Brexit-280218

Brexit bliver kaotisk

Briterne forsøger at få en tilknytning til EU, der bør ses som en advarsel for Danmark: Man får ingen indflydelse ved både at være inde og ude. Man må vælge. Men vil Danmark det?

28.02.2018

Hugo Gaarden

Det er skæbnens ironi, at mens Churchill-filmen Darkest Hour vises i kontinentets biografer, så står briterne netop i denne tid i deres mørkeste time omkring Brexit. Briterne forsøger at gå på linje, og det vil efter al sandsynlighed ende i kaos.

I sidste uge forsøgte den splittede britiske regering at nå til enighed om en strategi, som premierminister Theresa May vil uddybe i en tale til offentligheden på fredag. Briterne vil være inde og ude på samme tid og på forskellige områder. Men det går ikke, siger EU-kommissionen, som i dag fremlægger et 120 siders detaljeret, juridisk udkast til udtrædelses-traktaten. Det synes umuligt at forene dem, der helt og holdent vil ud, og dem, der vil have så tæt kontakt til EU som muligt.

Det britiske forsøg kan få vidtrækkende konsekvenser i EU. Nu bliver det demonstreret, hvad vankelmodighed og manglende bevidsthed om de juridiske realiteter medfører. Hverken Frankrig eller Tyskland vil blive ved med at lade EU udvikle sig på den måde. Det betyder også, at det får konsekvenser for Danmark, der har placeret sig uden for eurozonen.

Kernen i Theresa May’s plan er at få en aftale med EU i ”tre kurve,” som briterne udtrykker det. Det skal være en løsning, der er forskellig fra Canada- og Norge-modellerne. Briterne taler om en ”styret divergens.” Det minder lidt om Putins floskel om ”styret demokrati”. ”Det er en illusion,” siger præsidenten for ministerrådet, Donald Tusk.

Kurvepolitikken betyder, at briterne vil lægge de industrier, der er stærkt afhængige af EU, i én kurv, som er stærkt reguleret, altså også af EU, herunder kemikalie-, medicinal og bil-branchen. Briterne vil acceptere EU-domstolen og regulerende EU-agenturer på disse områder. Det strider fuldstændig mod Mays oprindelige udspil - at domstolen i Luxembourg ikke længere skal bestemme over briternes liv.

I den anden kurv vil briterne lægge servicebranchen, herunder finanssektoren, så banker kan fungere på lige fod med de øvrige EU-landes finansvirksomheder. I den tredje kurv skal front-teknologier som robotter og førerløse biler være. I denne kurv skal der ikke være EU-regler, eller kun ganske få.

Det hele lugter af, at briterne vil være med, hvor det passer dem, og stå uden for, hvor de vil have konkurrencemæssige fordele, f.eks. inden for udviklingen af fremtidens industrier.

En sådan opdeling af pligter og ansvar kan få forhandlingerne til at bryde sammen, alene på grund af kampen mellem fløjene i den britiske regering og i det britiske samfund. Brexitterne som udenrigsminister Boris Johnson står svagere og svagere og bruger hele tiden bombastiske slagord, da de ikke har analyser, der viser, at det vil være en fordel at stå uden for EU. Derfor kan man ikke udelukke, at briterne vil blive i EU, f.eks. når et forhandlingsresultat – eller mangel på samme – skal forelægges parlamentet næste år.

Labours leder, Jeremy Corbin, har netop foreslået, at briterne skal være i en toldunion med EU, f.eks. med fri varehandel. Det vil flere konservative også, og skifter de side, vælter regeringen. Men kan briterne have en toldunion uden arbejdskraftens frie bevægelighed? Og hvad med den irsk-britiske grænse? Skal den være åben eller kontrolleret? Netop denne grænse og Nordirlands placering bliver måske kernen i Brexit-konflikten – en måske uløselig kerne. Nordirerne vil have fri adgang til Irland, men de vil høre ubrydeligt til Storbritannien. Det er kernen i Nordirlands-aftalen og fredsslutningen fra 1998. Kan de to kerner mødes? Kan Nordirland være med i EU og i Storbritannien på én gang?

En toldunion kan måske være løsningen, men den strider mod brexitternes og Theresa Mays oprindelige krav, og så havner vi igen i hendes fald og en omgørelse af beslutningen i 2016 om at træde ud.

Briternes problem illustreres også af, at østeuropæerne ikke vil være med til at dække det hul på 15 milliarder euro, som Brexit’en giver. Heller ikke Danmark vil være med. Der kommer altså et slagsmål af dimensioner internt i EU, og det bliver forværret af, at Tyskland tilmed vil reducere de enorme regionalmidler til Østeuropa, hvis ikke østeuropæerne, primært Polen og Ungarn, vil være med til at dække flygtninge-omkostningerne. Desuden vil EU straffe Polen for at begrænse domstolens uafhængighed.

Kort og godt: Nu kommer den mørke time, hvor EU-landene må tage stilling til, om medlemmerne skal betale kontingentet til klubben. Hvis nogle ikke vil være med eller have særordninger, skal det kunne mærkes. Derfor er et opgør med EU énstemmighedsprincip (i næsten alle beslutninger) uundgåeligt. Beslutningsprocessen i EU vil blive ændret. Den vil blive mere demokratisk, så små genstridige nationer ikke skal kunne blokere for resten af EU. Det er en udvikling, der har været talt om i mange år, men nu bliver den en nødvendighed, så EU kan løse problemer. Kendsgerninger begynder at tale deres eget sprog. Den forestående Brexit har allerede fået konsekvenser. Tysk eksport til Storbritannien faldt sidste år med 2 pct., men steg til resten af EU med 5 pct.

Med dannelsen af en ny tysk regering om kort tid får Tyskland og Frankrig 3-4 år med ro til at skabe forandringer og dynamik i EU. Begge lande vil ud af de seneste års kriser og stilstand. Derfor bliver kernen i EU i endnu højere grad de lande, der vil være med helt og holden.

Det er en udvikling, der i Danmark bør ses som en advarsel. Man kan ikke stå uden for på nogle områder og være 100 pct. med i de afgørende beslutninger, og slet ikke, når man står uden for euroen. Danmark vil gradvist få mindre og mindre indflydelse. Det problematiske er blot, at der ikke er en offentlig debat om, hvad det indebærer. Skal Danmark lade sig hægte af i håb om, at ingen ser det, eller skal man træffe et valg og blive fuldgyldigt medlem?