Error message

Deprecated function: implode(): Passing glue string after array is deprecated. Swap the parameters in drupal_get_feeds() (line 394 of /customers/4/b/0/hugogaarden.dk/httpd.www/includes/common.inc).

Demokratiet-270618

Demokratiet er truet

og må reformeres

 

En debat om demokratiets fremtid bølger gennem de vestlige lande, mens autoritære lande bliver stærkere og stærkere. Populismen og modstanden mod eliten bider sig fast, fordi demokratiet bliver dårlig forvaltet. Der er behov for reformer, der f.eks. lægger vægt på ansvarligheden, så dårlige forvaltere kan smides på porten. Vi kan lære af kineserne.

 

26.06.2018

 

Hugo Gaarden

 

Det mest grundlæggende problem i de vestlige demokratier er først nu ved at blive taget alvorligt, nemlig demokratiets tilstand og fremtid. Overalt er der en debat om emnet, og en konklusion begynder at tegne sig: Demokratiet er truet både i Europa og USA. Der er risiko for, at demokratiske beslutninger ikke kan føres ud i livet, og at demokratiske institutioner bliver skubbet til side. Denne artikel slutter med forslag til, hvordan demokratiet kan genetableres.

 

Det er let at sige, at skylden ligger hos europæiske populister, præsident Donald Trumps politik og løgnagtige tweets samt autokraternes voksende indflydelse. Men problemet stikker dybere: Fortalerne for det liberale demokrati tør ikke forsvare sig, og demokratiske ledere tør ikke løse de dybe problemer, som populisterne, de ”oversete” og mange andre grupper med rette peger på. Instituttet Freedom House i London mener, at demokratiet gennemlever sin største krise i årtier. Kun få procent af verdens befolkning lever i ægte demokratier. Uden for demokratierne lever langt flere med stor viden og en høj levestandarden, som i dag ikke er forbeholdt demokratierne. I de seneste ti år er kinesernes lønninger tre-doblet, mens der er stagnation i Vesten. Kina er med sit gigantiske Silkevejsprojekt gennem Asien ved at lave en alternativ til handelsorganisationen, WTO, siger Siemens-chefen Joe Kaeser.

 

Demokratiske lande har på stribe udvist russiske diplomater på grund af det formodede russiske mordforsøg på en russisk spion i Storbritannien. Men Tyskland har ikke turdet udvise den amerikanske ambassadør, der bevidst taler for skabe en trumpsk højrekurs i EU, og som bevidst undergraver kansler Angela Merkel. Vi oplever et angreb på Europas forfatningsbaserede liberale og demokratiske orden. Den tidligere amerikanske efterretningschef, Michael Hayden, siger: ”Vi har aldrig set, at en amerikansk præsident forsøger at opgejle udemokratiske kræfter blandt vores allierede. Trump forsøger at gøre det af med Merkel.”

 

Trump skabte krise på det nylige G7-topmøde, men det værste – og totalt oversete – var, at han fjernede en vital sætning i topmødets slutdokument – med alle G7-lederes accept: Han krævede at fjerne sætningen ”en regelbaseret international orden.” Den formulering har hidtil været standard. Samtlige ledere i de førende vestlige lande var altså parate til at droppe grundlaget for den vestlige, demokratiske orden siden Den anden Verdenskrig for at imødekomme en præsident, der baserer sin politik på løgne og den stærkes ret. Det skaber mindelser om briternes appeasement-politik over for Hitler. Trump brød med G7-mødet. De seks andre ledere burde have brudt med Trump og forsvaret Vestens orden. Når de ikke gjorde det, er de et større problem end Trump.

 

Det rejser fundamentale spørgsmål: Vil vælgerne og deres repræsentanter acceptere udviklingen, eller vil de smide demokratiets fjender på porten? Hvor er ansvarligheden i demokratiet? Vælgerne kan skifte regeringer ved et valg. Men hvorfor har vælgerne ikke mulighed for at kræve en afstemning i utide, når en regering f.eks. svigter valgløfterne eller lyver? De engelske Brexit-tilhængere vil ”tage kontrollen tilbage”, men de har forårsaget en uregerlig regering.

 

De tekniske muligheder for vælgernes engagement er med internettet bedre end før, og det giver mulighed for, at hele befolkningen kan påtage sig et ansvar, f.eks. ved at omgøre en tidligere beslutning. Men direkte valg udgør også et problem, viser Brexit’en, som skete på et yderst tvivlsomt grundlag, og hvor der i dag er stor tvivl om, hvad befolkningen har taget stilling til. De tyske socialdemokrater skiftede dramatisk holdning omkring deres leder på meget kort tid. De franske vælgere har smidt det etablerede partisystem ud og valgt en uprøvet præsident, der stadig nyder tillid og viser kompetence, men hvad sker der efter Emmanuel Macron?

 

Vi taler om splittede samfund, mens begreberne højre og venstre er ved at miste deres mening, og i Europa og USA bider modstanderne af det etablerede sig fast med mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne. De består i høj grad af dé, der føler sig hægtet af - dé, der har mistet jobbet, eller som ikke har haft økonomisk fremgang i 20 år.

 

Mange undersøgelser tyder på, at det netop er hér, problemet ligger. Politikerne, de ansvarlige, løser ikke problemerne for hele befolkningen. Boliger bliver i stigende grad ubetalelige for ”de afhængte” og pensionister. Internettet er under kinesisk standard, især i Tyskland. Merkel risikerer at blive væltet på grund af flygtningepolitikken, men der kommer næsten ingen flygtninge i dag, derimod afrikanske økonomiske indvandrere, der styres til Europa af gangstere. Dét problem kræver ikke en asylpolitik, men full-stop samt massiv støtte til at skabe jobs i Afrika. Marshall-hjælpen til Tyskland efter krigen var på 135 milliarder nutidsdollar. Europa lægger ikke op til bare en brøkdel af dette beløb til Afrika.

 

Diesel-skandalen fik ikke politikerne til at kræve erstatning fra bilfabrikkerne på befolkningens vegne. Finanssektoren blev reddet af staterne og centralbankerne for ti år siden, selv om den selv var skyld i problemerne, mens pensions-opsparerne, dvs. flertallet, må betale gildet med en nulrente-politik, der gavner velhaverne.  Uligheden vokser dramatisk. Der sker ikke massive investeringer for at kompensere for de forandringer, som globaliseringen medfører. Kina bygger hvert år tusinder af kilometer højhastighedsbaner og satser voldsomt på ny energi og digitaliseringen, mens Europa snøvler sig afsted.

 

Aktionærerne i en virksomhed kan afsætte direktører og bestyrelser, hvis de svigter aktionærerne. Virksomheder kan straffes for at komme med falske oplysninger. Køber man et hus på et falsk grundlag, kan køberen gå til domstolene og få handelen omgjort. Vælgerne må have mulighed for at afsætte en regering, ligesom aktionærerne kan vælte ledelsen på en generalforsamling, dvs. uden at vente på et valg. Det er ikke politikerne, der ”ejer” det politiske system. Det gør vælgerne.

 

Politisk forsøger vi at løse problemer med talrige langvarige dommerundersøgelser, i stedet for at tage nogle grundige parlamentariske opgør med ekspertindlæg. Hvorfor har vi ikke politiske og tekniske ekspertråd, der svarer til de økonomiske vismænd? Måske skal vælgerne også have et ”politisk kørekort”. Skal en 92-årigs kryds på stemmesedlen tælle lige så meget som en 18-årigs, som er spørgsmålet i en hjemlig analyse af demokratiet?

 

Tilliden til demokratiet kan kun forbedres, hvis regeringer og politikere kan stilles til ansvar på en langt mere konkret og direkte måde end hidtil. De ansvarlige skal kunne mærke konsekvensen af deres handlinger, mens de har magten. En konsekvens kunne være, at det vil føre til politikere og embedsmænd af en højere kaliber end i dag. Det er vel ikke så tosset.

 

Det illustreret i en fremragende artikel i det seneste nummer af det amerikanske udenrigstidsskrift Foreign Affairs, der er helliget det truede demokrati. Forskeren Yuen Yuen Ang, University of Michigan, har analyseret den kinesiske beslutningsproces. Kina’s politiske system bygger ikke blot på et samspil mellem en rimelig fri økonomi og et stærkt (autoritært) politisk system (populært sagt liberalisme og socialisme i én ombæring), men også på et bureaukrati, som bevidst er tildelt en politisk og økonomisk drivkraft. Denne kombination ligger bag den enorme og stabile vækst, og har samtidig ført til en række samfundsreformer. Bureaukrati-systemet er baseret på kompetence og resultat-målinger af lederne fra bund til top – som vi ser det i Vestens erhvervsliv. Samtidig får bureaukraterne en profit-sharing, dvs. en andel af samfundsvæksten. Alle i Kina har dermed fået del i væksten, og alle  har mere eller mindre været involveret i forandringsprocessen, der primært handler om at skabe en resultat-orienteret kultur.

 

Hendes konklusion er, 1) at det er muligt at skabe både økonomisk fremgang og visse demokratiske fremskridt for befolkningen under et ét-partistyre, og 2) at der ikke er en indbygget konflikt mellem staten og samfundet, og at det er forkert at betragte staten som en hindring for den politiske og personlige frihed, når der er en formidlende gruppe (f.eks. et velgennemtænkt, formålsorienteret bureaukrati) mellem samfundets forskellige grupper. Problemet i Vesten er, at man ikke forstår den kinesiske model, skriver hun.

 

Hendes analyse vedrører dermed den vestlige demokrati-debat. Analysen viser, hvordan der kan løses problemer og skabes udvikling samtidig med, at der sikres en politisk stabilitet. Om den så vil blive accepteret i et demokrati, hvor mange betragter det som en selvfølge, at minoriteter kan blokere flertallets afgørelse, ja, det er jo kernen i demokrati-debatten.

 

Skal demokratiet gøres mere solidt, er der ingen tvivl om, at handlekraften skal øges, så der kan træffes langsigtede og holdbare beslutninger, og at der skal være en mere direkte ansvarlighed.

 

Man kan overveje følgende forslag:

-Om hele vælgerkorpset skal kunne tage stilling til alt, eller om nogle beslutninger skal overlades til parlamentet eller eksperter.

-Om vælgerne må dokumentere en vis indsigt i samfundsforhold for at få lov til at stemme.

-Om vælgerne må have mulighed for at afsætte en regering, når den lyver eller svigter vitale valgløfter.

-Om afstemningsreglerne må gøres klarere og mere specifikke  – direkte afstemning, simpelt flertal og kvalificeret flertal, også i EU.

-Om politikere skal udvælges og trænes gennem et kompetencesystem, lidt á la det kinesiske eller á la enhver vestlig institution og virksomhed, så uvidende charlataner sorteres fra.

 

Trump er ved at trække USA ud af det demokratiske selskab. Derfor er der kun Europa – og forhåbentligt det ikke-trumpske USA -  som kan holde demokratiets fane højt. Ingen del af verden har gennemlevet så store tragedier og så mange konflikter mellem folkestyre og énmandsvælde som Europa – og kontinentet har i nutiden demonstreret en usædvanlig evne til forsoning og samarbejde. En demokratisk renæssance kan blive Europas mission i en multi-verden.