Iran-131118

Iran-sanktioner er en test

på læren af 1. verdenskrig

De amerikanske sanktioner mod Iran og europæernes forsvar af atom-aftalen bliver en test på den multilaterale verdensorden, som Emmanuel Macro lagde op til under mindedagen for afslutningen på Den første Verdenskrig

13.11.2018

Hugo Gaarden

100 års-dagen for afslutningen på Den første Verdenskrig blev et slående symbol på den splittelse, der er i dag mellem nationalismen og en multilateral verden. Den franske præsident, Emmanuel Macron, talte varmt for en multilateral verden i søndags ved Triumfbuen: ”Nationalisme er forræderi mod patriotismen.” Sætter en nation ”sine egne interesser forrest, fjerner man det mest betydningsfulde, de moralske værdier,” sagde han.

Det var en klar henvisning til en af deltagerne ved ceremonien, ”America First”-præsidenten, Donald Trump, og det blev senere fulgt op af den tyske kansler, Angela Merkel: ”Jeg er bekymret for, at en nationalisme med skyklapper igen vinder frem. Kan det være klogt at isolere os i en inter-connected verden?” spurgte hun.

Det var slående, at 70 stats- og regeringschefer i samlet flok gik ned ad Champs-Élysée til Triumfbuen –i fravær af Trump og den russiske præsident, Vladimir Putin. Repræsentanterne for Den kolde Krigs supermagter havde ikke lyst til at gå sammen med ”resten af verden”. Mindedagen blev efterfulgt af et Paris Freds Forum, der skal holdes årligt, og som skal handle om multilateralisme og global regeringsledelse. Det bliver måske første skridt til en ny verdensorden. Trump var den eneste, som ikke deltog i forum’et. Mindedagen emmede således af symbolik, og den testes i denne tid omkring sanktionerne mod Iran.

Trump har genindført de tidligere sanktioner trods den atom-aftale, som USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland og Kina har indgået sammen med Iran efter flere års forhandlinger, bakket op af FN. Det er sanktioner, som også rammer lande og virksomheder, som ikke vil rette sig efter sanktionerne. Det har ført til en konflikt mellem USA og EU-landene.

Atomaftalen var et forsøg på at udskyde eller forhindre en iransk udvikling af atomvåben. Det var dermed også et forsøg på at hindre et israelsk angreb på de iranske atomanlæg, fordi det kunne føre til en ny mellemøstkrig med uoverskuelige konsekvenser, også for Europa. USA under Barack Obama var drivkraften, men EU spillede en særdeles aktiv rolle. Det var EU’s første storstilede udenrigspolitiske engagement.

Aftalen var et unikt forsøg på at udforme en bredt funderet international aftale mellem Vesten, Rusland og Kina om et ømtåleligt emne i Mellemøsten. At Trump trak sig ud, er derfor et alvorligt tilbageslag for internationale aftaler, og derfor er de europæiske lande gået til modangreb. De forsøger at omgå sanktionerne, f.eks. ved at sikre betalingsformidlingen mellem Iran og omverdenen og ved at hjælpe virksomheder, der vil handle med Iran og investere i landet.

EU har opjusteret en anti-boykot-bestemmelse, der skal kompensere virksomheder for tab på grund af sanktioner. EU’s topdiplomat, Federica Mogherini, forsøger at lave en særlig betalingsenhed, der skal hjælpe virksomheder med at få betaling, og som skal hjælpe dem med at afværge amerikanske modforholdsregler. ”Vi kan ikke acceptere, at andre skal afgøre, hvem vi skal handle med,” sagde Mogherini i september. Den store risiko for USA er, at den nye betalingsenhed giver EU erfaring i at operere uafhængigt af det amerikanske finanssystem.

Mange virksomheder har dog trukket følehornene til sig, f.eks. det franske olieselskab Total, fordi de er bange for at blive udelukket fra det amerikanske marked. Total var engageret i det største gasprojekt i Iran. Også Mærsk har trukket sig ud af Iran-aktiviteter.

Det er dog ikke kun USA, der udgør et problem for EU, for Kina og Rusland vil overtage en stor del af det europæiske marked i Iran, hvis europæerne bliver væk. Rusland investerer heftigt i en iranske energisektor.

Rusland har erfaret, at sanktioner stort set ingen betydning har. Rusland har ifølge Financial Times udviklet verdens mest avancerede raketforsvar, S-400, som trods sanktioner sælges til Kina, Indien og Tyrkiet, mens der forhandles med f.eks. Saudi-Arabien. Desuden har Rusland styrket det økonomiske samarbejde med Kina, og de store europæiske virksomheder fortsætter aktiviteterne i Rusland trods de vestlige sanktioner som følge af Krim-sagen. Iran har årtiers erfaring i at omgå sanktioner, og nu sælger Iran olie til mellemhandlere som Thailand og Malaysia, som sælger olien videre til resten af verden.

USA begrunder sanktionerne med, at atom-aftalen ikke er god nok, og at den bør styrkes. Men udmeldingerne fra Trump, udenrigsminister Mike Pompeo og sikkerhedsrådgiveren John Bolton viser, at målet er at knække det iranske styre. Det er tydeligt, at Trump går Saudi-Arabiens og Israels ærinde. Intet tyder på, at USA har en velgennemtænkt strategi bag den økonomiske krigsførelse mod Iran, og Saudi-Arabiens mord på journalisten Jamal Khashoggi gør det sværere for USA at operere over for Iran.

Historisk har USA ikke haft meget held med at lave regimeændringer og skabe demokratiske regeringer, og desuden kan presset mod Iran give sikkerhedspolitisk tilbageslag for USA. Iran øger sin indflydelse i Afghanistan. Den nye regeringschef i Irak, Adel Abdul Mahdi, har tætte forbindelser med Iran, og Iran bakker op bag Syrien.

Iran ser ud til at klare sig gennem sanktionerne, og Iran véd, at hvis landet vil indgå i forhandlinger om en revideret atom-aftalen, må det ske ud fra en styrkeposition, og økonomien styrkes kun ved at omgå sanktionerne og ved at få udenlandske investeringer. Det bemærkelsesværdige er, at EU-landene styrker Irans position over for USA. Det er første gang, at EU-landene er i en direkte konfrontation med USA i et samspil med et land, som USA vil knække via økonomisk krigsførelse.

Det får konsekvenser for de europæiske landes globale optræden. Det styrker dem på globalt plan. Men fører det også til en mere uafhængig kurs over for USA, som Macron har indikeret i sig oplæg til en europæisk hær?

Under alle omstændingerne er det også et fundamentalt valg, Europa med sin dramatiske historie stiller sig selv og verden over for: Skal problemer løses gennem en multilateral forhandling eller gennem enkelt-nationers magtudøvelse?