Merkel

Merkel går og

Merkel kommer

Magtkampen som Angela Merkels efterfølger er i fuld gang, men det er højst usikkert, hvordan det vil påvirke Tysklands udvikling. Hvis Merkel presses ud i utide, kan det føre til, at Merkel får en EU-toppost og status som Jacques Delors

02.10.2018

Hugo Gaarden

Merkel er på vej ud af tysk politik, men hun kan også være på vej ind som den vigtigste person i EU. Den tyske kansler, Angela Merkel, er en person, som ingen rigtigt kan sætte i bås. Hun overrasker gang på gang. Det kan hun også gøre i de kommende måneder, hvor der er stærke kræfter i hendes eget parti, det borgerlige CDU, der vil have hende svækket i kampen om hendes efterfølger. De vil ikke nødvendigvis vælte hende, men magtkampen kan blive så brutal og ødelæggende for koalitionsregeringen, at Merkel selv forlader skuden, mens tid er.

I demokratiet ”er der også nederlag.” Med denne usædvanlige bemærkning erkendte den tyske kansler, Angela Merkel, sin egen sårbarhed, da hendes tro væbner gennem de seneste 13 år, Volker Kauder, led et totalt uventet nederlag ved afstemningen om fraktionschef i Forbundsdagen for CDU og søsterpartiet CSU. Den hidtil lidet kendte Ralph Brinkhaus stillede op som modkandidat og vandt. Det havde ikke én eneste forudset. Det er udlagt som det første kupforsøg mod Merkel.

Der er ikke lagt op til et politisk kursskifte, men Brinkhaus vil have parlamentsmedlemmerne stærkere inddraget i beslutningsprocessen i en tid, hvor højrepartiet, AfD, fører sig frem i debatten. Han vil have en dialog med de borgerlige vælgere, der flirter med AfD, og det er samme holdning, som Bayern-partiet CSU indtager. Det kan dog føre til, at de to borgerlige partier drejer mod højre og væk fra den midterkurs, som Merkel har stået for i sine 13 år som kansler. Hun er ofte blevet beskyldt for at føre socialdemokratisk politik, og prikken over i’et kom med hendes Velkommen-politik over for flygtningene i 2015.

Det rejser nu to spørgsmål: 1. Hvor går Merkel hen? 2. Hvor går Tyskland hen? Begge spørgsmål får afgørende betydning for Europa, men der er ikke lette svar på spørgsmålene.

Merkel var tilbøjelig til ikke at fortsætte som kansler efter sidste års valg. Men hun valgte at fortsætte, fordi verden efter hendes mening var kommet ud af kurs efter populisten Donald Trumps sejr. Hun ville gøre et forsøg på at sikre demokratiet og holde populismen og nationalismen i skak. En aktuel Pew-meningsmåling fra 26 lande viser, at hun er den politiske leder, som verden over nyder størst tillid, 52 pct., mod 27 pct. for Trump. Hun er verdens fortaler for demokrati og anstændig regeringsledelse.

Men hun vidste også, at mange af hendes egne var ude efter hendes skalp, og som altid forsøgte Merkel at tænke langsigtet ved at få en yngre version af sig selv valgt som CDU’s generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer.

I de seneste måneder har medierne jævnligt skrevet om en træthed ved Merkel-metoden: den forsigtige og moderate midterkurs. Den klareste protest mod kursen kommer fra den unge og ekstremt ambitiøse sundhedsminister, Jens Spahn, er højrefløjens bud på kanslerposten. Han er absolut ikke Merkels mand. Han har et godt samspil med CSU og med det liberale partis leder, og Spahn vil gerne efterligne Østrigs unge kansler, Sebastian Kurz, dvs. med en foryngelse og en højredrejning. Han er ven med Trumps højreorienterede ambassadør i Berlin, Richard Grenell, og har netop været på et usædvanligt besøg hos Trumps stærkt højreorienterede sikkerhedsrådgiver, John Bolton.

Men vil tyskerne den kurs? De to store midterpartier CDU og SPD går massivt tilbage, men tyskerne flygter ikke fra midten til fløjene. Højre- og venstrefløjen har til sammen ikke mere end godt 25 pct. af stemmerne, maksimalt lyder tendensen på 30 pct. Men der sker en øget opsplitning i midten, især med fremgang for De Grønne, der markerer sig som et mere socialt og humanistisk orienteret parti end SPD og et mere EU- og globaliseringsvenligt parti end CDU og CSU. Der er et massivt flertal for en midterkurs. Problemet er blot, at midterpartierne har svært ved at løse de problemer, som optager tyskerne.

Modstanden mod flygtninge er i høj grad kun en anledning til en protest. Flertallet af tyskerne har i ti år haft en stagnerende indtjening, mens udgifterne stiger, især boligudgifterne. Dieselskandalen udtrykker en manglende politisk vilje til at løse miljøproblemerne. Det skaber harme, og det afgørende for Tysklands udvikling bliver, hvilke partier og personer, der for alvor vil løse problemerne. Der er ingen tvivl om, at Merkel vil sikre, at midterkursen fortsætter efter hendes afgang. Det er blot uklart, om det sker med CDU, SPD eller De Grønne som kernen.

Hvad sker der så med Merkel? Hun kan væltes som CDU-formand på CDU’s kongres i december og fortsætte som kansler. Begrundelsen kan være at køre en ny kanslerkandidat i stilling til næste valg. Men det kan også give Merkel en anledning til at stille op som kandidat til EU’s topposter efter EU-parlamentsvalget næste år. De nuværende kandidater til posten som EU-kommissionens formand efter Jean-Claude Juncker er af anden klasses standard. Merkel kan få lige så stor betydning som manden bag Det indre Marked og euroen, Jacques Delors. Hun er kendt i hele EU, og hun står solidt på de værdier, som EU bygger på.

Hun hindrede den tyske regering i at smide Grækenland ud af euro’en. Det får også betydning for hendes og EU’s holdning til Italien. Hun indtager en afventende holdning omkring Brexit – hun er utvivlsomt parat til kompromisser, der kan bevare Storbritannien i EU. Hun tør mere end nogen anden gå imod Trump og sige, at EU må vælge sin egen kurs, også ved at gå imod sanktioner mod Iran. Hun lægger op til et stærkere samarbejde med andre mellemstore lande verden over. Hun vil ikke lukke grænser, men vil være global. Hun går ikke til yderligheder, men forsøger at følge en relativ mindelig kurs. Hun forsøger at mindske splittelsestendenser i EU. Ingen kan bedre end hende skabe interesse for det europæiske samarbejde.