Korea-050618

Atomvåben

betaler sig

Donald Trump har mødt sin overmand i Kim Jong-un, hvad forhandlingstaktik angår, men optakten til topmødet i næste uge mellem de to viser også, at USA’s magt er blevet stærkt udhulet, og at andre aktører får en voksende rolle. Det har betydning for Europa. Vil europæerne blive mere aktive på globalt plan?

05.06.2018

Hugo Gaarden

Der kommer ingen aftale om en afskaffelse af Nordkoreas atomvåben under topmødet i næste uge mellem præsident Donald Trump og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Topmødet kan tilmed forstærke den svækkelse, som USA oplever i disse år, ikke bare under Trump. Men der kan alligevel kommer et afgørende gennembrud med en fredsaftale for Korea-halvøen eller noget, der ligner.

Desuden vil hele forløbet med optakten til topmødet få afgørende betydning for det internationale samfund og diplomati. Det viser, at mellemstore og små aktører har fået en voksende rolle, og at USA ikke længere sætter dagsordenen, hvis nogle skulle være i tvivl. Den relativt passive rolle, som europæerne spiller, passer slet ikke til de nye realiteter.

Er det noget, Trump higer efter, er det at blive præsidenten, der skaber fred på Korea-halvøen efter mere end 60 års våbenstilstand, og han har flere gange nævnt, at det kunne give ham Nobels Fredspris. Det kan måske også være en forsikring over for sig selv, for det kan tage gassen af Mueller-undersøgelsen, hvor Trump tydeligt føler sig mere og mere presset.

Men det er også en uhyre ømfindtlig situation for USA og dets allierede i regionen, Sydkorea og Japan. Er en fredsaftale troværdig, hvis Nordkorea stadig har atomvåben? Vil Nordkorea ikke kræve, at sanktionerne lempes?

De førende amerikanske eksperter omkring atomvåben og Nordkorea siger, at en atomaftale, der også skal kontrolleres i årene fremover, vil tage mange år, måske 15 år, at udarbejde. Og skal den kun handle om Nordkoreas atomvåben, eller vil Nordkorea kræve, at amerikanske atomvåben på fly og skibe fjernes fra Sydkorea og Japan og den vestlige del af Stillehavet? Vi kender fra dansk side denne problematik fra anløbssagen, der førte til et folketingsvalg.

Men det helt afgørende er, om der sker en skelnen mellem en fredsaftale og en atomaftale. At skelne mellem de to er måske Nordkoreas egentlige mål, måske også Sydkoreas. Trump har allerede indikeret, at han er parat til denne skelnen ved at sige, at han ikke længer kræver en umiddelbar afskaffelse af Nordkoreas atomvåben. Der kan blive tale om en gradvis afvikling. Det er nye toner.

Der vil i årevis være usikkerhed om, hvorvidt Nordkorea vitterligt vil afskaffe samtlige atomvåben. Det eneste, der kan opnås en aftale om nu eller meget snart, er en slags fredsaftale, der fører til en normalisering mellem Nord- og Sydkorea, og hvor Trump kan sige, at han har sluttet Korea-krigen, som forgængerne ikke formåede. De økonomiske sanktioner bliver næppe afskaffet helt, men Trump kan tilbyde investeringer i Nordkorea, og det samme vil Sydkoreas præsident, Moon Jae-in med sikkerhed, f.eks. i den demilitariserede zone, hvor der i mange år har været internationale investeringer. Dermed vil Nordkorea være lukket ind i varmen, og Kim kan tage fat på den økonomiske udvikling, har længe har talt om. Det vil være en fabelagtig sejr for ham, og den vil vise, at det kunne betale sig at udvikle atomvåben. Det bragte Nordkorea i øjenhøjde med USA, og gjorde en normalisering mulig. Kim har tydeligvis en klar strategi, og det samme har Moon. Det har Trump ikke.

En ekspert Victor D. Cha, som forhandlede med Nordkorea under præsident Bush, og som Trump droppede som ambassadør til Sydkorea, siger, at situationen har presset Trump op i et hjørne. Hvis forhandlingerne ikke lykkes, og hvis han vil vende tilbage til sanktionerne, ”så vil Sydkorea og Kina ikke følge ham,” siger han til New York Times. Dermed vil Trump ikke kunne rette et militært angreb mod Nordkorea uden fundamentale konsekvenser. Man skal ikke overse, at Kim to gange har mødtes med Kinas præsident, Xi Jingping. Kina kan i sidste ende være den afgørende faktor.

Der er sat en proces i gang, som bliver svær at ændre. Både Kina og Rusland har indikeret, at de vil forøge de økonomiske relationer med Nordkorea, hvis topmødet i næste uge i Singapore ender i en fiasko. I Asien er der en bred erkendelse af, at der er skabt et grundlag for en fredsaftale, en normalisering og en vis form for aftale om atomvåbnene, som alle parter kan leve med. Det var Nord- og Sydkorea, der tog de første skridt til en normalisering – med Moon som den øjensynlige idémand – og de kan i givet fald lave en selvstændig, lokal aftale. Det internationale pres mod Nordkorea er blevet svækket, og det samme er tilliden til Trump.

En række ny aktører har altså spillet en meget aktiv rolle, og det viser, at USA’s dage som supermagt er blevet stærkt reduceret. Det skyldes ikke kun Trump, for udviklingen har været i gang i flere år, og den forstærkes af USA’s svage økonomi og voldsomme gæld.

Magten er altså gledet af USA's hænder. Hvordan vil Europa reagere? Nye magter har sat dagsordenen omkring atomforhandlingerne i Østasien. Med Trumps ignorering af Europas, Ruslands og Kinas interesser omkring Iran-aftalen, vil det formentlig få Europa til at erkende, at den vestlige alliance har fået et skud for boven, og at Europa må optræde på egne vegne og blive en stærkere global aktør i en ny multilateral verden. Ellers sætter andre dagsordenen. Men et klart svar fra EU-landene er endnu ikke set, selv om kansler Angela Merkel i søndags sagde til Frankfurt Allgemeine Zeitung, at Europa har ”brug for mere handlekraft”. Indtil videre lever Europa i skyggen af andres aktive og dristige handlinger.