne til andre.

Problemet er bare, som Der Spiegel i sidste nummer skrev, at politikerne i Berlin ikke tør føre en ærlig diskussion om, hvad de så skal gøre. De vil ikke tænke på konsekvenserne af sammenbruddet af den vestlige verdensorden. Formanden for det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs, Richard Haass, der tidligere var chef for udenrigsministeriets planlægningsafdeling under George W. Bush, er mindre forsigtig. Han mener, at selv om den vestlige verdensorden er ved at bryde sammen, er det ikke nødvendigvis en katastrofe. Han mener, at Europa selv må tage hånd om den uorden, der er opstået med talrige uløste problemer fra populisme over Brexit til ulighed, globaliserings-problemer og cryber-risici. Europa må forsøge at få Kina integreret i det internationale system.

Det sidste punkt er centralt i en tid, hvor Trump fører handelskrig mod Kina for at knække Kinas opstigning som økonomisk og teknologisk supermagt og dermed også som militær supermagt. Affæren om teknologiselskabet Huawei er kun en forsmag på fremtidens kamp om den økonomiske og teknologiske dominans. Det er klogt af  EU-kommissionen at sikre fair spilleregler omkring 5G-teknologien, så Huawei ikke kan udnytte den sikkerhedspolitisk på Beijings vegne. Men EU må også erkende, at Kina løber foran de vestlige industrilande, og at Kina har en beslutningskraft, der langt overstiger Vestens.

Det bliver en udfordring for Europa. Vil Europa vælge side mellem USA og Kina plus de øvrige nye økonomier, der bliver vigtigere end USA? Eller vil Europa forsøge at etablere en ny verdensorden med en balance mellem alle magtcentre? Europa bør skele til de østasiatiske lande, der forsøger at finde en balance mellem Kina og USA. Balanceakt er dog en europæisk specialitet.

Med Trumps bratte tilbagetræden fra Syrien bliver europæerne også tvunget til at blive langt mere aktive i Mellemøsten for at genopbygge regionen og for at forebygge konflikter, der kan ramme Europa. Den europæiske støtte til den iranske atomaftale bliver sat på en prøve, hvis Israel angriber militære anlæg i Iran. Hvor står EU i så fald? Hvor står Europa, hvis der kommer nye spændinger mellem Nordkorea og USA? Hvad vil Europa gøre for at løse problemerne i Ukraine – uden USA? Hvad vil Europa gøre for at forebygge kaotiske forhold i Afrika?

Med afviklingen af den vestlige verdensorden, kommer verden til at leve i en overgangsperiode. EU-landene kan udnytte situationen til at skabe en renæssance, men det kræver, at EU får orden på eget hus. Hvordan kan et delt Storbritannien forblive i EU eller tilknyttes EU? Hvordan vil de etablerede EU-venlige partier håndtere et nyt EU-parlament, som EU-kritikerne vil gøre til kampscenen for en modstand mod EU, og som kan spænde ben for beslutningsprocessen i EU?

Netop beslutningsprocessen er afgørende. Den tidligere topdiplomat i EU, Poul Skytte Christoffersen, sagde i 2015, at han frygter en ”dyb vinter i dansk Europa-politik,” fordi danskerne ikke vil ophæve sine forbehold over for EU. I denne tid er en krigsundersøgelse ved forskeren Rasmus Mariager ved at undersøge beslutningsprocessen ved Danmarks militære engagementer i udlandet i de seneste 20 år. Begge berører det centrale emne: I hvilken retning vil Danmark og EU gå?

For år tilbage havde rådgivere som Niels-Jørgen Nehring i statsministeriet en koordinerende rolle, nærmest som en sikkerhedspolitisk rådgiver. I dag er der ikke samme grad af koordinering og heller ikke en systematisk analyse-virksomhed, der øjeblikkeligt kan tage stilling til alle internationale problemer på tværs af institutionerne i statsapparatet.

Overalt i Europa hersker der tvivl om den kurs, landene og befolkningerne ønsker. Så længe tvivlen hersker, løses heller ikke hverdagsproblemer som ulighed, integration og miljø. 2019 bliver året, hvor Europa må begynde at udstikke nye pejlemærker, ellers risikerer EU at havne i et tomrum som i Det hvide Hus.