Brexit-afstemning

Ny Brexit-afstemning

er på trapperne

En ny britisk folkeafstemning bliver mere sandsynlig eller et snarligt nyvalg. Labour rykker sig tættere på EU, og der er voksende tilslutning til at blive i EU. Derfor bør EU arbejde målrettet for at få briterne til at blive i stedet for at se passivt på deres borgerkrig

26-09-2018

Hugo Gaarden

Den britiske premierminister, Theresa May, siger hele tiden, at det britiske folks beslutning skal respekteres. Der bliver ingen ny Brexit-afstemning. Men det er nøjagtigt dét, der er udsigt til. Eller nyvalg, hvor de konservative kan få et sviende nederlag, mens et stadig mere pro-europæisk Labour har en chance for at tage over.

Kravene om en ny folkeafstemning vokser, og det er især set i forbindelse med Labours aktuelle partikongres. Flere ledere har sagt, at de er parate til at tage en ny folkeafstemning, selv om de helst vil have et nyvalg.

Det er politisk forståeligt, at May siger, at beslutningen om at forlade EU skal respekteres. Men hvad bygger beslutningen på? En gang røgslør og løgne fra den tidligere udenrigsminister, Boris Johnson, der er ekspert i at fordreje alle kendsgerninger i en EU-kritisk holdning. På det seneste er skællene dog faldet fra mange konservatives øjne. Den hårde kerne, der ønsker en Brexit for enhver pris, har ikke fremgang, men den vil bringe May og den konservative regering til fald.

Theresa May har med sin Chequers-plan forsøgt at finde et kompromis, men den rummer så mange uklarheder, især om grænsen mellem Irland og Nordirland, at aftalen næppe kan danne grundlag for en endelig aftale med EU. Det seneste Salzburg-topmøde skulle have skabt klarhed, og det skete også, men ganske anderledes end ventet. EU-landene sagde – på en ufin måde bag hendes ryg – at planen ikke virker. Den vil undergrave Det indre Marked, sagde EU-rådets præsident, Donald Tusk, med fuld opbakning fra den franske præsident, Emmanuel Macron, der kaldte Brexit-tilhængerne for løgnere.

Det problematiske i forhandlingerne om Brexit er, at der er utrolig megen vaden rundt på stedet, f.eks. om den nordirske grænse, som vitterligt er et vitalt problem. Det er nødvendigt med en åben grænse mellem Irland og Nordirland for at undgå en ny Nordirlands-konflikten. Men grænsen kan heller ikke være piv åben, når briterne vil være ude, og briterne vil ikke have en ny grænse mellem England og Nordirland.

Forhandlingerne de seneste måneder har vist, at der et bredt flertal for at have en tæt relation til EU, især hvad samhandelen angår. Hos Labour, der hidtil har været skeptisk over for EU, er stemningen vendt dramatisk. En nylig meningsmåling blandt Labour-medlemmerne viser et overvældende flertal i alle alders- og erhvervsgrupper, mænd og kvinder, for at forblive i EU. Negative økonomiske konsekvenser ved en udtræden begynder at trænge igennem, og briterne har svært ved at se, hvilke konkrete fordele de får ved at stå alene i verden.

Når det går op for befolkningen, at selve grundlaget for Brexit-afstemningen var mangelfuldt, forkert eller løgnagtigt, så nytter det ikke at holde fast i beslutningen for to år siden. Så må man spørge, om det er relevant at bruge megen tid på at finde nogle mellemløsninger som en Norge-, Canada- eller Chequers-model for en EU-tilknytning.

Briterne har i årevis trådt vande omkring EU og har ikke turdet tage klar stilling. Den tidligere premierminister David Cameron, gamblede EU-medlemskabet væk i håb om at kunne bevare de konservative ved magten. Theresa May gamblede ved at holde et valg i utide i håb om at styrke sig ved EU-forhandlingerne. Begge fejlede. De turde ikke tage klar stilling, som Churchill gjorde det. De glemte Shakespears ”To be or not to be”. Det helt store opgør om briternes holdning til EU er nu uundgåeligt.

Enten er man fuldgyldigt medlem af EU, eller også er man helt ude med de konsekvenser, det medfører. Det accepterede grækerne til sidst under gældskrisen, og den tyske kansler, Angela Merkel, var den person, der hindrede en græsk udtræden eller udsmidning.

Nu kører forhandlingerne, og EU har sat en ultimativ frist. Men det vil være en fordel, hvis EU-landene melder klart ud, ansigt til ansigt med May eller en anden regeringschef og med den britiske befolkning. Det er ikke nok at sige nej til et delvist medlemskab. Meldingen bør være, at EU-landene ønsker Storbritannien som fuldgyldigt medlem, og at det er, hvad briterne må tage stilling til. Samtidig er det på høje tid, at EU-landene forklarer, hvad fordelen ved EU er. Det vil også være forebyggende over for andre EU-skeptikere.

Briterne har i årtier troet, at de kunne være EU-kritiske, uden at det gjorde noget. Mange har henvist til Margaret Thatcher, der var en terrier over for EU-bureaukratiet, men hun var hele tiden tilhænger af EU. ”Vores skæbne er i Europa,” sagde hun i sin berømte Brügge-tale. Hun blev gennem årene blot misforstået eller misbrugt til at holde afstand til en øget integration.  Denne vankelmodige holdning førte så Storbritannien til kanten.

EU-landene bør ikke efterligne vankelmodigheden, men erkende, at EU har brug for briterne i samhandelen, på globalt plan og i forsvars-og sikkerhedspolitikken – ja, i det europæiske samfund. EU har accepteret, at briterne står uden for euroen. Der er undtagelsesregler og –praksis på en række områder. Derfor burde det være muligt at finde nogle undtagelser, som tilgodeser briterne, f.eks. om billig arbejdskraft fra Østeuropa, så briterne kan være stort-set-fuldgyldigt medlem som Danmark er det. Punktum. Det ændrer ikke ved, at det selvfølgelig er briterne selv, der må tage opgøret om deres fremtid.